’Jeg er stjernen som spejler sig i dig’ – Pär Lagerkvist AFTENLAND
Den svenske nobelpristager er stjernen. Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt holder spejlet. Og det er hendes monotypiers spejlbilleder af digtsamlingens stemninger, der lyser klarest op på stjernehimlen i Aftenlandet.
Digt
Du rækker ud din skumringshånd
og plaget sjæl får hvile,
du slukker hjertets tunge brand
og leder gennem aftenland
den trætte til hans hvile.I nattens jord du sænker dér
det liv som synes hærget,
som sædemanden skænker her
til jorden som han åben ser
den høst som han har bjærget.
Gyldendal har leveret en luksuriøs udgave af Pär Lagerkvists sidste digtsamling AFTONLAND fra 1953. Men det er ikke i lige så høj grad Suzanne Brøggers nyoversættelse af den lyriske klassiker, som det er Maja Lisa Engelhardts illustrationer, der berettiger til en genudgivelse af værket.
Man træder ikke mange skridt ind i forfatterens sørgmodige aftenland, før blikket glider fra ord til billeder. Og der er ikke noget at gøre: Engelhardts ekspressive pensel stjæler øjne og opmærksomhed fra Lagerkvists melankolske stemme. I alt 30 monotypier møver sig frem blandt digtene og afslører over for læseren, at bogens titel både refererer til en aldrende digters dystre sindbillede og til en billedkunstners symbolmættede landskaber.
Fælles for digter og maler er, ifølge Henrik Wivels efterskrift, deres kristent farvede modernisme. Afsættet i en kristen begrebsverden er åbenlys hos (og velkendt for) Lagerkvist, hvis lyriske motiver er spundet op omkring Tro & Tvivl. Eller mindre abstrakt: det lille, gudfrygtige menneske, der med hjertet fuldt af uro og ensomhed vender sit ansigt mod himmel, skyer og mælkevej med tungsindige spørgsmål som: ’O herre over alle himle, alle verdner, alle skæbner, / hvad var din mening med mig?’
Ved siden af Lagerkvists lamenterende lyrik og himmelvendte bønner står Engelhardts nonfigurative kunst, der fungerer som en kraftfuld visualisering af digtenes stemningsbilleder. De dramatisk svungne penselstrøg modellerer en velsignelse af variationer over landskaber, der formgiver forfatterens ’ørkenland’ og ’honninghimmel’. I billedkunsten er den religiøse klangbund mere subtil, men ikke desto mindre til stede, som i de farve-fabulerende versioner af Den Brændende Tornebusk.
I en kunstnerisk-litterær udgave af sten-saks-papir-legen vinder ’palet’ over ’pen’. Samspillet mellem lyrik og billedkunst i AFTENLAND går ganske vist op i en guddommeligt højere enhed, men Engelhardts illustrationer fremstår ’at the end of the day’ (læs: i aftenlandet) som et forgæves genoplivningsforsøg af en gammel, trist mand med sorg på hjerte.
Føler man sig lidt for lutter livsglad til at tage Lagerkvist i ’skumringshånden’ og lade ham trække sig helt ud på gravens rand, kan man i al blasfemisk enkelhed skille sig af med hans digtes dødvægt: Majas monotypier er trykt på så lækkert et papirmateriale, at man ledes ind i fristelse til at skære dem ud af digtsamlingen for at bruge dem som kunst på væggene. De grafiske værker ville sagtens kunne leve deres eget liv som farveprægtig stemning-til-stuerne, hvorimod Lagerkvists digte uden Engelhardts kunstneriske krykker ville vakle og sandsynligvis dratte tunge og trætte om på natbordet.
