“Jeg går aldrig selv til forfattertalks, fordi jeg synes, det er kedeligt”
Lars Skinnebach modtog i efteråret 2025 Statens Kunstfonds hædersydelse. I den forbindelse bringer vi her et interview fra Louisiana Literature Festival, hvor LitteraturNus redaktør og skribent Esben Sivebæk mødtes med digteren til en vidtrækkende snak om det uinteressante ved forfattertalks, hvordan man skal sidde, når man skriver og om at spille tværfløjte otte timer om dagen.
…der er nok en del, der kommer til at kredse om det samme, som til jeres talk.
Jeg synes jo, at det er utroligt svært med sådan en talk at sige noget, der er vigtigt overhovedet. Det er et eller andet med formen, hvorvidt man går nok ind i selve formen, eller om man bare sidder der og skal opfatte selve talken som transparent, hvor der er nogle, der sidder og har en samtale omkring litteratur. I virkeligheden går jeg aldrig selv til forfattertalks, fordi jeg synes, at det er kedeligt. Når man selv sidder der, er det i virkeligheden kun mig, Nynne (Roberta Pedersen Pedersen red.) og Bodil (Skovgaard Nielsen red.), der skal skabe situationen, og jeg synes faktisk ikke, at det sker. Det kan godt være, at vi siger noget, der kan være velovervejet eller interessant, men de autentiske udsagn, og der, hvor man laver en undersøgelse af, hvad poesien overhovedet kan – det er et umuligt format at gøre det i. Og hvorfor det?
I forlængelse af det vil jeg gerne spørge dig, hvad dit forhold til litteraturfestivaler er, og hvordan det er at komme til dem som forfatter?
Ja, altså interviewsituationen – nu leger vi, at du sidder og interviewer mig – det er jo lidt det samme. Grunden til, at det er så uinteressant – måske – med de der talks, er, at jeg kun hører løgn fra forfatterne, der sidder der. Forstået på den måde, at de siger noget, der er passende inden for rammen. Hvis nu Bodil spurgte, hvad der er min praksis, jamen så ville mit sande svar måske være, at det væsentligste spørgsmål for mig er, hvordan man skal sidde imens man skriver. Kroppen reagerer forskelligt alt efter hvilke positioner, man sidder i. Om man sidder duknakket og får nakkespændinger, eller om man sidder på gulvet, som om man boede i Østen, eller sidder ved et skrivebord – hvad betyder det at have sådan en monstrøsitet foran sig, mens man sidder og skal frembringe tanker. Det kunne man også godt tale om til sådan en talk, men det er bare ikke den type af samtaler, der ligger lige for. Sådan vil det også tit være i en interviewsituation. Det skal vi prøve at komme udenom, fordi vi skal prøve at komme uden om løgnen, når vi taler sammen som mennesker. Det er som om, at vi ikke taler sammen som mennesker nu, fordi du har indtaget rollen som intervieweren, der repræsenterer et blad, som er en magtstruktur selvfølgelig, og jeg er så en forfatter, der på en måde i den grimmeste udgave skal promovere mig selv, og i en lidt pænere udgave fremstå spændende og intelligent. Det er så ekstremt svært hele tiden at tænke uden om de strukturer, som gerne vil have os til at sige nogle bestemte ting.
Dine oplæsninger har igennem årene haft et stærkt præg af performance. Hvordan opstod den idé?
Der var en helt anderledes oplæsningsscene, synes jeg, da jeg voksede op. På et tidspunkt, da jeg var helt ung, begyndte internetarkiverne at komme. Man begyndte at frigive optagelser af oplæsninger og performance. Pludselig kunne man sidde i dagevis og høre alle digtere, i hvert fald fra de sidste 100 år. I min generation kunne vi studere dem, efterligne dem og prøve at læse op som andre, når vi mødtes til fester og havde det sjovt med det. Jeg har samtidig været virkelig inspireret af moderne kompositionsmusik, og dér tænkte jeg: Tænk, hvis oplæsningen kunne være moderne kompositionsmusik af en art. I stedet for at opfatte det som om, at jeg skal stå og læse en tekst op, så opfatter jeg det som et partitur for en bestemt type musik, som jeg hører inde i hovedet.
Apropos, så har musik været gennemgående i dit forfatterskab. Du har lavet bandet Klimakrisen sammen med Theis Ørntoft og spillet saxofon i jazzduoen Little Red Suitcase. Hvad betyder musik for din digtning?
Jeg opfatter digtningen som noget, der har en musikalitet. Lige for tiden spiller jeg tværfløjte cirka otte timer om dagen. Så det fylder alt for mig lige nu. Jeg tænker, at digtningen er meget tættere på musik og på billedkunst, end det er på romanen, fordi det forholder sig meget mere til nogle lydlige elementer, akustiske fænomener og til rummet – siden som et rum. Selvom musik er det, der inspirerer mig allermest af andre kunstarter, er der den forskel, at når jeg spiller musik, tænker jeg hele tiden, at der er nogen, der ved, hvordan man skal gøre, og det gør jeg ikke, men lige fra da jeg begyndte at skrive, har jeg altid tænkt, at det er mig, der definerer, hvad digtet er.
Dine værker er blevet beskrevet som klimarelateret, aktivistiske og politiske. Hvad betyder aktivismen i din digtning i dag?
Den findes ikke i dag. Og jeg har ikke nogen ide om, at min digtning kan bruges aktivistisk eller politisk, bortset fra at alt er politisk. Tidligere havde jeg en idé om, at den netop ved at indoptage et andet sprog, kunne ændre måderne at være i velfærdssamfundet på, men det har jeg slet ikke i dag. Jeg har en virkelig dyb mistro til det politiske, på en måde så jeg næsten er gået helt i den anden grøft.
Vi runder af og går langs stien rundt om søen, mens Skinnebach opfordrer mig til at skrive mere poesi. Opfordringen er hermed givet videre.
Lars Skinnebach er uddannet fra forfatterskolen i 1996 og har senest udgivet digtsamlingen I ly (2025).