Jeg GIDER IKKE være jøde, når det skal være på den måde! – Birte Kont EN BY I RUSLAND
Hvordan er man dansk jødebarn i 50’erne, når ingen gider snakke om det? Og kan det også blive interessant litteratur?
Citat
Jeg blev varm i kinderne. For nylig havde jeg stået foran bageren sammen med nogle drenge fra klassen og spist studenterbrød. Men en af fars mosaiske forretningsforbindelser havde genkendt mig og foretaget en oplysende telefonopringning til ham. Mor overbragte mig oplysningen med en sær fryd i stemmen: Jeg var afsløret! Far håndhævede afsløringens konsekvens: Fra nu af, og det gjaldt allerede fra i morgen, havde jeg at gå direkte hjem fra skole! Kaste skam over familien, hænge foran bageren med en gojim!
’’Jeg GIDER IKKE være jøde, når det skal være på den måde!’’
Generationen af jøder, der blev født efter 2. Verdenskrig, måtte skabe sig en ny identitet, for at fjerne sig fra forældrenes angst. Nogle oplevede i første omgang at blive afskærmet fra et hvert aspekt af krigens konsekvenser. Skånet af hensyn og måske af afmagt? I den jødiske familie i Birte Konts EN BY I RUSLAND bliver ethvert forsøg på at nærme sig fortiden afbøjet eller elimineret ud af tilværelsen. Tilbage står en lille pige, hvis spørgsmål om en jødisk identitet taktfast stiger med alderen.
Den navnløse fortæller vokser op udspændt mellem 50’ernes politiske poler. Familien er jødiske indvandrere fra et ukendt Rusland, der som en mellemstation har gjort ophold i København. En fraktion af familien drager videre mod mulighedernes Amerika, og med dem rejser pigens fremtidsforestillinger. Efter samme formel er hun placeret i et svært mellemsted mellem det ortodokse jødiske samfunds traditioner overfor en komplet assimilation i den danske hverdag. Fra sidelinjen formaner moren, at deres jødiske baggrund ikke vedkommer de andre i kommuneskolen, mens hun på samme tid opfordrer til en jødisk konfirmation og kræver sømmelig omgang med ikke-jødiske drenge. Besværligt er det.
Ud over alle spørgsmålene om tilhørsforhold er pigen en ganske almindelig teenager, der frustreres over farens utallige ordsprog og hans gentagne afvisning om, at ægget ikke skal lære hønen. Ironisk nok bliver man som læser også irriteret over fortællerens hang til de samme sproglige klicheer og overtematiserende kommentarer, der kommer til at ville forklare romanen mere end nødvendigt. Krigen og flugten er for familien en by i Rusland, og pigen bliver af en børnepsykolog kaldt en sprække af lys i familiens historie – ordret efter Leonard Cohen-citatet fra titelsiden.
Voksenlæseren er dog romanens største udfordring. For mens Birte Kont forsøger at skildre et jødisk miljø fra børnehøjde, bliver hun ved med at lade fortælleren formulere sig til en historiebevidst læser, der skal afkode barnets morsomme misforståelser. Første del af romanen er på den måde tunglæsset med jødisk trivia, der sjældent udfolder sig originalt i barneverdenens underfundige logik – men i stedet virker den som en bladren rundt i jødedommens ABC. Mere interessant bliver det, da hovedpersonen som nylig konfirmand møder den velartikulerede Boj på familiens feriested. Som talerør for en akademisk analyse af den jødiske situation løfter han abstraktionsniveauet, og sommerkæresteriet mellem de to er et af de mere interessante sammenstød. Men taler Boj ikke lige lovlig meget som en bog? Det kan fortælleren i hvert fald ikke lade være med at spørge om – og som læser tænker man det samme.
Med historiebrillerne på er det et spændende vidnesbyrd om at være historieløs og en vigtig diskussion af assimilationens uretfærdige konsekvenser – men litterært føler man sig udsat for en kalkulerende romanstrategi.
