Jeg håber ikke, de dør – Benn Q. Holm BYEN OG ØEN
Ved den litteratur, som oftest får betegnelsen STOR LITTERATUR (skrevet med versaler), er det de tekniske greb, et uforligneligt og uslippeligt billedsprog eller (skrift)tematikken – der til tider er så uforståelig, at man fortaber sig i de blotte bogstaver – der er det dragende. Ved anden litteratur er det imidlertid den måde, hvorpå der skabes uforklarlige bånd mellem læseren og de personer i bogen, som aldrig har levet, og som hun/han aldrig har mødt
Citat
’Jeg kan altså ikke glemme at du er blevet sådan en steg, jeg bliver helt misundelig.’ Hendes vin sank hurtigt. ’Basse og jeg har snart sølvbryllup.’ Hun tog min hånd. ’Basse er ikke så slem, som han virker. Du skal ikke være bange for ham.’ ’Det er jeg heller ikke.’ ’Når man taler om solen…’ sagde hun tørt. En bil knasede over gruset. To døre smækkede. Hun fik travlt med at tømme sit glas og skænke sig et nyt. Bobby var i sin fine blazer, den med de blanke knapper, kakibukser og sorte, nypudsede Dexter’s. Basse styrede direkte mod drinksvognen og så bistert ud over bugten. Han havde en hvid kortærmet skjorte på, beige bukser og lignede jeg ved ikke hvad. En slagtermester, måske, eller boksepromoter. Han førte sin whiskey til munden. ’Pas på, skat, at du ikke bliver rød,’ sagde Jytte til mig. ’Jeg foretrækker dem medium,’ lo Basse. Skal vi spise hjemme eller ude?’ ’Hjemme,’ gabte Jytte. Bobby gloede underligt på mig. ’Hvad?’ sagde jeg. ’Det er ikke Bellevue, det her.’ Nåja. Jeg tog min top på.
Benn Q. Holms nyeste bog, BYEN OG ØEN, er en fortælling, der strækker sig over omkring 30 år og følger fem jeg-fortællere, der har hver deres kapitler i bogens tre dele. En af bogens mest sympatiske karakterer, den kvindeglade og forvirrede drukkenbolt Espen Halberg, står også for prolog og epilog, og de to dele binder teksterne sammen og lægger rammen for den overordnede historie: En række venner mødes på en dansk ø efter ikke at have set hinanden i mange år og efter, at en af vennerne har købt øen. En anden er (måske) død, og i de mellemliggende omtrent 400 sider gennemgår læseren med bogens personer de alsidige retninger og sving, som deres liv har taget.
Med så mange fortællere er det afgørende, at man fatter en form for medfølelse, identifikation eller bare interesse i de mange involverede, og det lykkes ikke alle steder. Mest troværdige forekommer de to venner med den tilsyneladende ulige livsvej, den smukke skuespiller Molly Hostrup og livsnyder-dokumentaristen Espen Halberg. I den afsluttende epilog, hvor alle er samlet på øen med den rige excentriker Anders Berner, opstår særdeles rørende situationer mellem de to forliste, Molly og Espen, der som nogle af de eneste synes at forstå hinanden.
Andre figurer, såsom netop yuppien og arbejdshesten Anders Berner og ikke mindst den tragiske karakter Camilla Soares, virker imidlertid til tider både usympatiske og faktisk også uforståelige på grænsen til det utroværdige. Med en murstensbog på 472 sider skal der noget til at holde læserens interesse ved lige, og irritation over en pågældende fortællers handlinger og afstumpede følelsesregister er ikke altid lige effektivt.
De individuelle fortællerstemmer holder tonen langt de fleste afsnit, selvom nogle passager ender med at fremstå kunstige. Her har Espen lige talt med sin far, som han aldrig har mødt:
– Jeg ventede på at den ville ringe igen. Jeg var helt rundt på gulvet. Är det dig, lilla Espen? Hvor kendte han mit navn fra? Min mor havde jo mange beundrere, men hun var blevet lidt sær og nøjsom med alderen. Mere kræsen. En fuld svensker der prøvede at tale dansk… Så gik det op for mig hvem det var. Det var sgu for skørt. Jeg havde lige talt med min far, for første gang nogensinde. For helvede, mand!
Ikke helt naturlige formuleringer.
Som sådan er titlen BYEN OG ØEN nøgle til bogens udsigelse. De mange venner starter i byens fællesskab og skaber strenge på kryds og tværs, men med tiden bevæger de sig næsten alle – undtagen måske de islandske islæt – mod isolationen, som øen repræsenterer. Rent konkret ender vennerne også på en ø, som er paranoia-pansret i alle ender, og som virker som en kulmination på ’intet menneske er en ø’-metaforen.
På den måde er valget af kollektivromanen jo ganske passende i al sin paradoksalitet: Vi finder os til rette i et sammensurium af stemmer, men føres samtidig fra det kollektive til det enkeltvist isolerede. BYEN OG ØEN er ikke stor litteratur, men det er litteratur, der ender med at tvinge læseren til at investere noget af sig selv, forholde sig til de implicerede, og som i flere passager er (sort) humoristisk, troværdig, ligetil og ligefrem elskelig.
