Jeg har aldrig set ét meningsløst Paris-Roubaix – ILDFISKEN 31
Et langt interview med Jørgen Leth om cykling gør, at alle der elsker Jørgen Leth og/ eller cykling, må have ILDFISKEN nr. 31.
Nr. 31 er fra 2004 (nr. 32 og 33 er allerede udkommet), og jeg havde, trods anbefalinger, endnu ikke fået det læst, da det pludselig lå til anmeldelse.
’Tema: Sport’ står der på forsiden under det foto af Jørgen Leth og Ole Ritter, der i sig selv er alle 60 kr. værd. Inde i bladet findes der korte bidrag af fx Morten Søndergård, F.P. Jac, Thøger Jensen og redaktøren Carsten René Nielsen selv. Kim Blæsbjerg byder på et udmærket femsiders essay om gådefulde størrelser; hhv. fodboldnederlag (Spanien ’86), bøger (Paul Austers BY AF GLAS) og forspildte chancer i teenageårene (Karina Hingebjerg ’89). Men ILDFISKEN NR. 31 handler i virkeligheden kun om én ting: John Bang Jensens Leth-interview, der fylder 18 af tidsskriftets 32 sider.
’Et rent interview’ ville mesteren måske selv sige, for fokus er hele vejen igennem på cykelsporten. Der perspektiveres til vigtige emner som barndom, poesi, film og selve livet, men først og sidst gælder det cyklingen. Interviewet har fundet sted i oktober 2003, og det års glimrende Tour de France sætter samtalen i gang.
Leth fortæller underholdende om sin egen cykelkarriere, som han dog ikke mener, man kan betegne med lige det ord… De fleste af hans løb foregik som mere eller mindre iscenesatte konkurrencer med kammeraterne i Århus, men han kørte også en kort tid i en klub som ungdomsrytter. Der mistede han hurtigt interessen for den aktive del af sagen, og tiden skulle vise, at det netop var iscenesættelsen, som digter eller filmmand, der optog ham, og der hans talent lå. Hans poetiske gennembrud kom med SPORTSDIGTE, hvortil netop de private løb med og mod kammeraterne leverede råstoffet. Senere fulgte de klassiske dokumentarfilm STJERNERNE OG VANDBÆRERNE og EN FORÅRSDAG I HELVEDE, og Leth beretter lidt om tilblivelsen af alle tre mesterværker.
Cykelsporten har mere end nogen anden sportsgren været genstand for intellektuelles og kunstneres tanker og drømmerier (se fx Roland Barthes’ MYTOLOGIER), og Jørgen Leth er manden, der har bragt denne tradition til Danmark – og fornyet den. Det er en svær genre, for hvis man ikke holder tungen lige i munden og mener, hvad man skriver, bliver det straks uudholdelige klichéer. Men Leth kan, for ham er det ikke manér, det er den måde, han betragter verden på. Derfor er det så stor en oplevelse, når han viser andre, hvad billederne også forestiller. Hans blik, hans sprog og hans endeløse begejstring gør ham til verdensmester, når det gælder at give cykelsportens fortællinger en stemme:
– Det er en slags episk digt. Og her vil jeg sige, at nøgternheden spiller ind. Det bliver kun smukt på baggrund af, at det er råt og hårdt. At rytterne bliver såret. At de skriger. At de styrter. At det er benhårdt! Dén dobbelthed må være tilstede. Det er fuldstændig tamt, hvis det er idealisme eller hvis det er en slags blødsøden poetisering af det. Poetiseringen holder, fordi stoffet er groft og rummer nøgternheden. Det er meget dybt greb hos mig.
Dybden af grebet opleves til fulde i ILDFISKEN NR. 31. Det er meget fornøjeligt og anbefalelsesværdigt.