Jeg hedder Ulla Bonde – Rasmus Nikolajsen SOCIALDEMOKRATISK DIGT
Rasmus Nikolajsen forløser sin systemlyrik i ny bog, der hedder og er SOCIALDEMOKRATISK DIGT.
Digt
Jeg er en lille og kroget
gammel dame der står trodsigt
i vrimlen ved indudgangen
i Irma og jeg ved ikke
hvordan jeg skal komme herfra
og jeg står fanget bag damen
og kunne hun ikke bare
dø så jeg kunne komme hjem og […]
Starten på Rasmus Nikolajsens nye systemdigtbog, SOCIALDEMOKRATISK DIGT, er drabelig god. Man slynges i gang med saft, kraft og yderst digterisk veloplagthed, rent blær:
– At lægge sig dovent som et
skib der synker i det høje
græs. Sne der i marts rappeller
ned som snublen over dørtrin,
strimler af spyt, cheesy, og
prikker sig hen over jorden
som netop lavkvalitetsost
strøet ud over en frostpizza.
Nikolajsen skyder i alle retninger med vilde og saftfulde metaforrækker som her, hvor den nyfaldne sne ikke længere – som man ville tro, at den skulle være – er jomfruelig, men overraskende prosaisk: lavkvalitetsost på frostpizza. Og så passer sammenstillingen ’pur sne’ / ’tarvelig ost’ oven i købet, grotesk eller ej: Pizzaen er frossen, osten hvid og drysses ned, akkurat som sneen, der rammer kold jord i marts. Netop. Metaforen er død, men Rasmus Nikolajsen lever.
Man bemærker, at sekvensen består af otte linjer, hver (næsten) af otte stavelser, og man bemærker, at (næsten) alle 64 sider (inddelt i fem perioder, skiftevis af 16 og 8 siders længde) i SOCIALDEMOKRATISK DIGT overholder netop den regel. Således er Nikolajsens nye digtbog lillebror til hans forrige digtbogALTING ENDER MED ET BRYLLUP (2008), hvori en tilsvarende, mundret – det er vigtigt at få med, mundret – 8-talsgymnastik blev praktiseret.
SOCIALDEMOKRATISKE DIGT skifter rokkende mellem lysende sande punchlines (’Kondensstriben/ efter et fly, som en lynlås/ sat over himlen’) og psykedelisk vrøvl (’og ud af koens røv/ drypper soldater og ud af/ kontakten strømmer nathuer’), og som det var tilfældet i ALTING ENDER MED ET BRYLLUP, svirrer skriften også om kærlighed og samfundsfag. Vægten er blot forskudt mod sidstnævnte, hvad de to titler jo fint indikerer. Igennem det nye langdigt strækker der sig således en parforholds-kronologi (sikkert selvbiografisk?) med forelskelse, sex, redebyggeri, mere sex, indtægtsberegning, fravalg af børn og så børn alligevel OG heroverfor en række helt konkrete jeg-forskyldelser i alder, sted, køn og race. Nikolajsen arbejder sig anderledes sagt væk fra tosomheden og ud i verden:
– Jeg er en trediveårig mand
der nægter at søge job som
kommunikationsbøf i
Furesø Kommune, fordi
jeg allerede er digter
(selvom jeg ingen indtægt har)
og jeg er hans kæreste der
bekymret overvejer om
jeg tør få børn med ham og jeg
hedder Ulla Bonde og er
ansat i A-kassen, det er
mig der sikrer at kunstnerne
ikke får dagpenge …
Nikolajsens disparate jeg’er hænger sammen i social(demokratisk)e systemer, og hans systemdigt er med afmålende sideskift og sammenkædende sætningsbygning (samt med de hyppige men fint integrerede samples/remix fra litteratur- og sanghistorie) en perfekt form til opgaven. Et sted hedder det: ’Jeg tror ikke/ det enkelte menneske findes’, og senere: ’Jeg tror ikke det enkelte digt findes’, og vupti går det jo op for Nikolajsen: SOCIALDEMOKRATISK DIGT findes.
