Jeg kan ikke komme på arbejde i dag på grund af sorg – Jón Kalman Stefánsson ENGLENES SORG
Snevejr og kærlighed er overtråd, mens poesiens revolutionære kraft er undertråd i Jón Kalman Stefánssons roman ENGLENES SORG. Det er lige så iskoldt, som det er hjertevarmt.
Citat
Jeg kan ikke komme på arbejde i dag på grund af sorg.
I går så jeg disse øjne og kan derfor ikke komme på arbejde.
Jeg kan umuligt komme i dag fordi min mand er nøgen og så smuk.
Jeg kan ikke komme i dag fordi livet har svigtet mig.
Jeg kan ikke komme til mødet fordi der er en kvinde der tager solbad her udenfor og solen får hendes hud til at gløde.
Som en selvstændig fortsættelse begynder ENGLENES SORG, hvor den mageløse HIMMERIGE OG HELVEDE slap: Bardur var så optaget af at læse Miltons DET TABTE PARADIS, at han glemte at tage sin skindanorak med på havet. Det dør man af, og Drengen var en god ven fattigere. Drengen bor nu hos Helga og Geirtrud i Staden. De sørger for, at han bliver uddannet, og hver aften læser han højt af Shakespeares OTHELLO for den blinde kaptajn Kolbein. Drengen nærmer sig den verden af ord og viden, der i fortællernes optik er nødvendig at kende for at kunne leve livet fuldt ud.
Livet er en stadig vekslen mellem kroppens evigt påtrængende begær og den mentale overbygning, der findes i litteraturen, poesien og drømmene. Fortællerkoret er i lighed med andre af Stefánssons romaner en flok sfæriske beboere fra Staden. De er døde, men befinder sig på en mellemstation inden himlen, og herfra fortæller de om livet på jorden. Typisk for forfatteren har han udstyret dem med en umættelig kaffetrang, som de hverken kan få stillet eller slippe af med. Netop dette fysiske begær, om det er efter kaffe, kvinder eller litteratur, fylder meget hos karaktererne og i romanen. Drengen har sin vågnende seksualitet rettet mod Ragnheid fra Tryggvis Handel, og der er elektricitet i luften mellem kønnene.
Fortællingen foregår i det vestlige Island for 100 år siden, og det ustadige nordatlantiske vejr optager en betragtelig del af handlingen. Da landposten Jens ankommer sydfra, er han frosset fast til sin hest, og da vi i bogens anden halvdel følger Jens og Drengen på deres postrejse på Vinterkysten, er snestormen opgraderet til hovedperson på højde med karaktererne, levende som døde. Efter at have overlevet en lunefuld rotur i en lille jolle går drengen og Jens i land på den uvejsomme kyst og begiver sig ud på en mildest talt farefuld færd i kulde og snestorm. Jens er en stolt mand, og posten skal ud, om det så skal koste ham livet. Det er tæt på flere gange, både for ham og Drengen, men rettidig indgriben fra først levende og siden døde, redder de to.
At skrive en roman med vejret som drivkraft er en betragtelig bedrift, særlig i betragtning af, at romanen er elementært spændende hele vejen. Hvor romanens første halvdel følger Drengen i Staden med de genvordigheder og glæder, kvinderne og litteraturen giver ham, er anden halvdel en vinterodyssé udi højfjeldets lumske luner i iskolde aprildage. Fortællerne disker op med deres udlægninger af handlingen og holdninger til, hvordan man bedst skal leve sit liv for at få mest mulig lykke og mening ud af det. F.eks. står der:
– Den der har rejst alene over højsletter i stille sommernætter i selskab med himlen og højslettens fugle, har sandsynligvis ikke levet forgæves.
Så enkelt er det måske. Andetsteds siger fortællerne: ’Livet er ret enkelt, men ikke mennesket.’. Hvis livet får lov at bestå af de ting, der er vigtige, kan mennesket blive lykkeligt. Menneskene til gengæld er komplicerede med deres drifter og længsler og uopfyldte drømme.
Jón Kalman Stefánsson skriver poetisk prosa, der forener logikken med det overnaturlige. Hans prosa følger en poetisk logik, der hverken er retlinet eller konsekvent. De bedrevidende og docerende fortællere klarer frisag med deres charmerende tone og lune, når de igen skal fortælle læseren, hvordan denne skal leve sit liv. Det er eventyrlig prosa, når det er bedst. Eller koldest. Tag en sweater på, inden du læser. Det blæser på Island.
