Jeg ønskede at dø, men skrev en bog i stedet – Imre Kertész DOSSIER K
Den ungarske nobelprisvinder diskuterer sit plagede liv og formidable værk i ny bog.
Citat
Alt taget i betragtning står jeg ellers helt og holdent på munterhedens side. Det er min fejl hvis jeg ikke vækker de følelser hos andre. Men jeg har ganske tidligt tilkæmpet mig min åndelige frihed, og fra det øjeblik jeg havde besluttet mig til at skrive, kunne jeg betragte alle mine problemer som råstof til min kunst. Og selv om dette råstof tilsyneladende er nok så dystert, forløser formen det og forvandler det til glæde. Skrive kan man nemlig kun ud fra et overskud af energi, altså glæde; det at skrive er – og det er ikke mig, der har fundet på det – intensiveret væren.
Imre Kertész’ bøger er livsnødvendige! Og det i allerbogstaveligste forstand. For mens andre overlevende fra KZ-lejrene, som siden blev forfattere – Primo Levi, Jean Améry, Tadeusz Borowski – endte med at tage deres eget liv, er der altid kommet en bog i vejen, når selvmordstanken er blevet Kertész for fristende. Sådan skriver han i hvert fald selv i sin seneste af slagsen, DOSSIER K, der nu er udkommet på dansk i Peter Eszterhás’ vanligt gode oversættelse.
I DOSSIER K analyserer og tolker Kertész episoder fra sit liv og sine bøger. Han gør det ved at føre en samtale med sig selv – bogen er således en slags nedskrevet indre dialog, der bygger på et interview, en ven af Kertész’ en gang lavede med ham. ‘Selvbiografi for to stemmer’, lyder undertitlen, der viser hans forkærlighed for at komponere sine bøger efter musikkens former, men snarere end en erindringsbog skal vi, ifølge Kertész, opfatte bogen som en regulær roman.
Som det nok anes, føres læseren ind i spidsfindige diskussioner af komplekse sager som forholdet mellem fiktion og virkelighed, erindringens natur og vidnesbyrdets værdi. Kertész insisterer på, at hans værker er ren og skær fiktion, selvom de, igen ifølge ham selv, er fuldstændig virkelighedstro og veldokumenterede til mindste detalje. Alt dette er ualmindelig interessant for kendere af Kertész’ værk og for alle, der interesserer sig for litteraturens kringlede forhold til verden omkring den.
Er man blot interesseret i Holocaust i al uhyrlighed, er der dog også masser at komme efter i DOSSIER K, hvor ‘klassiske’ emner som jødernes manglende viden om KZ-lejrene eksempelvis fremdrages. Kertész er en glødende god fortæller, der serverer det ene spillevende erindringsglimt efter det andet som mellemstykker til de mere abstrakte diskussioner. Vi hører om den unge romantiker, der opdager den helt store verdenslitteratur, som han senere selv skulle blive repræsentant for, i Thomas Manns og Kafkas værker, men også om mere banale selvbiografiske emner som moderens tøjsmag og bedstefaderens temperament.
Vigtigst forbliver dog Auschwitz. ‘Jeg er et medium for Auschwitz’ ånd’, står der ligefrem et sted. Det er hjerteskærende at læse om hans skam over at overleve de lejre, der blev sat i verden til udryddelsen af Europas jøder, og det er et bestandigt kors for tanken, at de rent faktisk har eksisteret – at nogle endda overlevede dem og tilmed skabte udødelige kunstværker med de skæbnesvangre oplevelser som råstof, er utroligt.
Kender man ikke Kertész på forhånd, anbefales det at læse hans mest berømte bog, DE SKÆBNELØSE (1975), eller hans bedste, KADDISH FOR ET UFØDT BARN (1990), inden man giver sig i kast med DOSSIER K. I mellemtiden kan man blot håbe, at Peter Eszterhás får oversat resten af Kertész uomgængelige værk, begynd gerne med hans anden roman, FIASKO (1988), tak!
