Jeg skr – POESI, TANKE OG DIGTNING – PER HØJHOLTS FILOSOFI OG DIGTNING


Som var det timet, blev Carsten Madsens doktorafhandling POESI, TANKE & NATUR – PER HØJHOLTS FILOSOFI OG DIGTNING indleveret på Aarhus Universitet indenfor samme uge som Per Højholt døde. Som testamente over den største danske digter i det 20. århundrede er Madsens disputats i telefonbogsformat en frydefuld men kræsen manøvre-safari for kendere og fans.

Citat

Da forfatteren døde skrev man om ham at han havde sit eget univers. En undersøgelse foretaget af yngre kolleger fastslog da også, at havet i hans bryst nu lå som et spejl, at stjernerne i hans øjne var falmede og hjernens galakser forsvandt med lynets hast og at det var begyndt at sne i hans ene øre.

– Per Højholt 1989 
PRAKSIS, 8: ALBUM, TUMULT

Når man (som jeg) har trodset en hel række gældende naturlove for nøjsomt at kunne læse sig igennem 388 af de 394 tætskrevne sider, der udgør Carsten Madsens POESI, TANKE & NATUR, møder man følgende desillusion: ”Der er intet at konkludere på Højholts digtning”! Heldigvis er det selvfølgelig en sandhed med modifikationer.
Madsens ærinde er at reparere på en mangel, han mener at have lokaliseret i den hidtidige Højholtreception. Nærmere bestemt drejer det sig om, at Højholt hidtil er blevet læst sådan, som man nu engang læser, nemlig tematisk med vægt på eksistensproblematik og muligheden for sproglig henvisning ud i verden. I stedet for, som en håndfuld kloge hoveder før ham allerede har gjort og det til fulde, at se på Højholts udtryk, retter Madsen interessen mod Højholts gestus, og åbner derved op til kridhvide områder i Højholtmapping’en.

Madsen griber tilbage i Højholts to kryptiske poetikker, CÉZANNES METODE (1967) og i særdeleshed INTETHEDENS GRIMASSER(1972), hvor begrebet skriven indkredses. Her hedder det sig, at et udsagn altid bringes for dagen i en dobbelt bevægelse, én der har med den skriftlige tingslighed at gøre og én, der har med den sproglige transcendens at gøre. Begrebet `skriven` eller `skrivehandligen`, som man også kunne kalde det, får hovedrollen idet Højholt udpeger sproget og skriften som væsensforskellige. De er på hver sit hold, så at sige, og det er således ikke sprog, der bliver synligt i skrift men det, at der har fundet en kreativ gestus, en skriven sted.

”Digte skrives ikke med idéer men med ord”, som Mállarme engang fik sagt.
Skriven er en mærkelig bastardform af udsagnsordet `skrive`, der befinder sig et ubestemmeligt sted midt mellem det aktive `skriver` og det passive `skrives`. Ligesom det ikke er skyerne eller naturen der regner, er det heller ikke forfatteren eller læseren der udfører `skriven`. ’Det regner’ siger man slet og ret, og tilsvarende er `skriven` slet og ret i gang som skriftlig hændelse. Det er vigtigt for Madsen og for forståelsen af hans bog at få det helt på det rene, at skriven er ikke noget der har fundet sted ved en skrivepult, et tastatur eller i en lænestol, men noget der finder sted som depersonalificerede effekters spil på sprogets overflade.

Vejen hen til begrebet skriven går gennem primært fransk tekstteori og kan virke unødig snørklet og intellektualiseret, men ret beset handler det om, på barnlig vis at få øje på skriften, som den sæk kartofler det er – en uterlig dødvægt. Og netop her er Madsen særligt god, fordi han spidst formulerer, hvorfor Højholt slet ikke er så verdensfjern og elitær som rygtet vil vide:

”Dette er det store ved Højholts forståelse af skrivehandlingens effekt på den litterære tekst: just som man troede at den ved at handle om teksten som handling ikke har noget mellemværende med verden, viser den sig at være langt mere intimt engageret i verden end mangen en ordinær sprogbrug, fordi denne skrivens poetiske udtryk afslører sig en stadig besindelse på hvordan natur og tanke tilvirkes som sproglige billeder af verden.”

Højholts værk er i denne optik et sprogmuseum, hvori det blotlægges, hvordan natur og tanke bliver poesi. Der er tale om striptease. Ikke forede udsagn om dit og dat, men blotlagt skriftlig gestik. Det er destruktivt, ja, men indsigtsfuldt og pinedød nødvendigt. Madsen læser hele værket i én ruf og tager ikke hensyn til de store forskelle, der findes. Men det giver den ligefremme fordel, at man slipper for al mulig kedelig snak om den omkringliggende litteraturhistorie, som Højholt angiveligt placerer sig solidt helt ved siden af.

Det er en sand fornøjelse at sidde på skuldrene af Madsen, når han med stor sikkerhed zapper gennem store dele af Højholts forfatterreol. Man kommer med på forrygende skattejagt efter mere eller endnu mere skjulte Joyce-citater i POETENS HOVED (1963), man bevidner Madsens overlegne dissektion af Landskabet som traditionel metafor (hvor han ikke kan sno sig udenom, at have en lille rest af en dekonstruktivist siddende i maven), man har førsteparket til eftersporingen af den hørm, der emmer fra ormene i TURBOs brødrister (1968), man får en grundig rundvisning i de sene digte, PRAKSIS 9, 10, 11… Alt sammen og mere til udført med frygtindgydende kyndighed og præcision.

Dog loves det indledningsvist, at AURICULA også vil blive rundet, endda ”som en form for eksemplarisk udtryk”, men løftet indfris først 7/8 inde i bogen til denne anmelders store fortrydelse. AURICULA inddrages som den sløjfebindende instans, der inkarnerer skriven som den egentlige operatør i hele Højholts værk, og især afsnittet om Højholts forhold til Duchamp er indsigtsfuldt, men jeg var ærlig talt bange for, at Madsen havde glemt AURICULA, da jeg rundede side 324.

På trods af, at Madsen fremstiller forfatterskabet som en ”diskontinuert gentagelse” af en bestemt forståelse af kunstens funktion, dvs. at værkerne hver især er udtryk for deres eget eksperiment, frem-kaldes der ikke desto mindre et billede af forfatterskabet med visse lysende knudepunkter. Tegnet ind på en kurve ville små høje, hvor skriven særligt slår sig, vise sig hhv. i 1963, i omegnen af 1970, i omegnen 1985, i omegnen af 1995 og i 2001. Som bistand til Madsens akronologiske fremgangsmåde finder han kun en håndfuld eksempler per høj, holdt i den særlige modus, hvor sproget afklædes og skriften fremstår som ren skriven.

”En og anden [vil] alt for nemt kunne anholde at den eller den tekst ikke er behandlet” hedder det indledningsvist fra Madsen. Og ja det er nemt: Jeg ville med endnu større lyst kaste mig over en doktordisputats af den slags, som Madsen kan skrive vel at mærke, om Supermules udfoldelser i PRAKSIS 1, REVOLVER, Æggene og Sukkerærterne i SHOW og ikke mindst GITTES MONOLOGER. For hvordan forholder begrebet om skriven sig til begrebet om slapstick og latter?

Efter at have læst Madsens afhandling er der en ting eller to, som jeg egentlig altid har vidst, der er faldet på plads inde i mit lille hoved. Bl.a. at den umiddelbare gammen, der ligger i læsningen af Højholts mesterlige metaforkamikazer selvfølgelig er intellektuelt funderet. Når det metaforiske konkretiseres, er det sproget selv der taler, og sproget er bedøvende ligeglad med om forfatteren er død eller levende

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *