Jeg skubber krigene væk fra min morgen – F.P. Jac AGURKERNE KVÆKKER
Der er ingen mørke dage i det flanerende liv, F.P. Jac gengiver i sin nyeste aftapning af autobiografisk skrift. Om det skyldes forløjet selektion eller ægte eudaimonia, fortaber sig på bunden af en Pernod-flaske.
Digt
AFSKED MED SKRIVEMASKINEN TIL SLUT I SAMLINGEN
[…]
Jeg føler mig mere end jævn som jeg ringer rundt,
næh, det er ikke noget vi har på lager, men vi vil med glæde bestille
hjem.
Men de er jo kunde i en anden tidsalder, hr.,
kunne vi ikke lokke med mere indsigt,
måske en funklende pc, det er jo fremtiden og det er De vel også.
Nej tak, den fremmedgørelse skal De ikke byde mig,
tror de jeg vil have pornorobotter på mit kontor, nej tak
[…]
Begrebet ”agurketid” stammer ifølge min svigerfars DANSK ETYMOLOGISK ORDBOG af 1966 fra Tyskland. Her henviste det oprindeligt til syltede agurker, som berlinerne spiste ekstra mange af om sommeren. Tyskerne begyndte fnisende at tale om ”saueregurkenzeit”, når dødvandsperioden kom; sommeren, ferien, daseriet – hvor aviserne må lede længe efter nyheder.
Både syltede og rå agurker har fundet vej til det lidet kønne, men gennemført insisterende omslag, hvor forfatterens portræt er indrammet i agurker, mens forfatterens, bogens og forlagets navn er skrevet med agurker – på en baggrund af fed yoghurt sågu! Ja, og så indgår den populære grøntsag også direkte i titlen AGURKERNE KVÆKKER, der er Jacs digtsamling nummer rigtig mange. Et enkelt digt er tilmed genrebestemt som ”et agurkekvæk”, og al agurkeriet er jo så sigende for bogens tema, der cirkler om alteregoet Jacs luftige hverdagsformiddage henover sommeren. Det drejer sig om at indfange den stille lykke ved at ”godte sig i kaffe og aviser, glemme anelser af fordærv”, som det hedder et sted; om at indfange tiden, når den står der helt renset for andet indhold end lavmælt eudaimoni og derfor står rigtig klar til at blive erindret.
Den virkelighed, der melder sig med tømmermænd og delirium (for det er ikke kun kaffe og aviser, der indtages), giver Jac ikke meget for. Faktisk undlader forfatteren helt at svare på det retoriske spørgsmål, der, lånt fra mentoren Ray Davies, udgør bogens motto: ”Is there life after breakfast?”. I og med at AGURKERNE KVÆKKER kun lader sin læser være med om formiddagen, hvor den aldersstegne krop endnu er frisk, dagen lys og stimulanserne indvirker positivt, må svaret vel lyde, at livet efter frokost ikke er væsentligt.
Sådan en eskapisme kunne godt blive irriterende primitiv, men det drive, hvormed Jac forskyder tilværelsens hårde kendsgerninger, er nu engang så genuint fantastisk, at drankerromantikken er ham tilgivet. I de ordrige og prosaiske digte er Jac nemlig skarp som bare pokker, f.eks. her, hvor en ønskelæges elskværdige recept afspilles:
– må jeg bede Dem om at medaljedrikke et par dage,
på lægeordre, og fortælle fruen sandheden.
[…]
Skid på det hospitalsvæsen et par dage,
og fæld fællestårer med whiskyen, det lindrer,
og de levertal vil falde som lerduer over en uge,
husk nu jeg er din livlæge og stem så i
Når der ingen mørke dage er hos Jac, så skyldes det en skøn kombination af villet eskapisme, der for Jac er poesiens drivfjeder, samt en lykkefølelse, som bare er reel nok. En stor kunstner behøver ikke at lide, være ensom, leve asketisk eller brænde op i ren intensitet. En stor kunstner, griner Jac mellem sjusserne, værner om agurketiden, sover middagslur og tager for sig af retterne, genstandene, kvinderne:
– Vi ender i lutter lys mellem benene, dér er alderen stadig
nyudsprunget bøg.
kun kræfterne forkorter seancen, men det ses heldigvis ikke i os.
Men som vi sover ind som dramatikere, hvis ben er mon hvisses,
en reception for os spinder dejlig fjoget på læberne.
AGURKERNE KVÆKKER står ikke i fare for at sove ind som dramatiker og dens sammenfiltrede ben er helt afgjort F.P. Jacs.
