Jeg vil for fanden være med i den superliga! – Niels Lyngsø MORFEUS
Niels Lyngsøs nye papkasse MORFEUS er et genresplit af en tekstsamling, der ikke er for litterære svagpissere. Konceptet er imponerende og den grafiske opsætnings æstetik er skiftevis smuk, underlig og nyskabende. Poetikken og poesiens udsagn halter dog bagefter.
MORFEUS er Lyngsøs sidste skud på stammen, et værk, der afslutter den triologi, hvis to forrige værker talte STOF(1996)og FORCE MAJEURE(1999). MORFEUS holder sig imidlertid ikke på lyrikkens smalle sti men breder sig ud i rummet med en sideløbende poetik og diverse sproglige araberspring, hovedspring og rullefald.
Tekstsamlingen indeholder både digte, erindringsstykker, essays, underligt opremsende lister, citatkollager og små sammenstykninger, man vist endnu ikke har nogen etiket at klistre på.
Det første man bliver opmærksom på, når man får tekstsamlingen i hånden, er dog selve værkets konkrete udførelse. Siderne er 25 x 25 cm, kvadrater uden sidetal, overskrifter eller andre pejlemærker. Siderne sammenholdes af 5 metalringe, og tekstsamlingen har på den måde ingen fasttømret begyndelse eller afslutning, hvad de manglende sidetal naturligvis også peger på. Man læser den vej hænderne nu engang fører en, og det er ikke altid man fortsætter ligeud. Den ringbeslåede tekstmasse beskyttes endvidere i en dertilhørende kvadratisk papkasse med en særdeles indtagende tegning af Ernst Haeckel.
MORFEUS er uden tvivl en æstetisk drøm i sig selv både hvad angår det billedmæssige og grafiske. Tekstsamlingen boltrer sig nemlig på kryds og tværs, et digt står på hovedet, så man må vende bogen om, et andet stå sidelæns, og et bugter sig som en slange og kroppen tvinges til at indordne sig for at kunne tyde sætningerne. Store bogstaver, gigantiske bogstaver, øjenprøve-test-mini bogstaver afløser almindelige bogstaver og går videre over i gotiske bogstaver.
Værket fremstår på den måde som et formalistisk og grafisk kalejdoskop, der skifter form hvert andet øjeblik, og dette er uden tvivl tekstsamlingens styrke eller nyhed om man vil.
Selve titlen MORFEUS(drømmenes eller søvnens Gud) antyder i modsætning hertil snarere en klassisk modernisme, der gerne vil pege på mytologiske figurer og henvise til forgangne litterære kanoner og kanoninder. Denne klassiske modernistiske tendens, der umiddelbart virker som en kontrast til den mere banebrydende formsætning, er dog helt i Lyngsøs ånd. Han ønsker nemlig, afslører han åbenhjertigt i sine poetologiske sentenser, at syntetisere det klassiske værk med det avantgardistiske antiværk, og en sådan forening sker netop i det morfiske felt, dér hvor man forvandler et billede, eller en form, til et andet.
Det Lyngsø er ude på er med andre ord at `morfe`, at forvandle, billeder, erindringer og erfaringer til bestandig nye former. Og med nye former menes ikke normativt nye former, som fx de regndråbe-agtige former vi kender fra Lyngsøs tidligere digtsamlinger, men også nye former i betydningen `afvekslende former´. I tekstsamlingen appliceres således både sonetformen – ja, endog sonetkransen, terziner og mange steder kan kan øjne et synligt metrum, der ekspliceres ved skanderingens afløsning af selve ordene!
Et fremtrædende tema i Lyngsøs poetik, ud over vekselvirkningen mellem stof og form, er den vægtning af kroppen, der hurtigt viser sig i forbindelse med skrive og læse-processen. Lyngsø skriver et sted (for en gang skyld er det legitimt at udelade sidehenvisninger!) at ‘Kroppens spændinger og bevægelser bliver til rytmer, der bliver til ord’. Denne forståelse af sproget som udspringende af kroppen, uddybes forskellige steder i henhold til fænomenologiske opfattelser af perception og erfaring.
Lyngsøs poetik har altså meget kød på kroppen, men spørgsmålet er blot, hvor originale hans poetologiske overvejelser er. Kunne man ikke med lige stor fordel have læst det store idol Michel Serres, eller lidt fra Højholts eller Søren Ulrik Thomsens poetikker?
Men hvad så med digtene, i sig selv, uden hurlumhej, uden på hovedet, fra siden og skæv på skøjter, hvad sker der med dem?
Lyngsø vil tydeligvis gerne gøre sine digte så avancerede, nuancerede og komplekse så muligt. Men denne anmelder kan ikke undgå at mene, at det er der, hvor Lyngsø er mest ‘naturlig’ og enkel, at hans talent blomstrer på bedste vis.
Det er naturligvis en smagssag, men det er som om Lyngsøs enkle digte viser læseren den uforcerede lyriske stemme, der ellers er lidt af en raritet i Lyngsøs samlede virke. Og det er synd. Manden har en fremragende sans for sproget og dets billedskabende evne, men hvorfor denne evne helt skal drukne og undermineres af en tilsyneladende dyb trang til at være med i den danske poetiske superliga er måske ikke uforståeligt, men ærlig talt lidt anstrengende.
I Lyngsøs tilfælde af superligafeber er det svært at komme uden om Inger Christensen, Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen. Inger Christensens naturvidenskabelige og stoflige ordforråd fra SOMMERFUGLEDALEN, lyder som et genkommende ekko, digteren end ikke syntes at kunne slippe bort fra i sine drømme, hvorimod arven fra Højholt foregår på en langt mere eksplicit facon i en tilegnelse, en sporadisk diskussion af Højholts poetikker, og gennem det konkrete vidnesbyrd – samlingens ringe i ryggen – der peger i retningen af Højholts PUNKTER fra 1972.
MORFEUS er altså en tekstsamling, man aldrig har set magen til inden for landets grænser. Den er formmæssigt nyskabende og anderledes. Den er i sig selv et lille stykke konceptkunst, hvis intentioner er så rige og overstrømmende at læseren tids nok kan få åndenød. Problemet er bare, at konceptet er mere originalt end poetikken, og at digtene mangler et naturligt flow eller nogle påtrængende udsagn. Man kunne ønske sig at Lyngsø ville falde lidt ned på jorden og finde frem til den særlige stemme, der er hans, uden alt for meget villet prætentiøst superliga.
