Johnny be good – Hans Otto Jørgensen VÆLTEDE KÆLDRE
– Dæmningen ligger lavt, længst ude, som en stranding, en af havet opskubbet bræmme, en valk i nakken på en tyr, hovedet rejser sig, himlen fylder så alt for meget, høj kuplet og næsten uden lys, som en silen op igennem får den farve, en frynset rødnen, dagen begynder med et løfte om havet.
Sådan suges man ind i Hans Otto Jørgensens VÆLTEDE KÆLDRE. Fra havet og ind i det mørke jyske land, som damper af ursuppe og brutalt liv. Og snart træder helten og heltinden ind på scenen – som hos kanoniserede I.P. Jacobsen træder mennesket frem midt i al naturen. Blot er det her ikke en smuk naturens søn, men en amerikansk flyder, en Buick, som vi først ser.
Passagererne er John og Ivy omkring hvis kærlighedsforhold romanen drejer sig. John, eller John the John, som han også kaldes, er midaldrende rå maskulinitet. En fyr, der har prøvet lidt af hvert, men som også har fået sine slag. Et motorcykeluheld betyder at hans ene knæ laver metalliske lyde, og fra tid til anden må der et par stesolider til for at tage smerterne. Den oplagte udvej i druk er udelukket, da leveren blev smadret i uheldet.
Johns ledsager Ivy er hans feminine modstykke. Som ham har hun fået sine knæk og er ikke hvad hun har været, men hun forstår stadig de høje hæle og ved hvordan hun skal gøre John jaloux. Samtidig er hun led og ked over hans luner, hans trang til de vagabonderende langture i bilen, der end ikke levner hende tid til at pakke, før de må af sted.
Buick og amerikansk klingende navne til trods er der ikke tvivl om at hovedpersonerne har hjemme i Danmark; Jylland nærmere bestemt. I lange perioder finder handlingen sted omkring i Europa, hvor Buick’en nu fører dem hen. Bogens setting knytter således så afgjort an til roadmovie’en, men gør det ved en vellykket blanding med jysk muld. Stærke amerikanske elementer som landevejenes frihed og kærlighed så stærk at den nærmest er destruktiv kombineret med jysk træghed burde være diametrale modsætninger, men viser sig at afføde et væld af kornfede betydninger.
Landskab såvel som romanens form fremstår smukt organisk og evigt metamorfoserende. Med Buick’en som eneste holdepunkt glider John the John og Ivy ud og ind af drømmelignende scenerier, på pensionat, en lade midt i regnvejr, på færger. Fortællingens hovedspor (hvis man overhovedet kan tale om sådan et) er sidestillet med karakterernes tanker om fortid og fremtid og glider ind og ud af hinanden. Stærkt komprimeret kan Jørgensen sublime teknik lyde sådan her:
– … han er jernbanebisse, skovler et læs skærver af vognen, bakser sammen med de andre bisser en svelle på plads, som om han altid lige har været i sving med øksen, han har styr på faldretningen og træet går ned, atten meter, fra roden til den svajende tops bratte standsning, han er i færd med en slagtning, holder fåret fast mellem sine ben, holder dets hoved med den ene hånd blotter struben…
Romanens spor vrider sig som en spandfuld regnorme og gør det umuligt med sikkerhed at orientere sig udover det umiddelbare nu. Heldigvis er disse nuer så skønne i deres sprog og så givtige i deres beskrivelser af John og Ivy, at man er så rigeligt beskæftiget. Jørgensens fortællerinstans fungerer som en ordinær menneskelig bevidsthed og ikke som en klassisk alvidende fortæller, der, med Olympens overblik, ved hvornår læseren har brug for hvilken information. Stilen er associerende, rodet og fundamentalt menneskelig.
Hans Otto Jørgensen har så afgjort sit hjemme i romanen – det er her hans sprog kan få lov til at vokse og gro vildt. VÆLTEDE KÆLDRE er en brutal rejse set gennem forruden af en Buick og lige ind i de benhårdt elskendes forkrøblede sind. Skræmmende og dragende.
