Josef er og bliver et kedeligt bekendtskab – Jens Christian Grøndahl VEJEN TIL BETLEHEM
Der er irriterende lidt på spil, når Josef tager bladet fra munden i Jens Christian Grøndahls gendigtning af juleevangeliet.
Citat
En eftermiddag mens forårsregnen endnu faldt, havde hun siddet og ventet på ham i søjlegangen ud til gården i sin fars hus. Hun havde været bleg, og han kunne se, at der var noget, der trykkede hende. Inde fra køkkenet kunne de høre pigerne le og snakke. Maria fastholdt hans blik. Der var en ting, hun blev nødt til at fortælle ham.
Han er ganske vist papfar til selveste Jesus Christus. Alligevel indtager Josef af Nazareth aldrig for alvor andet end en perifer birolle i Det Nye Testamente, og de salige evangelister er yderst tilbageholdende med at røbe detaljerne om den tavse tømrer. Det råder Jens Christian Grøndahl bod på i sin gendigtning af juleevangeliet, der just er udkommet på Gyldendal.
Alle kender grundfortællingen: Romersk kejser, folketælling, Josef, Maria, æsel, Betlehem, lade, Jesus, krybbe osv. I VEJEN TIL BETLEHEM er begivenhederne skildret fra Josefs perspektiv, og vi kommer helt ind under kjortlen på en mand, der befinder sig i en forbandet kattepine: Hans forlovede har været løs på tråden og er blevet gravid med en anden! Det er jo aldrig sjovt og så meget desto mindre sjovt, når man befinder sig i datidens Mellemøsten. Problemstillingen er drivkraften i fortællingen, og at give ordet til verdens formentlig mest berømte hanrej kan umiddelbart lyde som et finurligt lille julegimmick, der let kunne munde ud i spydig religionssatire. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Tværtimod er VEJEN TIL BETLEHEM bemærkelsesværdigt humorforladt.
Grøndahl koncentrerer sig snarere om at male et psykologisk og socialrealistisk portræt af Josef, der blotlægger rationalet bag hans handlinger. På den måde tematiserer fortællingen datidens rigide familiemønster og æresbegreb, og det er i og for sig interessant nok. For i bund og grund kan man da godt undre sig over, at Josef i den oprindelige historie uden videre makker ret, bukker og nejer for Maria og hendes bastard. Således må Josef i VEJEN TIL BETLEHEM da også bryde sit stakkels hoved med spørgsmålene: Hvem har gjort Maria gravid? Bør han nu også gifte sig med en skændig kvinde? Og hvad skal han stille op med den besynderlige søforklaring om Gud, som hun skamløst bliver ved med at servere for ham?
Man kender svaret, og fortællingens overordnede problem er, at den skriger på overraskelser og satsninger fra forfatterens side. Førnævnte problemstillinger bliver så sirligt pakket ind i den sentimentale historie om spirende tillid, ømhed og kærlighed mellem Josef og Maria, at man føler sig hensat til sin konfirmationsforberedelse. De forsigtige, lidt dukseagtige vignetter, der illustrerer højdepunkter i fortællingen, gør ikke oplevelsen mere ophidsende.
Der er ganske enkelt for lidt på spil, og det lugter langt væk af, at historien skal kunne glide ubesværet ned sammen med højtidens gudstjeneste og salmesang hos kulturkristne med kreditkortene tunede til juleshopping. Og med sine blot 75 sider kommer den da også i et oplagt mandel- eller adventsgaveformat. Desværre er den hurtigere glemt, end den er læst.
