I lys Lou – Julien Neel LOU!
Det påstås i pressematerialet, at LOU! er noget så sjældent som en tegneserie til tween-piger, men efterhånden som anmelderen læste sig igennem de tre bind, der indtil videre er kommet på dansk, begyndte han at tvivle på, om ikke LOU! var skrevet til danske mænd over 30.
Jeg er vild med Lou! Det er måske en lidt farlig udtalelse, når man er en 33-årig mand, og Lou er en pige på 12 ¾ år, men ikke desto mindre – jeg er vild med Lou! Nu er hun i virkeligheden også bare en fiktionaliseret figur fra serien af samme navn, udsprunget af den 36-årige franskmand Julien Neels hjerne, så alt er ok. LOU! er en kæmpestor positiv overraskelse for én, som normalt rynker lidt på næsen af ’børnetegneserier’.
Lou lever med sin mor (unavngiven, pandehår, storbarmet) og kat (nyt navn hver uge, bla.: Hulk, Kødbolle, Mongo-elvis) i storbyen. Lous mor havde en streng opvækst i det velbetitlede Møgstrup, som mor og datter besøger i bind 2, og stak som ung pige af med en fyr. Det var den store kærlighedsrus, indtil hun blev gravid, og fyren skred. Nu kæmper hun som enlig mor med at få skrevet en science fiction-roman om rumheltinden Solana. Det er slet ikke så socialrealistisk, som det lyder.
Det er dog svært at skrive en roman, når man er bidt af en gal spilledille. Spillekonsollen og sofaen lokker konstant moren væk fra tasterne, og tit er det Lou, der må holde hende i ørerne. Opdrager/barn-rollerne er i det hele taget vendt på hovedet i LOU. Moren er ikke en typisk dansk speltmor, men altså en spillegal sci-fi-forfatter, som lever af pizza og er en katastrofe i et køkken. Lou derimod er en yderst flittig lille dame, hun syr sit eget tøj, hendes store lidenskab er teater, og i det hele taget er hun helt sin egen. Bedsteveninden er Minna, som gerne vil være Missy Eliot når hun bliver stor.
Det første bind handler om morens og datterens jagt på den store kærlighed. Moren får sin chance, da den flippede Rikard flytter ind i bygningen iklædt en vest lavet af et dødt får (totalt klamt, synes Lou, men ellers får han den opadvendte tommelfinger). Lou skubber på for at forene de to og få moren ud af sit sløvsind. Imens får Lou chancen med klassekammeraten Tobias, men begge damer har lidt svært ved at gribe øjeblikket.
I det første bind er formlen, at en side er en afsluttet stribe med punchline og det hele. Men konceptet blødes op, til stor fordel for læseoplevelsen, og i bind to, besøget hos mormor i Møgstrup, er der mere fokus på den store historie, der fortælles over mange sider. På samme måde eksperimenteres der, som serien skrider frem, mere med fortællestilen og rammelayoutet. Serien vender store spørgsmål, uden at det bliver belærende, moraliserende eller overdrevent pædagogisk.
I tredje bind fylder Lou tretten, og rammer derfor på klokkeslettet en tidlig pubertetskrise. Moren og Rikard har kun øjne for hinanden, veninden Minna har fundet en ny bedste veninde, og Tobias var måske alligevel ikke den store kærlighed. Der er kort sagt krise, men døren åbnes også til nye veninder og måske en ny kærlighed.
LOU! oser af charme, simpelthen, det er en varm og skøn tegneserie, som jeg tror, at alle ville kunne få noget ud af, tweens, teens, eller fuldvoksne mænd og kvinder. Der er allerede kommet seks bind på fransk, så se at få dem oversat, Carlsen!
