Julies Legat til Suicidale – Erlend Loe MULEUM
MULEUM er en dagbogsroman, som rummer skarp samtidssatire, groteske optrin og samtidig er lidt af en dannelsesroman, der lader hovedpersonen starte i minus.
Citat
Og midt i det hele er jeg altså blevet tilbudt et job. Det viser sig, at der findes et blad, der hedder Selvmorderen, der henvender sig til alle, der tænker på at tage livet af sig. Jeg har aldrig hørt om det, men det findes altså, og nu er redaktøren lige død (surprise), og så vil de gerne vide, om jeg vil overtage. Det er vist et problem de konstant støder på. Der er ikke ret meget kontinuitet i redaktionen, og så spørger de mig, fordi jeg er blevet berømt på grund af mit forsøg, og de forestiller sig sikkert, at jeg kan give sådan nogle som dem, eller os, et mere synligt ansigt udadtil.
Julie er en overklassepige, der lever et forholdsvis almindeligt liv som gymnasieelev, og som skal læse jura ligesom sin storebror. Det er noget, deres far har bestemt. Julie har derfor ikke meget frihed, men masser af tryghed som den yngste i den perfekte, velhavende kernefamilie med både BMW og Jaguar i garagen. Og den tryghed kan hun lide – vel mest fordi den giver hende en klar identitet og fuld forståelse for, hvad hun er rundet af og hvad hun skal blive til.
Men da resten af familien tager en sviptur til Afrika for at fejre storebrorens afslutning af jurastudiet, bliver Julie tilbage for at passe skolearbejdet. Hjemme i Norge modtager hun en SMS fra faren med det, der bliver hans sidste ord: ’Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far.’
Familiens død har vendt Julies liv på hovedet og for at få sorgen ud af systemet har hendes psykolog bedt hende om at skrive den dagbog, som udgør MULEUM. Julies dystre tanker er både virkelig underholdende læsning og elegant samfundssatire. Hvis man ser bort fra, at Julies største ønske er at begå selvmord, er skildringen af Julies neuroser en komisk beskrivelse af det moderne vestlige ’risikosamfund’. Den vestlige verden, der (måske mere end nogensinde) er pakket godt ind i vat og lykkepiller, hånes for de mange dommedagstanker om globale katastrofer – og især det de afstedkommer, nemlig pinlig virkelighedsflugt.
Eksemplerne er utallige i MULEUM, men mødet med den lufthavnsansatte ’ekspert i moral’, der giver helt op, da hun forstår, at Julie har ’rigtige’ problemer eller troen på, at alle problemer kan løses ved at spise hjemmebagt rugbrød (som ytres af Julies psykolog) er nogle af de mest morsomme.
Det mest groteske påfund er dog nok, da Julie efter et dramatisk selvmordsforsøg bliver kontaktet af bladet Selvmorderen, der ønsker at ansatte hende, da hun måske kan give de mange folk i samfundet med selvmordstanker mere opmuntring og selvtillid!
Dagbogsformen fungerer perfekt til en person med selvmordstanker – ikke mindst fordi bogen (som alle andre bøger) jo i sidste ende må have en ende, en slutning. Den uundgåelige sidste side virker desto mere faretruende og spændingsgivende, når vores heltinde mere end antyder, hvad hun mener om sit liv. Det skal her ikke afsløres, hvordan MULEUM slutter (og om der er nogen, der får glæde af det Legat for Suicidale, som Julie ønsker oprettet efter sin mulige død), blot konstateres, at dagbogsformen som greb er meget gennemtænkt, fordi heltinden er sin egen værste fjende og fordi vi er så tæt på hendes kamp mod sig selv i dagbogens univers.
MULEUM er ikke Loes bedste, men fans vil under alle omstændigheder tage godt imod endnu et fix og nye læsere kan trygt starte her. Loes stil er også denne gang ligefrem, ukrukket og fuld af original humor, hvilket især i MULEUM er noget af en bedrift, når man husker på, at hovedpersonen konstant sidder og planlægger sit næste selvmordsforsøg.
