Jura Gelb – Dokøens drama fortalt af diætister – Ove Hornby, Tina Jørstian, og Bo Wildfang OPERAEN – THE OPERA
‘Opera is when a guy gets stabbed in the back and, instead of bleeding, sings’. Således beskrives opera lidt bizart, men ikke desto mindre dramatisk og kødfuldt, af en amerikansk kommentator. Det samme kan man ikke sige om beskrivelserne i bogen OPERAEN – THE OPERA – en hyldest til Københavns nye operahus.
Sikke et drama der udspillede sig, just efter det blev kendt, at Mærsk Mc-Kinney Møller ville skænke det danske folk et operahus. Der blev råbt op om demokratiske nederlag, kapitalistisk magtuhygge, royal æstetisk blasfemi, og den stakkels Henning Larsen følte sig ikke mindst lukket ude i kulden.
På selve åbningsaftenen havde røsterne dog helt ændret stil, nu var det et enstemmigt ‘halleluja’, der gav genklang over Dokøen, og der var ingen ende på herlighederne. Dronning Margrethe virkede opløftet over den nye udsigt, og selv Frank Aaen stillede op og havde tilsyneladende glemt alt om kapitalismens forvrængede ansigt. Man måtte overveje om kapitalismens stærke kaptajn ikke også havde sine fordele, udemokratisk eller ej.
Dagene efter åbningen var der dog drama igen. Så var det akustikken det var galt med, sikke nogle elendige garderober og var toiletterne ikke også ude på dybt vand?
Selv om vandene nu har lagt sig til et jævnt skvulpende niveau, kan man ikke komme uden om det drama, der igennem hele forløbet har udspillet sig i forbindelse med det nye operahus, nu med den minimalistiske titel ´Operaen´.
Dette drama er dog ikke nævnt med ét ord i bogen OPERAEN – THE OPERA, som først og fremmest fokuserer på de faktuelle, sobre og bygningstekniske elementer ved hele opførelsen.
Ideen er god nok; at Operaen skal have følgeskab af en visuelt indbydende fyr, der kan ægge både danskere og det internationale publikum. Bogen er rigt og flot illustreret, og ethvert afsnit er oversat til engelsk, så bogen kan komme ned i lommerne på alverdens turister, og Aschehoug kan få en klat mere ned i samme. Det er såmænd i sin orden, selv om det lugter lidt for meget af udspekuleret turisme.
Det triste ved OPERAEN er imidlertid, at den udelukkende indlader sig på det faktuelt indiskutable, og man kan ikke undgå leksikon-fornemmelsen igennem læsningen. Formidlingen er absolut uinspirerende, pacificeret, ulidenskabelig og tangerende til det direkte røvkedelige. Efter endt læsning ved man ganske vist, at Operaen fylder 41.ooo kvadratmeter, at der eksisterer over 1000 rum, og at Operaens facader er beklædt med den tyske kalksten Jura Gelb. Men ærligt talt, kunne man ikke have fået lidt mere for pengene(helt præcist 199 kr)?
Man kunne have ønsket sig nogle flere af de æstetiske overvejelser, der har været involveret i processen, lidt mere historisk kulturel story-telling og bare en snert af det drama, der har været så fremherskende under hele byggeriet. Som OPERAEN fremstår nu, er den en nydelig påklædt herre med midterskilling, der korrekt og tørt konstaterer: – Jura Gelb.
