Kålormens blege kød – Marguerite Yourcenar ORIENTALSKE NOVELLER
Hovederne ruller for et godt ord, men på en helt vildt smuk måde. Marguerite Yourcenars ORIENTALSKE NOVELLER er en liflig, men lumsk strøm af skønne og unådige ord.
Citat
Hver ulykke fik Therapion til at knytte næven og true af skovene, hvor de Forbandede boede, men folkene i landsbyen blev ved med at holde af de kølige, halvt usynlige alfer og tilgav dem deres misgerninger, ligesom man tilgiver solen, der opløser de sindssyges hjerne, månen, der suger mælken ud af brystet på de sovende mødre, og kærligheden, der fører så megen smerte med sig.
Fra ‘Vor-Frue-af-Svalerne’
Litteraterne fik røde øre, da den franske forfatter Patrick Modiano modtog nobelprisen i litteratur i fjor. Han havde tilsyneladende skrevet for døve øren herhjemme, hvor kun få havde hørt om ham og endnu færre havde læst ham, mig selv inklusiv. Tilfældet er muligvis det samme med Marguerite Yourcenar; denne franskskrivende belgisk fødte madam-adelige og biseksuelle forfatter, der skrev sine værker fra et ensomt bjerg i Maine, USA! Hun levede fra 1903-1987. I 1980 blev hun det første kvindelige medlem af Det Franske Akademi.
Man tør spørge om vi i Danmark simpelthen er for dårlige til at pege det litterære kompas sydover? Glemmer vi at oversætte ikke-engelsksproget litteratur?
Spørgsmålet vajer i vinden. Imens blæser frankofile forlag som Etcetera og det nystiftede Den Franske Bogcafé, til kamp. Sidstnævntes navn pryder ryggen på de ORIENTALSKE NOVELLER. Og hvilken første udgivelse! Skriften er med god grund sat i guld på det hvide omslag, der for øvrigt har den der besnærende nuance af hvid, som er mere varm end vinter. På forsiden ses en sytrådstynd guldbræmme der indrammer forfatter og titel, og vipper og vender man det håndrette format, spiller bogstaverne sirligt i lyset. Heldigvis; novellerne bærer det hele ovenud. Det skyldes ikke mindst den kyndige og fuldlødige oversættelse af Hans Peter Lund.
På dansk foreligger bl.a de to hovedværker KEJSER HADRIANS ERINDRINGER (1951) og SMELTEDIGLEN (1968). Begge er historiske romaner, der foregår i hhv. antikken og renæssancen. Dette tilbageskuende blik er særegent for Yourcenars forfatterskab, og de ti små noveller – som snarere er fortællinger – i ORIENTALSKE NOVELLER er ingen undtagelse.
De ORIENTALSKE NOVELLER er en sursød ursuppe af østlige og mellemøstlige myter og sagn, genskrevet med et bid, der undertiden er så sort som størknet blod. Yourcenar kan være aldeles usentimental og ligefrem brutal. I fortællingerne støder vi bl.a på den troløse enke Aphrodissia, der må føde i dølgsmål og ‘kvæle’ sit nyfødte barn – ‘svag og nøgen som en kattekilling, mellem to stråmadrasser uden så meget som at vaske det efter fødslen’. Bedre går det ikke for gudinden Kâli, hvis hoved kappes af et lyn og sættes på en prostitueret krop – ‘På bunden af en ådselkule, midt i dyndet, lå Kâlis hoved og vuggede som en lotusblomst, og hendes lange sorte hår flød omkring hende som rødder i vandet’. Eller hvad med munken Therapion der driver jagt på de fristende nymfer – ‘han væmmedes ved deres nøgne kroppe som ved kålormens blege kød eller snogens glatte hud’. Og hvordan kunne jeg glemme maleren Wang-Fô, der elsker billedet af tingene højere end tingene selv. Da hans elevs hustru hænger sig selv i blommetræet ‘malede han hende en sidste gang, for han elskede den grønne farvetone i de dødes ansigt’.
Senere i samme fortælling stilles Wang-Fô og eleven Ling for retten hos Kejseren, den Himmelske Søn. Vi befinder os i et slags ikke-sted, et meditativt indelukke, en sal uden vægge. Yourcenar snørrer halsen sammen med én af bogen bedste sætninger:
– Til sidst blev luften tyndere; stilheden blev så dyb, at selv en tortureret ikke ville turde skrige.
Måske det var sætninger som disse, der fik anmelderne på Yourcenars tid til at sige, at hun skrev som en mand. Må man overhovedet sige sådan noget idag?!
Fortællingerne er mere end bare blod og rullende hoveder der falder af (og/eller sættes på igen). Karaktererne er uhåndgribelige, som stod de bag en tåge, og deres følelser og handlinger synes større end virkeligheden. Men sådan er det jo med myter, og Yourcenar fremdrager i disse underlige skæbner noget universelt og alment menneskeligt.
Hendes kynisme og brutale tilgang til livet og døden er måske nok mandhaftig, men ikke mere end at hendes sansemættede og kropslige metaforer er feminine. Yourcenar er sin helt egen, og det viser hun ikke mindst på fabelagtig vis med disse små fortællinger, der aldrig helt er virkelighed, aldrig helt fantastik.
ORIENTALSKE NOVELLER bør læses igen og igen og igen (til dit hoved falder af!)
