Kærlighed, flygtninge og kærlighed – Kristina Stoltz ÆSEL


Kristina Stoltz følger flygtningens farefulde rejse i ÆSEL, men romantikeren i hende sejrer, og hun bruger for meget krudt på elskende og for lidt på selve historien.

Citat

Alle Najibullahs folk stod til nedslagtning, havde mor sagt. Hun var mere fattet dengang og ikke så bange. Hendes blåsorte hår hang i en stram, tyk fletning ned ad ryggen, og det stolte smæld fra hendes hæle kunne som regel høres et eller andet sted i huset. Den lyd var nu for længst blevet afløst af tunge, slæbende skridt.

Det er et sympatisk projekt, Kristina Stoltz har kastet sig ud i med romanen ÆSEL. Den skildrer flygtningens færd og viser, hvad flugt gør ved et menneske. Et aktuelt tema i disse krigs- og fremmedfjendske tider, må man sige. Projektet lykkes bare ikke helt.

Brødrene Farid og Nadeems flugt fra Afghanistan er rammen for fortællingen. På deres rejse mod Sverige – der blandt andet går gennem Iran, Rusland og Polen og byder på usympatiske menneskesmuglere, umenneskelige vilkår og indblik i andre flygtninges skæbner – bliver drengene langt ældre end deres 12 og 14 somre. Og det Sverige, der skulle være et lykkeligt helle, byder på en uglamourøs tilværelse som ’uledsaget flygtningebarn’.

Kristina Stoltz har et alsidigt forfatterskab bag sig, der blandt andet tæller to digtsamlinger. Digteren i Stoltz fornægter sig ikke i ÆSEL, hvor et poetisk sprog beskriver den tankeflugt, der nødvendiggøres af krigstraumer:

– Nadeems krop, hans bløde hænder, negle, der tegner lyskegler, lange lyskegler fra en bil i mørket, hvide røgstriber fra en flyver, der lyner himlen op, og de kravler ind sammen, ham og Nadeem, ind i alt det blå.

Desværre vil Stoltz for meget. Læseren indvies i utallige skæbner, men det brede perspektiv spænder ben for indlevelsen. Det bliver overfladisk frem for vedkommende, og det havde virket stærkere, hvis Stoltz havde holdt sig til brødrenes historie.

Forskellige flygtninges kærlighedshistorier udrulles i små kapitler: Generalen, fiskeren og zarens kærlighed. Ja, selvom der er krig forelsker folk sig, og det gør de på stormende vis i ÆSEL. Det er fint, at der er plads til kærlighed, men der bliver filet grundigt på violinerne. Efter talrige seksuelle debuter, der beskrives på kærlighedsskummende vis, har jeg fået nok elskov:

– Med læberne presset tæt ind mod hendes brød han gennem den mur, der alt for længe havde været imellem dem. En umådelig følelse af frihed og uendelighed bølgede gennem ham.

Fortællingen om en bonde og et æsel, der smelter sammen til ét, står centralt i ÆSEL. Stoltz viser, hvordan flygtningens fokus reduceres til overlevelse og dernæst mad. At identitetsfølelsen smuldrer vises både gennem karaktererne, der identificerer sig med dyr, og i sproget, der går fra at være billedrigt til nøgternt beskrivende.

Den relevante tematik drukner, selvom ÆSEL indeholder interessante karakterer og rørende scener med væmmelig undertrykkelse. Der er for meget vægt på glansen over fortællingen, og ÆSEL bliver et eventyr mere end en realistisk skildring. Det underminerer karaktererne og giver indtryk af en forestillet virkelighed – ikke en oplevet.

ÆSEL er underholdende og til tider medrivende, men den rammer mig ikke for alvor.

Skrevet af Sofie Helqvist

Sofie studerer dansk og retorik på Københavns Universitet. Hun er især begejstret for nordisk litteratur, men læser det meste.

Sofie er desuden glad for film.

Skriv til Sofie

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *