Kærlighed, kaos og semikolon – Josefine Klougart ÉN AF OS SOVER
Endnu en gang demonstrerer Josefine Klougart sine fornemmelser for detaljer og erindringsglimt. EN AF OS SOVER er en stilsikker og smuk roman med helt utroligt mange semikoloner.
Citat
Der er aldrig ét menneske, der forlader et andet; man forlader hinanden, tænker jeg. Det hele sker, er én bevægelse; man er blevet én krop, og denne krop falder fra hinanden. Der er ingen skyld at placere, der er en hel masse regnskaber at gøre op, og ingen at sende regningen til. Alt hvad jeg har, er dit. Sådan en følelse.
Josefine Klougart kan noget ganske særligt. Hun kan få den smalle litteratur ud til et bredt publikum. De to første romaner, STIGNINGER OG FALD og HALLERNE, indbragte hende Kronprinsparrets Stjernedryspris, og HALLERNE er netop blevet sat op som teaterstykke på Aarhus Teater. Tredje roman EN AF OS SOVER er betydeligt længere end de to foregående, men ellers følger Klougart den samme stilsikre opskrift som hidtil.
Denne gang føres vi rundt i det tankekaos, der følger i kølvandet på et forlist forhold. Her er usikkerhed, søvnløse nætter, nyt hjem, tilbageblik og famlende nye begyndelser. Her er også en dødssyg mor og masser af bekymringer på den konto. Udgangspunktet er næsten ikke til at bære, og vi har hørt historien gengivet mange gange før på meget forskellige måder. Det kunne derfor let være blevet en frygteligt langtrukken roman, hvis ikke det havde været for Klougarts fine fornemmelse for at skabe intensitet via tegnsætning, detaljegengivelser og udstrakte øjebliksbilleder.
Sjældent har jeg mødt så mange koloner og semikoloner i en roman, og sjældent har jeg mødt så mange kursiverede ord. Der skal nok være dem, der mener, at det er forstyrrende og for meget. Selv er jeg heller ikke jublende begejstret for de mange emfatiske markører. Klougarts billeder er stærke, også når det ikke markeres eksplicit, men markørerne er et effektfuldt greb, og i en historie, der på mange måder er helt stillestående, og som leveres af en fortæller, der befinder sig i et følelsesmæssigt vakuum, fungerer de.
Stærkest er Klougart dog i sine beskrivelser af landskabet og i sine iagttagelser af de helt små detaljer i hverdagen såsom en tepose, der laver plamager eller en vædder, der ligger og spjætter i græsset og ligner et hjerte. Ligesom i debutromanen er det forfatterens sans for at gengive alt det, der konstant flimrer forbi os på en måde, som var de verdens mest ualmindelige fænomener, der for alvor gør bogen vedkommende. Hun zoomer helt ind og trækker splitsekunder ud. Igen er det et effektfuldt greb, der tilfører fortællingen endnu mere sårbarhed og skrøbelighed.
STIGNINGER OG FALD var en erindring om og en kærlighedserklæring til fortiden. EN AF OS SOVER kredser også om fortiden, men her er mere på spil. Derfor virker detaljerne og de omhyggeligt velfunderede iagttagelser om muligt endnu stærkere her. Samtidig gør det historien til en langt mere kompleks sag end debuten.
Dette er langt fra en roman, man suser let og ubesværet igennem. Det tager tid at dykke ned i de fintfølende refleksioner og de korte og yderst velkomponerede sætninger. Man kan kun håbe på, at flest mulige holder øjnene åbne til sidste side.
