Kærligheden til kunsten – Kristen Bjørnkjær STOFFERS SKRUETRÆKKER
En øjenhøjdehøj øjenvidneskildring af den danske avantgardescene i 1960erne og fremefter formidlet af en forfatter, der fortjener at blive husket for meget mere end bestsellerdigtene KÆRESTESORG.
Citat
Jeg fik også Højholt med i den følgende film, Danmark A + B, der i mange år blev brugt til undervisning i mediekundskab på skolerne og universitetet. Den handlede i al sin enkelthed om to filminstruktører, A og B, den ene højre- den anden venstreorienteret, som sammen sidder ved et klippebord for at lave en film om Danmark. De kommer hele tiden op at skændes om, hvad for nogle af deres optagelser, der skal med, mens optagelserne vises i klippebordet. Den ene (spillet af mig) vil kritisk fremstille Danmark som fuldt af problemer, den anden (Højholt) som et vidunderligt land at leve i. Ideen er selvfølgelig, at begge ting tilsammen udgør et portræt af Danmark, men dengang holdt jeg tydeligvis mest med mig selv.
Det er ikke helt fair overfor Kristen Bjørnkjær, at jeg netop, før jeg gik i gang med hans erindringsbog STOFFERS SKRUETRÆKKER – ERINDRINGER OM KUNST, KNÆK OG KÆRSTESORG, havde afsluttet Klaus Manns selvbiografi VENDEPUNKTET. For der er mange lighedspunkter mellem de to selvbiografier. De er begge primært drevet af en lyst til at videregive historier fra en fortid i selskab og samarbejde med kunstnere, der i eftertiden er blevet kanoniserede.
I STOFFERS SKRUETRÆKKER er det ikke Pablo Picasso og Heinrich Mann, men i stedet Dan Turèll, Jørgen Leth, Bjørn Nørregaard, Klaus Rifbjerg m.fl., der portrætteres. Bogen er dog tilegnet den mindre kendte Erik Liljenberg, der pryder forsiden med pibe og vinylplade. Han og Bjørnkjær var ungdomsvenner i Århus, hvor de eksperimenterede med diverse happenings i midten af 1960erne.
Som der er tradition for i erindringsgenren, indeholder bogen et par obligatoriske kapitler om Bjørnkjærs barndom. Men det er som om gymnasiekærester og forældrenes skilsmisse aldrig rigtig bliver vedkommende, fordi Bjørnkjær holder sine kort så tæt på hånden, at læseren står tilbage og undrer sig over, hvilke følelser der egentlig var på spil. Det skyldes også de håbløse billedtekster, ex: ’Glad student i 1963. Jeg er lige blevet brændt af for første, men ikke sidste gang.’ Det drama der lægges op til her, ’uddybes’ et par sider længere fremme således:
– Selv oplevede jeg i tredje gymnasieklasse og til min egen store overraskelse pludselig det sødmefyldte i at få en skolekæreste. Med hende ville jeg gerne gå hele vejen, men desværre brændte hun mig af, da jeg fik studenterhuen. Lidt uhøfligt, synes jeg nok.
Det er ikke helt nok til, at jeg føler med Bjørnkjær. Skildringerne af den helt tidlige ungdom er selvfølgelig med til at skabe perspektiv på Bjørnkjærs voksne liv som forfatter, kunstner og journalist, men for min skyld kunne forfatteren godt have koncentreret sig om anekdoter fra de forskellige kunstnergrupperinger og redaktioner, han indgår i.
Men det er heldigvis kun en mindre del af bogens indhold, der fra det punkt, hvor Vagn Steen træder op af Bjørnkjærs trappe, bare bliver bedre og bedre. Den ene sympatiske øjenvidneskildring af kunstneriske arbejdsprocesser og ferierejser afløser den anden. For eksempel indspilningerne af Jørgen Leths Danmarksfilm eller turen til Algeriet i selskab med Dan Turèll og hans kæreste Kirsten.
Bjørnkjær fremstår, i sammenligning med Klaus Mann, meget jordnær, hvilket også kan skyldes, at hans fortællinger ligger tættere på i tid og rent geografisk. Det er dansk kulturhistorie skildret indefra af en forfatter, der fortjener at blive husket for meget mere end et tv-klip, hvor Michael Strunge forkaster knækprosaen.
STOFFERS SKRUETRÆKKER er alt i alt inspirerende læsning: Ikke nok med at jeg fik lyst til at genlæse KÆRESTESORG, nu i vished om forfatterens egne oplevelser ved at skrive og udgive denne sællert af en digtsamling (den solgte over 50.000 eksemplarer, da den udkom i 1976). Jeg måtte også gå i et antikvariat og anskaffe mig Bjørnkjærs debut NY DANSK POLITIK fra 1965, der er så skræmmende aktuel, at det første af popdigtene (Bjørnkjærs egen betegnelse, der er inspireret af Andy Warhol) hedder KRISE.
