Kærlighedens mange ansigter – Lev Tolstoj ANNA KARENINA
’Hvis du leder efter perfektion, vil du aldrig blive tilfreds’ lyder et citat i Lev Tolstojs værk ANNA KARENINA. Perfektion er dog netop, hvad du finder i denne roman.
CITAT
Hun var skøn i sin enkle, sorte kjole, hendes fyldige arme med armbåndene var skønne, hendes stærke hals med perlekæden var skøn, ligesom hendes løse krøllede lokker i hendes nu løsnede frisure og hendes små hænders og fødders graciøse bevægelser, dette smukke og livfulde ansigt var skønt; men der var noget skræmmende og grusomt i hendes skønhed.
Lev Tolstojs mastodontiske roman er intet mindre end et mesterværk. De omtrent tusind sider skaber en tung og lang bog, men hvis du hænger i – også under de temmelig lange beskrivelser af høstmetoder og russiske landboreformer – bliver du belønnet til overmål.
Cand.phil. Marie Tetzlaffs gigantiske oversættelsesarbejde er udført godt og stabilt. Det meget pompøse sprog, som den sidste oversættelse (fra 1929!) er præget af, er erstattet af et mere neutralt sprog. I stedet for at nogle ’jamrer’, så ’mumler’ de nu, i stedet for at spørge om ’hun kommer med gemalen?’, spørges der nu, om ’hun kommer med ægtefællen?’, og når hun tager noget ud af en åben ’chiffonniere’, mens hun står på sit værelse i ’friserkåbe’, tager hun i den nye oversættelse noget ud af et ’åbent skab’ i en trøje. Det hele er blevet mere sprogligt ligetil, og det gør bogen lettere at forholde sig til.
Et stort plus er, at den franske dialog i originalen – som i udgaven fra 1929 ikke er oversat – i denne oversættelse kan findes bagest i bogen oversat til dansk, så man kan følge med i alle detaljer. Endvidere kan man finde forklaringer af russiske ordsprog og skikke, som den almindelige danske læser ikke nødvendigvis vil kende. F.eks. får man forklaret, at når der på side 381 tales om ’sult i Samara’, så menes der den hungersnød, der opstod i den russiske Samara guvernement i 1873.
Romanen tager sin begyndelse med den berømte sætning: ’Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.’ En erklæring, der bliver et centralt omdrejningspunkt romanen igennem. Vi følger i kærlighedens navn de tre (på en måde fire) centrale par: Anna Karenina og manden Aleksej Aleksandrovitj, et par, der i et trekantsdrama af dimensioner bliver erstattet af Anna og elskeren Aleksej Kirillovitj Vronskij, den søde Kitty og den gode mand Konstantin Dmitritj Levin, og sidst men ikke mindst Annas bror ’happy go lucky’-fyren Stepan Arkaditj Oblonskij, der er gift med Kittys søster Dolly.
Anna og hendes mand lever i et ulykkeligt ægteskab. Et ægteskab, hvis totale mangel på passion og kærlighed, først går op for Anna, da hun møder Vronskij på vej hjem fra Moskva, hvor hun er rejst til med det formål at redde et andet ulykkeligt ægteskab mellem den utro Stepan Oblonskij og fødemaskinen Dolly.
Eksemplet på det lykkelige ægteskab er det, der indgås i ægte kærlighed mellem den søde og jomfruelige Kitty og den gode og tænksomme mand Konstantin Levin. En mand, der lever tæt på naturen ude på landet, og som med sin afstandtagen til det overfladiske liv i den russiske højadel og sine dybe filosofiske overvejelser om meningen med livet, egentlig fungerer som Lev Tolstojs talerør i romanen.
– Jeg undrede mig over, at jeg på trods af den største tankeanspændelse alligevel ikke fandt livets mening, meningen med mine impulser og min stræben. Men meningen med mine impulser er så tydelig i mig, at jeg bestandig lever i den, og alligevel blev jeg forbavset og glad, da en bonde udtalte dem for mig: Meningen er at leve for Gud, for sjælen. Jeg har intet nyt opdaget. Jeg har blot fået noget at vide, som jeg allerede vidste.
Levin har romanen igennem en lang række dybe filosofiske tanker om livets mening. Han tager afstand fra det fremmedgjorte og overfladiske liv i adelstanden. Levin kunne sagtens have lagt navn til romanens titel, da hans liv og tanker fylder næsten mere end Anna Kareninas, men hans historie er hverken lige så dramatisk eller lige så storslået, så den korrekte russiske mand må vige pladsen for den karismatiske, europæiserede kvinde Anna.
Anna er en af verdens første feminister. Det vides ikke om Lev Tolstoj egentlig har villet det på den måde, men Annas tanker om kvindens ydmygende plads i samfundet, og hendes dybe afhængighed af mænd, er både moderne og inspirerende. Anna sidder fast i et passionsløst ægteskab, og da hun vælger at give efter for sine følelser for elskeren fordømmes hun af næsten alle i sin omgangskreds og forvises fra det gode selskab – i modsætning til elskeren, der stadig er i kridthuset. Hendes ry og ægteskab er ødelagt, og det eneste hun har tilbage er Vronskij, som hun er rædselsslagen for at miste til en anden kvinde. De refleksioner hun har over sin ekstreme mangel på frihed er helt enestående: ’Jeg ved, at ingen anstændig kvinde kan modtage mig i min situation … Jeg ved, at fra det første minut ofrede jeg alt for ham! Og dette er belønningen! Åh hvor jeg hader ham!’ Anna har ofret hele sin frihed og sit liv for Vronskij. Han har intet ofret, og den ulighed skaber i længden endnu et ulykkeligt parforhold.
Den psykologiske indsigt, som Tolstoj lægger for dagen i ANNA KARENINA, har jeg sjældent set før. Bedst som man har besluttet sig for, enten at sympatisere med eller føle modvilje mod én af bogens personer, udviser denne en ny og hidtil ukendt side af sin personlighed. Som da man har besluttet sig for, ligesom Anna, at hade hendes kedelige og snobbede mand Aleksej, der fungerer som et helstøbt udtryk for samfundets normer som en spændetrøje, og han så pludselig udviser kristen næstekærlighed og tilgiver Anna, da hun er ved at dø i barselsseng med Vronskijs barn, og efterfølgende tager sig af dette barn, som var det hans eget.
ANNA KARENINA er et helstøbt udtryk for kærlighedens realiteter. Den er en dramatisk litterær manifestation, der som en ægte klassiker, til alle tider, vil kunne fortælle os om menneskeligt selvbedrag, social virkelighed og meningen med livet. Den nye oversættelse af ANNA KARENINA får mine varmeste anbefalinger.
Det er interessant, at du opfatter Anna Karenina som feminist. Reklamen for en ny filmatisering af romanen mener angiveligt det samme.
Jeg tror, at det kun er feminister – i bred forstand – der kunne få den opfattelse ved at læse bogen.
I min opfattelse beskrives Anna som et sygt eller umodent menneske. Man kan undre sig over, hvordan det er lykkedes hende at blive gift og have et tilsyneladende almindeligt liv med barn og mand, men den del af hendes liv får vi ikke noget at vide om. Det vi får at vide er, at hun som ved 25-årig med barn og mand vælger at kaste sig ud i et udenomsægteskabeligt forhold. Hun har ingen forståelse for hendes mands eller barns oplevelser, men sætter sin forelskelse over alt. Manden vil ikke skilsmisse og modsætter sig ikke direkte forholdet, blot vil han ikke tolerere elskeren i sit hus. Da Anne ikke overholder dette krav, bliver hun smidt ud. Vi følger hendes tanker, og på intet tidspunkt kan hun sætte sig i mandens eller barnets sted. Hun får et nyt barn, som hun ikke har interesse for. Elskeren forsøger at få hende til at forstå, at hendes handlinger udelukker hende fra det selskab, som ellers deltager i. Det fatter hun, men langsomt. Til sidst i bogen følger vi hendes had til elskeren udvikles, således at hun sidestiller ham med hendes mand.
Tolstoy beskriver Anne som et umodent, sygt og/eller umoralsk menneske. Jeg synes ikke, der kan være tvivl om, at hun er umoralsk, hvis man med dette begreb mener, at hun ikke forstår eller ikke efterlever den moral, der er fremherskende i hendes samfund. Man kan måske være uenig med mig i, at hun er umoralsk ud fra vores tids moral. Men mon ikke de fleste i dag mener, at en kvinde bør have empati for mand, elsker og barn, og at mødre bør elske deres børn.