Kærlighedsromanen som eksakt genre – Marguerite Duras ELSKEREN FRA NORDKINA
’Jeg blev igen romanforfatter’ skriver Marguerite Duras i sit bevægende forord om arbejdet med ELSKEREN FRA NORDKINA. Jeg forstår hende – med denne bog er jeg igen blevet romanlæser.
Citat
De elskendes seng.
Måske sover de. Det ved vi ikke.
Støjen fra byen er vendt tilbage. Den er vedvarende, en eneste strøm. Det er lyden af det uendelige.
Sollyset falder gennem persiennerne i et mønster på sengen.
Og der er blodpletter på de elskendes kroppe og hænder.
Barnet vågner. Hun ser på ham. Han sover i den kølige luft fra ventilatoren.I den første bog havde hun sagt, at støjen fra byen var så tæt ved, at man kunne høre den skrabe mod persiennerne, som om folk gik gennem værelset. At de befandt sig midt i denne offentlige støj, udstillet dér, hvor dét udefra passerede gennem værelset. Hun ville sige det igen i en film, igen, eller i en bog, igen, hun ville blive ved med at sige det. Og hun siger det igen her.
Med ELSKEREN FRA NORDKINA kastede den franske forfatter Marguerite Duras sig, i den fremskredne alder af 77 år, over noget så farligt som en ny gennemskrivning af stoffet fra hendes største succes, erindringsromanen ELSKEREN (1984, da. 1988). Den beskriver den unge Duras’ erotiske vækkelse, da hun som purung pige i sin barndoms Indokina fik sig en mange år ældre kinesisk elsker. For Duras er denne historie selve hovedstolen, den har, mere end noget andet, formet hende som forfatter og som menneske. Og hun formår – i denne endelige version – at forløse den endnu smukkere, end man troede det muligt.
Romanen er tung af ambra og orientalisme og fuldstændig mættet med sorg og elskov. De erotiske scener er på én gang ømme og kølige i deres sproglige præcision og så brændende i deres sanselige undertekst, at hele kroppen vågner under læsningen, mens klumpen i halsen bliver siddende, lang tid efter bogen er lukket. Duras viger ikke tilbage for hverken lysten eller smerten.
Beretningen om en tabt ungdomskærlighed er i udgangspunktet en dybt sentimental historie, men Duras skriver sig fri af ethvert tabu og transcenderer enhver kliché om både kærlighed, familie og orient. De skandaløse elementer – herunder en øm, incestuøs kærlighed mellem bror og søster – er hinsides provokation. De er udtryk for Duras’ kompromisløse præcision og blik for kompleksiteten i alle menneskelige relationer. Penge, magt og kolonialistiske strukturer er bestanddele af kærlighedsforholdet, ligesom race, sprog, historie, slægt, krop og følelser er det.
I ELSKEREN FRA NORDKINA har Duras rent grammatisk øget distancen mellem fortælleren og den unge pige ved holde beretningen i tredje person og konsekvent at benævne sit yngre jeg ’barnet’. Hvor jeg-fortælleren i ELSKEREN glimtvis forholder sig mere refleksivt til sin historie, og analyserer og forklarer, f.eks. sin moders slumrende vanvid, udfolder Duras’ i ELSKEREN FRA NORDKINA sin fabelagtige gave for ren, filmisk prosa i fuldt flor. Ømt registreres de elskendes møder og afskeder, såvel som de hændelser i barnets familie- og skoleliv, som omkranser dem, uden at de tygges igennem for læseren. Den aldrende romanforfatter betragter sit barnlige jeg og hendes erotiske dannelse og lægger det frem. Læseren ser det hele som gennem et særligt kamera, der kan opfange signaler fra alle fem sanser.
Fordringen om absolut præcision gennemsyrer fremstillingen. Hele tiden er en metabevidsthed nærværende. Bevidstheden om at historien er blevet fortalt gang på gang, i romaner og på film, men stadig skal fortælles, fordi den er livsvigtig og endnu ikke er blevet fortalt helt rigtigt. Det er virkelig bevægende læsning, fordi alt er på spil for den modne forfatterinde, som det er det for barnet i beretningen. På den måde får metabevidstheden slet ikke en distancerende eller ironisk effekt, præcis som de mange års afstand mellem fortælleren og barnet, der fortælles om, heller ikke gør det – tværtimod. Den aldrende Duras forholder sig ligeså udforskende og alvorligt til sin historie, som den unge pige med umættelig nysgerrighed gør det til sin kinesiske elsker.
Det er med seksten års forsinkelse, at forlaget Vandkunsten udgiver ELSKEREN FRA NORDKINA i en smuk dansk oversættelse ved Lone Bjelke. De skal have så mange tak, og aktualitet er irrelevant over for en roman af denne kaliber. Men gid at det bogkøbende publikums aktuelle appetit på erotisk litteratur alligevel må komme ELSKEREN FRA NORDKINA til gode. Det er en enestående smuk og sanselig kærlighedsroman og så langt fra blød bondage og spekulationslitteratur, som man kan tænke sig. Det erotiske er så uendelig komplekst hos Duras, og dog er det så enkelt beskrevet, at det er ren lykke at læse.
