Af | 11. juni 2012

Kærlighedssorgserklæring – Tomas Espedal MOD NATUREN

Kærligheden er en naturkraft, stærk og uhyre skadelig for mennesket, fordi den kan forsvinde og rive hverdagen op med rødderne. Den norske forfatter Tomas Espedal skildrer ærligt og præcist kærestesorgen, uden at det bliver sentimentalt. Det er virkelig noget særligt. Måske ligger hemmeligheden i ærligheden? Måske i de velvalgte referencer til anden stor litteratur og kunst om emnet.

Citat

Der er intet jeg kan stille op; jeg må fortsætte som om alt er normalt. Hvordan er det muligt? Hvor mange gange kan vi rejse os og gå videre, som om ingenting er hændt; bilen kommer, i fuld fart, det er anden gang vi bliver ramt af fronten, vi bliver kastet op i luften og falder ned bag ved bilen, men denne gang bliver vi liggende. Vi er ikke i stand til at rejse os.

Jacques Roubaud skriver at hans kones armbåndsur blev ved med at tikke lang tid efter at hun var død.

Det er præcis sådan det er; lykken forsvinder, men bliver ved med at gøre ondt længe efter at kærlighedsforholdet er slut.

Anslaget, bogens første del, er en knivskarp skildring af en nabokovsk problematik: En ældre mand begærer en yngre kvinde. Han kunne være hendes far. Hun kunne være Lolita. Det er nytårsaften, det er på et bibliotek. De dyrker hektisk, impulsiv og aggressiv sex, mens tiden, litteraturen og begæret er statister. Hovedrolleindehaveren er selveste kærligheden, den dybe, uforudsigelige og oprigtige kærlighed. Den er omdrejningspunktet i Tomas Espedals tolvte roman, den tredje på dansk:

– Jeg elsker dig, siger han.
Det er for tidligt at sige det. Jeg kan ikke lide at du siger sådan noget pjat, siger hun.
Du er den smukkeste pige jeg nogensinde har mødt.
Det har du sikkert sagt før, siger hun.
Ja, det har jeg, men det betyder ikke at det ikke er sandt.

Det kunne være blevet åh så patetisk og irriterende sentimentalt, men det er det ikke. I stedet er det som om Espedal i MOD NATUREN har taget Leonard Cohen på ordet, når han messer ’Take this longing from my tongue’ og har skrevet længslen ud i sin fulde længde: 165 sprogligt klare og velkomponerede siders tekstarbejde, for nu at videreføre Espedals egen brug af arbejde som målestok. Bogens fem dele hedder henholdsvis ’Biblioteket’, ’Arbejdet, fabrikken’, ’Kærlighedsarbejdet’, ’Arbejdsværelset, laboratorium’ og ’Notesbøgerne’.

– Allerede tidligt stod det klart for mig at jeg ikke ville arbejde. Seksten år gammel fik jeg arbejde på en fabrik (…) Kun nogle måneder senere var det hele ødelagt; jeg ville ikke arbejde, og jeg ville ikke giftes, aldrig, og jeg ville ikke have børn, aldrig i livet, jeg ville være fri.

Sådan kommer det nu ikke til at gå jeg-fortælleren Tomas. I udvalgte erindringsglimt skildrer han, fra den midaldrende mands perspektiv, et langt arbejdsliv (som både skriveblokeret og produktiv forfatter), et knap så langt ægteskab og sin datters fødsel. I disse glimt indtager kærligheden forskellige positioner: I erindringerne om ungdommen er verden ny og lysten uslukkelig. I ægteskabsrelationen er følelserne irrationelle og ikke altid til de involverede parters bedste, men samtidig den lim, der holder forholdet i spænd. Og i det afgørende møde med den yngre Janne er kærligheden nøglen til lykken og samtidig døren ind til en afgrundsdyb sorg.

Som en form for ramme bruger Espedal en af historiens tidligste og mest romantiske affærer: Den unge, intelligente Héloïse og den ældre, lærde Pierre Abélard. Ud over Vladimir Nabokovs LOLITA (1955), og Sara Stridsbergs Lolita-fantasi DARLING RIVER (2010), er MOD NATUREN både direkte og indirekte i dialog med anden stor litteratur. Især beskrivelserne af det umenneskelige og trivielle fabriksarbejde sender hilsner til den franske forfatter Leslie Kaplans L’EXCÈS-L’USINE (1982). Nick Cave, Marguerite Duras og Jacques Roubauder andre nutidige referencer, som Espedal fletter ind i sin fortælling.

Antonymer og deres interne afhængighed bliver på en måde bogens genialitet: Ung kontra gammel, arbejde kontra frihed. Selv modsætningen til det skandinaviske velfærdssamfund præsenteres diskret via jegets ufrivillige rejse til Nicaragua. Forfatterens faste greb om disse binære komponenters magtkampe er vellykket. Bogens styrke bliver jegets mangel på samme. Moralen står, som jeget, ensom tilbage: Vi forstår kun, at vi var lykkelige, når vi gennemlever ulykken.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også