Kaffepunch og vesterhavsvind – FANØ FREE FOLK FESTIVAL 2013


Sol, sommer, vadehav og avantgardistisk lyd i Sønderho. Et tilbageblik på den lille Fanø Free Folk Festival som en weekend i august skabte rum mellem musik og litteratur.

Kommer man med færgen fra Esbjerg og tager en bus til Fanøs sydspids, ender man i den maleriske by Sønderho. Ligesom Skagen blev også Sønderho i slutningen af 1800-tallet betegnet som en koloni for kunstnere, og ordet kunstnerkoloni er også den dag i dag en betegnelse, der karakteriserer byen med dens knap 300 indbyggere.

Léonore Boulanger

De sidste år har jeg over en weekend i august troligt begivet mig til den lille landsby for her at tage del i en begivenhed, som for mig markerer den danske sensommers komme, og som involverer cykelture, sælspotting – og ikke mindst musik og litteratur i det lokale forsamlingshus.

Fanø Free Folk Festival finder sted mellem stråtækte huse, klitter og vadehav. I 2011 blev Sønderho kåret som Danmarks smukkeste landsby af bygningskultur.dk, og det må da også være landsbyens idylliske placering, sammen med dens æstetiske opbygning, som inspirerer de kunstnere, der både nu og tidligere har valgt den som deres bosæde.

I hjertet af byen ligger det lavloftede skipperhus, Digterhjemmet, fra 1790. Som udgangspunkt hjem for forfatter og tidligere kulturminister Julius Bomholts, men nu fungerende som fribolig for nordiske forfattere. Her kan man booke sig ind i et tidsrum fra 3 måneder op til et år – for at skrive. Og det er også, hvad en lang liste af forfattere i tidens løb har gjort. For eksempel har Lone Hørslev og Jeppe Brixvold i en periode opholdt sig i Digterhjemmet, og nu kan man være heldig at støde på Jonas Rolsted (der modtog Montanaprisen i 2012 for digtsamlingen FLEX DEATH), hvis man kommer på de kanter.

Det yderste Hav
Det yderste Hav

I år har Fanø Free Folk Festival, i lyset af byens litterære islæt, lagt særlig vægt på det skrevne ord. Festivalleder Rasmus Steffensen kalder selv årets program for et afbalanceret mødested mellem folk, musik og litteratur. Han siger videre;

– Noget af det særlige ved Fanø Free Folk Festival er, at det er en festival med plads til ro og fordybelse. Og folkemusikken har jo gennem historien i høj grad været båret af fortælling og poesi. Så vi synes det er rigtigt, at poesien også får plads på vores festival. At Sønderho har markeret sig stærkt som et åndehul for litteraturen i Danmark, gør det selvfølgelig endnu mere relevant også at lukke litteraturen ind på festivalen, og det er derfor også en ganske særlig glæde at kunne skabe plads til litterære stemmer, der har et forhold til øen.

Udover et par tyske turister, som forvirrede bevægede sig rundt i periferien, blev byen til en stor organisme, som åbnede sig op for at få festivalen til at løbe af stablen. Det meste af programmet foregik i det lille Sønderho Forsamlingshus, ligesom også lokale gallerier og Sønderho Kirke blev indlemmet som spillesteder for en del af koncerterne. Det lokale Musikkens Hus blev brugt til indkvartering af kunstnere, gymnastiksalen og boldbanen på byens skole til campingområde, og Dagli’Brugsen strakte sig for at kunne levere varer til den mad, som festivalen, sammen med kaffepunch og andet godt, tilberedte til dens gæster.

Mouritz / Hørslev

Selvom det litterære islæt er en del af festivalen, ligger fokus hvert år primært på musikken. Både det mere traditionelle og den avantgardistiske, syrede lyd, som det lille ord ’free’ i festivalens navn tillader. Begrebet folkemusik bliver genfortolket og udvidet og ud kommer en ny definition med plads til skævhed hos de mange danske og internationale bands og musikere, der spillede i løbet af weekenden.

Alligevel blev det de litterære indslag i programmet, som var nogle af de stærkeste. Lone Hørslev lød helt nostalgisk, da hun og Mads Mouritz kunne proklamere, at flere af deres smukke, poetiske fælles sange, var skrevet lige i denne by. Og de digteriske sange gjorde sig fantastisk godt i de fanøske omgivelser.

Sønderhoningen Lars Skinnebach fremstødte sine digte på sin karakteristiske (vrede) måde, mens den prisbelønnede trommeslager Kresten Osgood entusiastisk akkompagnerede ham med sine trommestikker lavet af planter, som han havde fundet i landskabet, flyvende omkring sig.

Jeppe Brixvold var i front af gruppen ’Det yderste Hav’ bestående af ham og de to sønderhoninge Peter Uhrbrand og Jørgen Bjørslev. Her blev oplæsning og traditionel musik fra vadehavet nyfortolket og opført til lyden af vestenvinden, som bankede i den oprejste teltdug.

Osgood / Skinnebach / Dodedum

Desuden kunne den franske Léonore Boulanger, i blandingen af lydlandskaber og franske og tyske forfatteres tekster, tilføje et internationalt og samtidig meget nærværende islæt.

At festivalen ikke har plads til mere end maximalt 150 mennesker, gør oplevelsen så meget mere intens, og det skaber en intim sfære mellem kunstnere og gæster, som man ikke oplever mange andre steder. På trods af dens lille størrelse er festivalen rummelig både i forhold til program og klientel, der strækker sig helt fra et ungt og smart Københavner- og Århusianersegment, over et segment af børn og gamle fra området, til begejstrede og entusiastiske fanniker.

Jeg personligt glæder mig til at se, hvordan man næste år vil ’lukke litteraturen ind på festivalen’. Der er meget mere at komme efter, når man som her blander litteratur og lyd og giver plads til et legende tredje rum, hvor hybriden skaber nye oplevelsesspektre for publikum såvel som kunstnerne selv.

Skrevet af Louise Holm

Cand.mag. i tysk fra Københavns Universitet. Læser alt, og har en holdning til det meste. Her på siden i høj grad til den tyske litteratur, men også dansk prosa og poesi fylder godt på hendes hylder.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *