Kalashnikov’en er en genstridig signifiant –clausbeck-nielsen.net SELVMORDSAKTIONEN
Demokra’ti, -et, -er (gr. demokra’tia, af ’demos folk + kra’tein herske) folkestyre; statsform m. folkestyre; stat m. folkestyre; flertalsstyre i samarbejde med mindretallet.
Man kan enten sluge en kamel og gå ind på præmissen: Nu afdøde, the artist formerly known as, Claus Beck-Nielsen tog i de første uger af 2004 til det krigshærgede Irak for her at indføre demokratiet. Vha. lilla rundkredspædagogik vel at mærke og ikke med magt. Kunst og politik forenes med dertil hørende gnidninger, hvilket giver et tiltrængt nyt blik på den spegede affære, Irakkrigen er. Frem for alt ser vi en kompromisløs kunstner med alt tænkeligt i klemme.
Eller også kan man lade være: Hvad fanden bilder en vis Claus Beck-Nielsen sig egentlig ind? Tror han vitterligt, at en ladt Kalashnikov er et fatamorgana, et Baudrillardrum, der konsekvensløst kan gøres til genstand for en arty farty leg? Det er grænseoverskridelse på den mest banale (fra Kuwait ind i Irak) og modbydelige (selvpromotion på bekostning af krigens ofre) måde.
Nu tror jeg ikke nødvendigvis, der skal tages parti i den sag. SELVMORDSAKTIONEN placerer sig lige midt imellem – i en undtagelsestilstand, hvor ingen forrykt løgn er hverken værre eller bedre end den mest indfølte sandhed. Konceptet investerer sin ophavsmand på godt og ondt, og den dødsforagtende og trodsige løbebane skal ses i forlængelse af dødsattesten i SELVUDSLETTELSER (2002) og spejlingsfiguren ’Claus Nielsen, manden uden personnummer’, i CLAUS BECK-NIELSEN (1963-2001) (2003).
Hele vejen igennem er den nagende tvivl omdrejningspunkt: Er det kunst eller politik, happening eller livstragedie, manipulerende selviscenesættelse eller naiv forestilling om at kunne gøre en forskel i en forrået verden? Den uvished er brændstoffet, og den fyrer projektet helt ud til kanten, hvor næseblod og diarre balancerer med febervildelser og migræne.
Bogen er bygget op som en arkivars mosaik af fundne notater, alle skrevet inde i Undtagelsestilstanden, hvorfor æ, ø, å konsekvent gengives som ae, oe, aa. Med arkivaren, for hvem krimiens og sensationsjournalistikkens kneb ikke er fremmed, føres vi med Nielsen og makkeren Rasmussen gennem fygende kugler, aldrig svigtende strømsvigt og en evig frygt for at blive bortført. Med sig har de Demokratiet i form af en stor aluminiumsbox, og den kommer skam med hele vejen til Bagdad.
clausbeck-nielsen.net, som angiveligt er den arkiverende fortælleinstans, spørger afslutningsvist om betydningen af begrebet demokrati. Er krigens undtagelsestilstand, hvor alle, ALLE, muligheder står åbne for enhver, ikke i forvejen det perfekte demokrati? Således havner vi bagved det punkt, hvor vi begyndte. Alt kollapser, Nielsen forsvinder, og sådan må det være, når projektet hedder Verdensordenen 2004.
