Kammerat Riis – Lars Werge DRØMMEHOLDET – HISTORIEN OM CSC
Kampen om magten er altid en fascinerende historie, og dette aspekt er klart det mest spændende i bogen om en af sommerens landeplager: Team CSC.
I 2.g. skrev jeg historieopgave om magtkampen i det kommunistiske partis top efter den russiske revolution. Om hvordan Stalin, trods en eksplicit advarsel mod netop ham i Lenins testamente, på en blanding af taktisk snilde, fordækte kort og beregnende kynisme fik udryddet alle rivaler og til sidst sad som enevældig hersker i politbureauet.
Lars Werges bog DRØMMEHOLDET fortæller historien om hvordan et ambitiøst cykelhold opstod med Herning Cykle Klub som base, hvordan det konstant lever med truslen om manglende sponsorer og følgende lukning, og om hvordan det alligevel er endt med at være et af verdens allerbedste cykelhold. Men internt har der fundet en hård kamp sted om magten over holdet – hvad der hos mig bragte mindelser frem om min gamle historieopgave.
Uden sammenligning i øvrigt mellem Bjarne Riis og Stalin, så er førstnævnte nu som ejer, ubestridt leder og ideolog reelt lig med Team CSC. Det er hans drøm, der skal realiseres, og trods den lettere overdrevne snak om værdierne på holdet, ’teamwork’, ’kommunikation’ etc., er der næppe nogle der er i tvivl om, at hvis man ikke er med Riis, er man imod ham.
Gennem årene har mange af de folk Riis’ tidligere selv har arbejdet sammen eller kørt med været inde i en rolle på holdet, som ryttere, sportsdirektører eller andet. Og langt de fleste er røget ud igen. Det har en person som Rolf Sørensen et nøgternt og afslappet forhold til, mens sårene ikke er helede hos fx Alex Pedersen og Torben Kølbæk, de to der skabte holdet, men siden fik sparket.
Det er hovedsagligt dette spil om sponsorer, penge, ryttere, ejerskab og ikke mindst indflydelse DRØMMEHOLDET opruller, og det er det fængende ved bogen. Men det er iblandet en hel del andre elementer, og ind i mellem virker det som om, at bogens forfatter ikke har været helt klar over, hvilken af historierne om CSC han vil fortælle. Vil han give en objektiv redegørelse for ’magtens væsen’? Vil han levere kritisk journalistik om doping, et område hvor mange aktører omkring det danske hold har en rem af huden? Vil han hylde Riis og det imponerende hold han har skabt? Vil han fortælle, hvordan man vinder cykelløb? Denne usikkerhed gør sig også gældende i stilen, der svinger mellem det sagligt seriøse, det sportsjournalistisk floromvundne og det jovialt underholdende:
– Hvad man ikke kan tage fra Bjarne Riis, er hans målrettethed, hans perfektionisme og hans evne til at tilsidesætte en masse andet for at opfylde de ambitioner, han har sat sig. Det er en evne, han har opelsket, siden han var en bette lort ovre fra Herning. Altså længe før han blev til ørnen.
I dagens Danmark skal man leve i en osteklokke for ikke at støde på det lidt corny navn ’Team CSC’ temmelig ofte, og selv som cykelfan kan man godt påbegynde læsningen af Werges bog med blandede følelser, for orker man at høre mere? DRØMMEHOLDET er ikke den bedste bog om cykling, jeg har læst, men bestemt heller ikke den ringeste. På trods af det lidt flagrende fokus er der for den interesserede rigtig meget at komme efter, og jeg endte med at læse bogen i få, lange bidder. Men forhåndsinteressen for cykling er en betingelse, for bogen er skrevet for de indviede, ikke for at omvende hedningene.