Kan man være ærlig på skrift? – Pablo Llambías HUNDSTEIN
Llambías fortsætter dagbogsbekendelsen i sonetform, hvor forrige års MONTE LEMA slap. Men forgængerens ansatser til tematisk strukturering, research og forsøg på at debattere seriøst er borte, og opløsningen mere radikal – der står alt og ingenting i de sonetter.
Citat
For første gang, tror jeg det er, overvejer jeg at slette i indstikkene
For første gang, tror jeg det er, over-
vejer jeg at slette i indstikkene.
Jeg overvejer at slette en række
af de ovenstående indstik. De udstillermig i for høj grad, de lader min ynkelig-
hed stå for tydeligt frem. Jeg fremstår ikke
som en helt, sådan som min eks ville frem-
stå som en helt. Jeg fremstår som alt andetend en helt. Jeg har ikke helt overblik
over, hvilke indstik det er, der skal slettes,
men du, kære læser, kan speku-
lere over, om der er noget, der er blevet
slettet. Om der findes et niveau ringere
end dette, hvor jeg trods alt var værre.
HUNDSTEIN er en 2’er. Formatet, tyngden, bjerget på omslaget, alt er ungefähr som sidste gang. Sådan én ser man ikke hver dag i de egne af litteraturen, hvor Pablo Llambías vanligvis færdes. Hvor aflejrede former gerne må udfordres. Det er et massivt statement, at Llambías så stædigt insisterer på sit sonetteringskoncept fra MONTE LEMA.
Men hvad er det så for et statement – og hvad er det for en bog? Llambías’ sonetform er en prosaists. Konceptet går ud på at skrive dagbog og efterfølgende passe dagbogsnoterne ind i den tillempede sonetform. Der tælles stavelser – ellers overholdes ingen lyriske fordringer. Billedsprog forekommer ikke, med mindre det er helt konventionelt. Prosarytmen bevares, ret upåvirket af linjebruddene. Men hertil kommer den lyriske traditions tilknytning til det, man kunne kalde oprigtighedsfiguren, som synes at blive et stadig mere afgørende undersøgelsesobjekt for Llambías.
Som i forgængeren følger vi på nært hold et – med empirisk forfatter og rektor på forfatterskolen Pablo Llambías angiveligt sammenfaldende – dagbogs-jeg, som føler et stort behov for at tale ærligt ud om sine tildragelser i almindelighed og sin psykiske sygdom i særdeleshed. Desuden handler mange sonetter om tilblivelsen og udgivelsen af MONTE LEMA. Men HUNDSTEIN snor sig hele tiden om det paradoksale forbundet med ærlighed på skrift. Mennesker kan dårligt nok være ærlige. Kan tekster?
Det er tit blevet sagt om Llambías’ værk, at det indebærer en slags ironisk helgardering. Forfatteren er altid halvanden metabevidst vending foran sin læser. Denne smartness prøver han virkelig at ryste af sig i sine seneste værker. Og så alligevel. Netop oprigtighedslængslen har altid lydt i hans tekster, og i praksis er den litterære ærligheds paradoks så virksomt som nogensinde. Forskellen i forhold til tidligere er, at optagetheden af litteraturens – og tilværelsens i øvrigt – ulidelige uvirkelighed er blevet mere desperat.
Beskrivelserne af angsten er rammende. Ind i mellem lammende. Fordi det ikke er spektakulært og medlidenhedsvækkende men ordinært og uafvendeligt: Angsten for ikke at slå til, på alle tænkelige områder af tilværelsen. Og hvis læseren af MONTE LEMA håbede på en slags terapeutisk forløsning for manden i bogen, så bliver hun skuffet. I HUNDSTEIN går det ham værre end nogensinde. Hans sindstilstande bølger frem og tilbage, alt kommer i princippet med i sonetstrømmen. Som en veninde, der prøvelæser en bunke sonetter, siger til ham, er det ‘klaustrofobisk’, at der ikke er nogen udvikling i teksterne: ‘Det er meget depressivt (…) Helt fladt og depressivt.’ Det føles ørkesløst med al den depression og angst og fuldstændig udeblevne udvikling. Man får ondt i maven.
En anden læser, en af rektorens elever, roser sonetterne, hun ‘siger at jeg er god til at slutte dem’, og det er også rigtigt. De falder fint og afrundet hver for sig, og det giver en sjov spændstighed, at linjerne organiseres, som de gør, rundt om det slappe stof.
Og så er vi tilbage ved helgarderingen. HUNDSTEIN anticiperer enhver modtagelse, man kunne tænkes at strikke sammen til den. Ikke én anmelder, har kunnet overraske – alle positioner er på forhånd grundigt gennemgået i bogen. Enten i jegets mere eller mindre paranoide angstfantasier og selvoptagede tankestrøm om sonetternes mulige konsekvenser for hans fremtidige status eller i de refererede samtaler med diverse læsere og redaktører, som giver feedback på hans manuskript.
Det er klaustrofobisk at læse en bog, som konstant tygger sig selv igennem for en. Som læser er jeg fanget. Alle tænkelige positioner er optaget. Jeg er lige så lidt original og interessant og tilstrækkelig i min læseroplevelse, som det psykisk syge rektor-jeg, der spytter sonnetter i hovedet på mig. Det er ikke nogen feelgood-oplevelse, men det har nok heller aldrig været meningen.
