Kan politifolk læse digte? – Christian Dorph og Simon Pasternak JEG ER IKKE HER
Hep! Så er den her, årets krimi, skynd dig at læse den før din dansklærer: sex, antihelte og ulykkelige digterdrenge i det mørke årti. Dorph og Pasternak er nået til det tredje bind i serien om Danmarks fortid forklædt som kriminalgåder.
Citat
Café Victor var én stor fest, da Anita og Solveig ankom, alle var oppe at køre, alle havde det der glimt i øjet, at nu kører vi fandeme igennem, nu fester vi, til vi brækker os, og lyset går ud, og bygningen synker i grus, og bomben falder, og jorden går under, og russerne kommer. Det var det helt rigtige tidspunkt at gøre sin entre på og gå op i baren og stå og se godt ud og inkassere alle de blikke, alle de liderlige blikke, og sørge for at få betalt sine drinks, at få betalt alle sine drinks, og holde rusen kørende og ellers krydse fingre for, at der var et par interessante mænd i lokalet, som kunne finde ud af at lægge an på én.
Det begynder med en Sonnergaard-pastiche på 80’er-yndlingsreferencen café Victor, for hvad var bylivet i 80’erne, hvis det ikke var på Victor, og hvem er vores fælles litterære fortolkning af årtiets bagsiden, hvis ikke Jan Sonnergaard? Nej, vel? Med tiden og litteraturen således på plads indledes, hvad der kun kan beskrives som årets bedste krimi fra dansk hånd. Og det siger en del, for det er ikke engang oktober endnu.
En ung smuk kvinde, sidst set i armene på en charmerende arabisk verdensmand, findes myrdet i en lejlighed på Gammel Kongevej. Tilbage står mændene i hendes liv: digterkæresten Martin Sommer, en svært psykotisk lillebror og en mystisk mand, kaldet N i hendes dagbog. Muligvis gemmer svaret til mordgåden sig i Sommers digtsamling, og lettere modvilligt forsøger politiet sig med poesien. Det gør de cirka lige så godt som et hold førsteårsstuderende i litterær analyse. Det handler alt sammen om sex, ikke sandt?
Det gør det i hvert fald tit i Dorph og Pasternaks krimier. Hvis nogen af karaktererne har mere end fem minutter tilovers, kan man være ret sikker på, at de enten har sex, prøver på at få sex, eller tænker på, hvordan de skal prøve på at få sex. Sagen skal dog opklares, med startfirsernes historiske begivenheder rullende forbi som bagtæppe til handlingen. Og det er ikke DRs melodigrandprix og skulderpudeårtiet, der beskrives, men derimod det årti, hvor uskylden tabes: kærligheden dræber, menneskelige relationer er et magtspil, terroren kommer til Danmark, og kunsten er alvorlig nok til at dø for.
Der er mange gode ting at sige om JEG ER IKKE HER, beskrivelsen af tiden, humoren og plottet. Men bedst er de uheldige karakter, den nogleoghalvtredsårige Larsen, der søger selskab i avisens kontaktannoncer, bøssen Rohde, der taber alt til kærligheden og ellers et kulørt galleri af ensomme kvinder i overgangsalderen, arabiske lejemordere og usamarbejdsvillige PET-folk. Kun politikvinden Anita er lidt firkantet. Hun er samtidig den eneste af heltene, Dorph og Pasternak er på fornavn med, og man får den mistanke, at det er for ikke at glemme, at hun er en kvinde.
Hvis betegnelsen femikrimi nogensinde har været en brugbar genrebetegnelse, så må Dorph og Pasternaks krimier nødvendigvis bære betegnelsen drengerøvskrimi. Det er tonen, den meget fokus på sex, de umulige kærlighedsrelationer (der er vist ikke en eneste lykkelig?), sympatien for mændene, der ikke bliver stuerene af at bære skjorte, skyd først-mentaliteten og så selvfølgelig forkærligheden for slutningerne på overdrevet af de historiske begivenheder. Nej, jeg kan heller ikke komme på nogen grund til ikke at læse JEG ER IKKE HER.
