Af | 25. september 2007

Kanoer er kiksede – Annette Herzog MYSLI, MYG OG ONDT I HJERTET

Ganske gangbar ungdomsbog for teenagepiger i hæslig blomst.

Det ser sort ud for Karla. Hun sidder våd og kold omkring et latterligt lille bål i Sverige i selskab med verdens mest tåbelige familiemedlemmer. Menuen står på pulversuppe garneret med opløste tudekiks, nattesøvnen foregår i et fugtigt telt sammen med forældre, der skal indhente deres forsømte sexliv, og onkel Karsten kan bare ikke holde op med at gentage sit motto om at ”Det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere”. Men det er ikke engang det værste.

Hjemme i Århus går Karlas kæreste, Oliver, nemlig rundt omringet af vilde og blodige teenagers med østrogen i hele ansigtet, der er ude på at indfange ham. Desværre har erfaringen vist, at Oliver ikke er helt så stålfast, som man kunne ønske…

Sådan cirka ser det ud, hvis man løfter sløret for Annette Herzog roman om Karlas ferie på kanotur i Sverige. Og selv om det ser sort ud for Karla, ser det ret lyst ud for læseren. Annette Herzog har nemlig begået en ganske underholdende roman, der ud fra teenagepigens perspektiv undgår at tage alt for meget vand ind.

Den gavmilde portion humor og sproglige elegance, som forfatteren øser ud over romanen, hører uden tvivl til bogens største kvaliteter. Handlingen derimod hører ikke til de mest banebrydende i litteraturhistorien, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Læseren bliver lige akkurat hængende på krogen, og selv om plottet flere steder er lovlig skematisk, er der da også et par overraskende flyvefisk ind imellem. MYSLI, MYG OG ONDT I HJERTET kan kun anbefales fra 12 år og opefter.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Børnebog,

Læs også