Kardinalsynder og bispebegær – Susanne Clod Pedersen SLÆGTEN 5: KLOSTERBARNET
Endelig er serien om slægten Dane kommet på rette spor. En ny forfatter formår både at gøre sine personer levende og tematisere den danske middelalders modsætninger. Og så er bogen meget mere saftig end sine forgængere.
De første fire bøger i Slægten-serien havde en kedelig rød tråd: unuancerede personer, et forsimplet sprog og et manglende blik for den historiske ramme. Så selv om projektet (at skrive en fiktiv danmarkshistorie fra vikingetiden og frem, hvor man følger den samme fiktive familie) fra begyndelsen var tiltalende, så begyndte jeg at frygte, at stilen var lagt for bestandig.
Men heldigvis overrasker seriens femte bind, KLOSTERBARNET, positivt. For den ny forfatter, Susanne Clod Pedersen, gør sig fri af de kedelige tendenser, og viser, hvad intentionen med serien var: at skabe historiske romaner af høj kvalitet.
I KLOSTERBARNET er hovedpersonen den unge Cæcilie Dane, som bliver fanget mellem sit ønske om at være en god kristen og sit kødelige begær. Begæret lærer hun at kende, da hendes onkel begynder at forgribe sig på hende. Det fører til et brud med Danefamilien og Daneborg, og Cæcilie er nødsaget til at være luder for at få til dagen og vejen. Men Cæcilie er stadig et næstekærligt menneske, og det leder hende i armene på ærkebispen Jens Grand. Som hans frille oplever hun spændingerne mellem kirke og konge. Både i Danmark og udenfor, hvor Paven Bonafacius har sammenstød med de egenrådige europæiske konger.
I modsætning til de fire forrige bøger kommer man helt ind under huden på hovedpersonen. Cæcilie er en modsætningsfyldt størrelse, og både hendes tanker og handlinger præges af en bestandig kamp, hvor begæret, moderrollen, slægtspligten og kristendommen trækker fra hver sit hjørne. Cæcilie bliver på denne måde en levende person med brister, uopfyldte drømme og ar på sjælen og ikke blot en stereotyp skal.
Også bipersonerne har en vis fylde, og de får lov til at udvikle sig gennem bogen. Det giver romanen en drivkraft og gør den langt mere troværdig end de forrige Slægten-bøger. Og så er det jo altid underholdende at se abbeder og ærkebisper udvikle sig fra engle til liderlige mænd.
Det eneste punkt, hvor KLOSTERBARNET gør sig uheldigt bemærket, er det lidt for karikerede sprog. Hvorfor skal ordstillingen lede tankerne hen på Master Yoda? Sætninger som ”Hårdere og hårdere blev pinen.” eller ‘Umuligt var det at forestille sig…” har mig bekendt intet sproghistorisk belæg og er formentlig et forsøg på at gøre tonen gammeldags.
Men overordnet set er KLOSTERBARNET bestemt en anbefaling værdig. Både til dem, som specifikt går efter en historisk roman og dem, der blot ønsker god underholdning her i agurketiden.
