Karen Blixen på ny – Karen Blixen VINTER-EVENTYR
Karen Blixen er en af dansk litteraturs helt store stoltheder og sværvægtere, og hun har 43 år efter sin død stadig et utal af passionerede læsere og tilhængere. Med Sprog- og Litteraturselskabets tekstkritiske udgave af VINTER-EVENTYR får disse ny og kyndig vejledning i deres læsning.
Citat
”Se nu paa min Fader, jeg kan aldrig gøre ham tilpas, og jeg er ham i Vejen, hvor jeg saa end gaar. Men dine Forældre elsker dig og synes, du er et helt Mirakel her paa Jorden, hvis bare du vil blive hos dem. ” Alkmene sad nu i lang Tid ganske tavs, saa spurgte hun: ”Men hvad med de Børn, som ikke bryder sig om, at blive elskede?”
VINTER-EVENTYR fra 1942 tæller nogle af Blixens mest berømte fortællinger (ex. ”Alkmene” og ”Sorg-Agre”), og værket har en særlig høj placering i forfatterskabet. Eventyrene anses af mange for noget af hendes mest suveræne – ja, de er ligefrem medregnet i den danske kulturkanon – men de er ikke desto mindre noget af det mest vanskelige at gå til. Nyudgivelsen forsøger derfor beundringsværdigt, dels i kraft af et udbygget noteapparat og dels et efterskrift af litteraten Poul Behrendt, at hjælpe læseren til at forstå nogle af Blixens svære teknikker og henvisninger.
De 11 fortællinger, hendes ”eventyr” består af, kan næppe karakteriseres som rigtige eventyr. De starter ganske vist ofte med ”der var engang”, men de slutter aldrig med et ”og de levede lykkeligt…” Det ser vi i ”Alkmene”, hvor de to unge elskende aldrig får hinanden, og heltinden Alkmene vælger at grave sit guld ned i stedet for at vende tilbage til det halve kongerige. Den trygge, faste formel, som man ofte kan sætte sin læsning af eventyr ind i (den gode og den onde, de tre prøvelser), brydes i det hele taget mere som regel end undtagelse, og Karen Blixen holder ofte tilbage for læseren, hvem han/hun skal ”holde med”. Misforståelser og umulig kommunikation som hindring for kærlighed og lykke både iscenesættes og tematiseres gennemgående af forfatterinden.
VINTER-EVENTYR udkom på grund af Anden Verdenskrig først på engelsk, men blev hurtigt oversat til dansk af forfatterinden selv. Poul Behrendt tager afsæt i denne omskrivning – med tilføjelser og rettelser – i sit efterskrift, og han fokuserer særligt på dens betydning for ”den utroværdige tredjepersonsfortæller” og på ”tilbageholdelsen af vigtig information”.
Det er, som Behrendt understreger, hos Karen Blixen vanskeligt at sige præcis, hvem der taler og tænker hvornår – og om hvor vidt denne er troværdig eller ej. Fortællerens informationer og karakterernes tanker bringes på underfundig vis i spil, og der skabes ofte umærkelige glidninger, som gør, at man som læser aldrig helt kan føle sig sikker på, hvad der ”egentlig” sker. Som Behrendt fremhæver, har Karen Blixen haft kig til både Flaubert og St. St. Blicher i sin teknik, og hensigten er tydeligvis at skabe forvirring og usikkerhed hos læseren. Det lykkes imidlertid Behrendt, ved hjælp af både strukturerende skemaer og grundige læsninger, at klargøre begivenhederne, og en række af fortællingerne (ex. ”Den unge Mand med Nelliken” og ”Alkmene”) kan dermed åbnes.
Nyudgivelsen af VINTER-EVENTYR er i høj grad karakteriseret ved et ønske om at gøre værket lettere fordøjeligt for læseren. Nogle gange bliver der gået lidt for grundigt til værks (undertegnede vil vove at påstå, at de fleste ved, at ”rørig” betyder ”mobil, frisk”), men både gamle og nye læsere kan kun beriges og oplyses af den håndsrækning, det også tilbyder.
