Kasser kommer i alle længder – Rasmus Halling Nielsen OGSÅ
Bag et stort, lettere kejtet omslag gemmer sig en forstyrrende fin lille digtsamling.
Citat
aldrig ophører
aldrig ophører en fjerkugle
med to klare soles vægt lettere
falder grenene
med rå kartofler
rå kartofler
af et sådant budskab
kan kun læses kærligheden
må krigen møde døden
når alting falder fra hinanden ved leen
og alt det skarpe når fredens følelse vokser
oplevelsen af en stor tand
der slet ikke skal være her krig uden virksomhed sol
Da jeg første gang uden at læse bladrede bogen igennem, tænkte jeg irriteret: fyld for helvede blæk i maskinen, inden I trykker bøger. Nu har jeg læst Rasmus Halling Nielsens OGSÅ og indset, at det udviskede, lettere synsforstyrrende udtryk giver uendeligt meget mening. Det komplementerer nemlig digtenes – måske mere rammende langdigtets – temaer, krig og kærlighed, og den rystelse, de ‘rædselsfulde glimt‘, der som ambivalent bivirkning kan ledsage begge fænomener.
Krig og kærlighed – to umiddelbart udslidte, klichéhjemsøgte tematiske modsætninger, men hos Halling Nielsen er hverken det ene eller det andet, eller for den sags skyld sammenhængen, simpel.
OGSÅ, og den skrøbelighed, der gennemtrænger bogen, forekommer på den ene side at være langt fra Halling Nielsens vanvittigt galoperende skrift og kaotiske genreumulighed i fx VI ELSKER MASKINER. På den anden side ikke; selvom der er tale om en mere klassisk, skøn (åh, de ord) lyrik, afsøges sprogets egen, akustiske potens til stadighed, og det er i denne nærmest hypnotiserende, messende strøm, at bogen overbeviser:
– må krigen møde døden en fjerkugle der / aldrig ophører aldrig ophører vil gerne sige: / må krigen møde døden aldrig ophører vil gerne sige: / må krigen møde døden / der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige:
De aldrig ophørende gentagelser og bogens grafiske opsætning gør den besværlig at citere fra. Jeg måtte skære et sted. Retorikken er banal, krigen er abstrakt, men ved ‘at synge det ud i verden‘ virker visionen – den fremtræder overbevisende; både smuk og sand. Men måske indskriver Halling Nielsen sit eget forbehold over for skønhedens hypnotiserende kraft; samlingens ouverture er tyvstjålet fra Shakespeares Hamlet. Scenen sættes med Ophelias spørgen: ‘Could beauty, my lord, have better commerce than with honesty’. Udeladt er Hamlets efterfølgende bemærkning om, at skønheden leder (mænd) til løgn. Sætter det spørgsmålstegn ved visionerne, ved optimismen og den banale appel: ‘må krigen møde freden’? Ude i verden, måske, men ikke i poesien.
Efter ouverturen følger tre dele, hvoraf den midterste fremstår svagest; gentagelserne træder i baggrunden til fordel for små digte med banale, lettere irriterende rim a la nøden-(rimer-på)-døden. Efter denne midtvejs-opvågning vender hypnotisøren Halling heldigvis tilbage. OGSÅ afsluttes i samme messende og overbevisende stil som den begyndes.
Der er som sagt krigen, og over for krigen står roen, intimiteten og kærligheden – den findes, ‘en gang imellem om morgenen‘, men den foregår i kroppen, i ‘den indre masse‘, ligesom krigen også synes at være en kropslig, sanselig erfaring. Og måske er modsætningen krig-kærlighed ikke så ligetil. Krigen og roen flettes sammen; de mødes, og de næres af hinanden: ‘det må forlanges at roen mangler‘, ‘alle følelserne på en gang‘. Utopien virker mikroskopisk, intim: ‘to par brungyldne / varme brystvorter‘, ‘et hi hvori man holder om hinanden‘.
Krig er en realitet, krig er altid politisk og ‘kasser kommer i alle længder’, men den poetiske behandling af krigen er heldigvis langt fra altid politisk – heller ikke hos Halling Nielsen. Der er ingen nemme svar. Man må knibe øjnene sammen og følge den erfaring, det fører med sig. Læs højt, læs horisontalt, læs vertikalt. Det virker.
