Kennedys apoleget – Ted Sorensen PRÆSIDENTENS MAND
JFK’s taleskriver og politiske rådgiver Ted Sorensens erindringer er et fascinerende og lettere foruroligende studie i loyalitet gennem mere end 50 år.
På mange måder siger billedet på forsiden af Ted Sorensen selvbiografi PRÆSIDENTENS MAND alt om, hvilken bog den er, lige fra dens fokus og tema til dens styrker og svagheder:
På et lettere sløret billede ser man i forgrunden den amerikanske præsident John F. Kennedy med selvsikker mine skridte hen over plænen foran Det Hvide Hus. Bag ham, gemt bag et par hornbriller og med en stak papirer under armen, får man et glimt af Ted Sorensen selv, der trods sin meget unge alder allerede ser ganske gammel – og åh ja, ganske kompetent – ud.
Og sådan er bogen også: Lettere uskarp sine steder, forfattet af en gammelklog, men ubenægteligt hyperintelligent forfatter – med JFK som ubestridt midtpunkt.
Ted Sorensen var John F. Kennedys nærmeste rådgiver og taleskriver i 11 år fra 1953 og frem til Kennedys død i 1963. Sorensen var på mange måder en nøgleperson, der som ægte amerikanskliberal satte sit afgørende aftryk på mange af 50-60’ernes vigtigste politiske sager, ligefra borgerrettigheder og månelanding til atomkapløb og Den Kolde Krig.
Sorensens førstehåndsberetninger fra magtens centrum er fascinerende og skrevet med en indsigt og en klarhed, der sømmer sig for en præsidentiel taleskriver. Helt åbent fortæller Sorensen om sit politiske liv i første række bag en af sidste århundredes mest berømte amerikanske præsidenter og beretter om både idealistisk storhed og personligt forfald.
Eller næsten helt åbent. For her kommer vi til selvbiografiens helt store problem: Hvor Sorensen er den første til at indrømme egne fejl og mangler, accepterer han ikke den mindste lille plet på JFK’s omdømme. Selv ikke hvor det, for alle andre end Sorensen, er helt tydeligt, hvad der er foregået. Rygterne om JFK’s konsekvente utroskab nægter Sorensen således at skrive om (selvom han modvilligt medgiver, at der fandt ’moralsk problematiske’ ting sted i Det Hvide Hus), ligesom JFK’s gentagne forsøg på at snigmyrde Fidel Castro og den amerikanske præsidents involvering i den tidlige Vietnamkrig bliver ignoreret eller forskønnet.
Det svækker i høj grad selvbiografiens troværdighed. Og selvom Sorensen kan have ret i, at Kennedys udsvævende privatliv ikke nødvendigvis påvirkede hans præsidentembede negativt, er det helt klart naivt, når Sorensen fx affærdiger JFK’s konsekvente forbigåelse af sit eget udenrigsministerium i kontakten med USSR som uden betydning, eller nægter at forholde sig til den massive valgsvindel Kennedys stenrige far iværksatte i 1960 for at få sin søn valgt til amerikansk præsident.
Disse sager, der bl.a. er blevet dokumenteret af den Pulitzer-vindende New Yorker-journalist Seymour Hersh og den ansete historiker Tony Judt, belaster Ted Sorensens påstand om, at Kennedy skulle være en af de største præsidenter, der nogen sinde har levet. Jo, JFK fik gennemført rigtig megen progressiv lovgivning. Men når centrale kritikpunkter i JFK’s embedsførelse forbigås så tydeligt, som Sorensen gør her, taber påstanden om Kennedys storhed unægteligt værdi.
Denne kritik af Sorensens blinde plet må dog ikke skjule, at PRÆSIDENTENS MAND er en ganske glimrende selvbiografi, der åbner op for et centralt årtis spændende amerikansk verdenshistorie. Som sandhedsvidne om JFK’s præsidentperiode kan den ikke stå alene. Men som en dybt fascinerende (og dybt partisk) beretning om en idealistisk, politisk og ikke mindst loyal ildsjæl bag en af verdens mægtigste mænd er den bestemt alle pengene værd.
