Kierkegaard lever – Tonny Aagaard Olesen & Pia Søltoft DEN UDØDELIGE
’Kierkegaard læst værk for værk’ lyder den præcise undertitel på en ny bog fra Søren Kierkegaard Selskabet, der både kan tjene som fortrinlig introduktion og som meget nyttigt overbliksværk for de viderekomne.
Den 11. november 2005 var det 150 år siden Søren Kierkegaard døde, men at ordet ’udødelighed’ betegner hans forfatterskab er indiskutabelt. Han var som bekendt en ualmindelig produktiv herre, der i visse perioder udgav bøger i et tempo, hvor ikke engang Klaus Rifbjerg ville kunne følge med.
Derfor har redaktørerne Tonny Aagaard Olesen og Pia Søltoft meget fornuftigt sat 22 forfattere på opgaven at læse og præsentere hans bøger og artikler. Fælles for de 22 teologer, præster, filosoffer, litterater mv. er, at de alle selv har forsket i Kierkegaard, og det er derfor ikke bare opkog på andres arbejde de præsenterer for læserne. Tværtimod tripper de næsten af lyst til at komme med en ny vinkel på teksterne, en nyopdagelse af en ironisk selvmodsigelse, en ny måde at sætte det biografiske eller noget i samtiden i forhold til det skrevne, noget nyt!
Opfattelsen af Kierkegaard er altså langt fra nogen statisk størrelse, hvad sidste års fejde mellem Joakim Garff (der er repræsenteret i bogen) og Peter Tudvad (der ikke er med) vidnede om. Fx er det meget godt at vide for eventuelle halvstuderede røvere, at man ikke længere kan nøjes med at fremstamme stadielæren, hvis man vil fremstå som cool Kierkegaard-kender. Stadielæren er forsimplet og indeholder vistnok fælder for den, der ikke ejer refleksionens og dialektikkens evne.
Det giver derimod bonuspoint i Søren Kierkegaard Selskabets fredagsbar at påvise, hvordan der er forskel på hvad man siger og hvordan man siger dette, forskel på hvad man siger man gør og hvad man rent faktisk gør. Og helt i top er det, når man sætter netop forholdet mellem disse ting i forhold til selve værket, og derved giver dette en ny og dybere betydning.
En sådan læsepraksis er naturligvis inspireret af dekonstruktionen, men det ligger de loyale skribenter i DEN UDØDELIGE stærkt på sinde at understrege, at ingen var mere bevidst om disse paradokser og meningsdannende forskelle mellem form og indhold end Kierkegaard selv. Hans uensartede bøger dækkede hver især mange forskellige stilarter og genrer, de var ofte indpakkede i pseudonymer og lagde sig i et ganske særegent felt mellem filosofi, religion og skønlitteratur.
Derfor er det en frugtbar beslutning at overlade formidlingen af de enkelte værker til forskellige forfattere, så de mange vinkler på stoffet giver et samlet indtryk af mangfoldigheden hos Kierkegaard. Redaktørernes krav lød kun på et ’uvidenskabeligt’ produkt, således at alle har en chance for at læse med og få indblik i udødeligheden.
Let er det stadig ikke, men det er spændende, og først og fremmest giver det stor lyst til at læse Kierkegaard selv. Et bedre skudsmål kan man vel ikke give en bog om mandens værker?
