Kilden til kunst – Lise Funder MOTIVER OG SYMBOLER I EUROPÆISK KUNST
Lise Funders leksikon stråler om kamp med de mange fantastiske illustrationer fra kunstens verden, der præger værket. Men artiklerne savner lidt i sproglig præcision, konsekvens og formidling.
Uanset hvor meget eller hvor lidt man bestemmer sig for at tage med i et leksikon, kræver det evnen til kort og præcist at formidle det basale garneret med relevante eksempler og de vigtigste nuancer. Lise Funders leksikon stråler om kamp med de mange fantastiske illustrationer fra kunstens verden, der præger værket. Men artiklerne savner lidt i sproglig præcision, konsekvens og formidling.
Motiver og symboler er billedsproglige virkemidler, som kunstnere bruger i deres kunstværker til at fortælle historier med. Mytiske, historiske og religiøse historier. Men hvordan aflæse historien, hvis ikke man forstår virkemidlerne? Lise Funder peger på de litterære kilder – typisk den græske, kristne og nordiske mytologi – som hjælpenøgle. Altså: Ad fontes!
Nu er et leksikon ikke et værk, man læser fra A til Å. Det er et opslagsværk, man bruger efter behov. Leksikonartiklen skal som udgangspunkt være solid formidling: præcis, gennemarbejdet, kortfattet og velskrevet. Encyklopædiske artikler er gerne længere og har en mere uddybende karakter. Normalt er intet for stort eller for småt til at få sit eget leksikon. Alt fra pistoler og plast til Tolkien har sit eget leksikon. Det faglige leksikon er de seneste år blevet udfordret – ikke bare af Google! – men også af en anti-leksikalsk tendens. Det gælder fx BRØNDUMS ENCYKLOPÆDI fra 1994 og senest DEN STORE DANSKE KLOGEBOG fra 2004. Med afsæt i en genre, som traditionelt tilstræber objektivitet, giver de et subjektivt, humoristisk og ikke mindst læsevenligt bud på viden om alt.
Lise Funders opslagsværk er et traditionelt sagligt og fagligt leksikon. Det er en knaldgod idé med et opslagsværk, der skal lette vejen til kunstnerisk forståelse ved at vise vejen fra kilde til kunst. Og der bliver vist og angivet mange veje. Man kan søge på alt både inden for og uden for billedrammen: personer, titler, temaer, motiver, symboler og attributter. Men allerede under læsningen af forordet bliver man urolig. Formål, læsevejledning og afgrænsninger flyder tilfældigt sammen i en rodebunke af oplysninger. Man savner definitioner, klare afgrænsninger og en konsekvent sprogbrug. Man savner en god introduktion. Og registre.
Artiklerne er forsøgt bygget op som en tretrinsraket: først en kort ordforklaring, dernæst en længere beskrivelse af opslagsordet med udgangspunkt i de relevante litterære kilder, og endelig en række eksempler på dets udbredelse og anvendelse inden for kunsten. Som udgangspunkt er strukturen fin. Men der kæles ikke meget for sproget, der er præget af uendelige opremsninger af symbolske betydninger, vage markører som ”ofte” og ”oftest” og formuleringer som ”Disse værker har været inspiration for billedkunstnere”. Temmelig intetsigende i længden. Indimellem synes Funders egen stemme også at drukne i larmen fra koret af hjælpere. De øvrige leksikalske værker på området (og de litterære kilder), som Funder støtter sig til, synes at glide ubearbejdet ind i teksten. Det skaber forvirring: hvem er den egentlige formidler i den artikel, jeg læser nu?
Enkelte opslag er deciderede upræcise. Om ”Kronos” får vi fx fortalt, at han er frugtbarhedsgud og æder sine børn. Kæmper, taber og forsones med sønnen Zeus. Afbildes som en gammel mand med stok. Hans attribut er et segl eller en le, der henviser til positionen som frugtbarhedsgud og til hans kastrering. Kronos kastrering? Det fremgår ikke af artiklen. Symbolet (seglet eller leen) hævdes ellers, det er vel pointen med artiklen, at pege på hans egen kastrering.
Men så kan man selvfølgelig altid bare goggle ham. (Kronos bliver kastreret i kampen med Zeus).
