For mig er det konflikten, der er interessant – Kim Leine VERDENSLITTERATUR PÅ MØN 2012
I september måned 2012 var den dansk-norske forfatter Kim Leine inviteret som æresgæst til arrangementet VERDENSLITTERATUR PÅ MØN, hvor et par hundrede litteraturelskere årligt samles i en rødmalet skovpavillon midt i den danske bøgeskov for at fordybe sig i et forfatterskab og igennem samtaler med forfatteren at opleve verdenslitteraturen på tæt hold. Arrangementet er blevet afholdt 13 gange og med store internationale gæster som Haruki Murakami, Günther Grass, Karl Ove Knausgaard, Ben Okri og Fay Weldon som hovedattraktion.
Kim Leine har i det seneste år haft stor succes med den historiske roman PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. En storslået fortælling om den unge præst Morten Falck, der rejser til Grønland med to mål: at realisere sig selv og at omvende de vilde indfødte til gode kristne. Det viser sig i midlertidigt, at være lettere sagt end gjort, og mødet med den koloniale virkelighed, med grønlænderne og med sit sande jeg, bliver en fortælling, der er fantastisk og medrivende samtidigt med, at den virkelig giver læseren stof til eftertanke.
Jeg møder Kim Leine på hans værelse inden arrangementets start og stiller ham et par spørgsmål om hans roman. På bordet imellem os ligger ud over min notesblok en lille stak bøger. Den øverste i stakken er af Günther Grass (der i øvrigt var gæst i sommeren 2000, da Verdenslitteratur på Møn slog dørene op for første gang). Derudover ligger et nummer af den grønlandske avis Sermitsiaq slået op på en artikel om PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN og en sandwichbolle som forfatteren roligt spiser sig igennem. Han tygger af munden og begynder at fortælle. Han fortæller om Grønland, om sig selv og om trangen til frihed. Om ydre og indre konflikter og om kulturelle sammenstød.
‘Litteratur er jo ofte konfliktbaseret. Den opstår når tingene begynder at skride. Det oplevede jeg meget i mit personlige liv, da jeg boede i Grønland. Tingene begyndte at gå skævt på et tidspunkt, og på den måde er min oplevelse og min litteratur blevet en parallel fortælling til Grønlands historie: To kulturer mødes og forelsker sig i hinanden, og på et eller anden tidspunkt går det skævt, og dette forhold er noget, der fuldstændigt unddrager sig at blive analyseret i etnologiske rapporter, sociologiske rapporter og andre faghistoriske bøger.’
‘Modsat rapporter og faglitteratur kan skønlitteraturen beskrive disse møder og konflikter. Forfatteren kan vise en given situation i realtime, han kan trykke pause og bevæge sig frit omkring situationen og betragte den fra forskellige vinkler og undersøge, hvad det egentlig er, der sker. Forfatteren kan afspille disse møder og interaktioner mellem mennesker, og gøre det tydeligt, hvorfor konflikten udspiller sig. Hvornår tingene går galt og eventuelt også, hvorfor de går galt. Hvorfor begynder man lige pludselig at misforstå hinanden?’
‘Det er disse spørgsmål skønlitteraturen kan komme med et bud på. Det er mit alibi for at skrive skønlitterært – Det er det bedste jeg kunne finde på.’
Forfatteren smiler stort, og skynder sig at spise en gaffelfuld mad. Imens spørger jeg, hvilken betydning de konfliktfyldte møder har for personerne i hans roman.
‘En reflekteret person kan bruge konflikten til at forstå sin situation bedre og til at revurdere sin situation. Det sker, når man efter konflikten reflekterer over, hvad der gik galt. Det er det, som sker mellem den danske præst Morten Falck og den grønlandske kateket Bertel Jensen i PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. De bruger hele bogen til at reflektere over deres forhold, og ender da også med at blive venner til sidst, men de har simpelthen brug for at køre løs på hinanden for at forstå den situation, de befinder sig i, og undervejs virker det meget uforsonligt – især fra Bertel Jensens side – men de bliver faktisk venner til sidst. Afklaringen kan man ikke læse om i romanen. Den, syntes jeg, ikke er interessant at afspille. For mig er det konflikten, der er interessant.’
Et andet gennemgående tema i PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN, og i dine værker generelt, er frigørelsen. Morten Falck rejser til Grønland for at gøre sig fri af borgerskabets lænker og for at genopdage sig selv …
‘… Ja mange tror, de søger noget ydre. Noget nyt. Jeg ser det hele tiden. Folk der rejser til Grønland egentlig bare for at finde dem selv, eller for at nulstille dem selv. De flygter fra noget uønsket i deres liv, og prøver at finde tilbage til noget oprindeligt – til ‘selvet’. Den forestilling, om at genfinde ‘selvet’, finder man hos mange, der rejser til Grønland. Det ‘selv’ de så finder, er ofte et helt andet end det, de havde forestillet sig. Ofte bryder man sig overhovedet ikke om dette ‘selv’.’
Leine holder en kort pause og udstøder et lille grin, inden han fortsætter:
‘Morten Falck søger blandt andet dette. Han søger en naturtilstand, han har læst om hos Rousseau. Det, der driver Morten, er i virkeligheden hans eget begær, men han bruger Rousseau som en teoretisk overbygning – altså som et alibi for sin rejse. Men han finder ikke det, han søger – ikke i første omgang i hvert fald. Han tager til Grønland på de forkerte præmisser, og han begynder at bevæge sig i cirkler.’
‘Nu er jeg gammel misbruger, så jeg ved alt om cirkler, og misbrug handler om at køre i cirkler, og om at forsøge at komme ud af disse cirkler. Mortens rejse følger en bestemt cirkelbevægelse fra Norge til Danmark til Grønland tilbage til Norge til Danmark igen og til Grønland en sidste gang.‘
‘Da Morten rejser til Grønland efter branden i København, falder verden bogstaveligt talt sammen om ørerne på ham, men heldigvis forsvinder de belastende papirer om hans tvivlsomme opførsel i kolonien. Han vender tilbage til Grønland som en lettet mand, og først der tager han tager sin grønlandske fortid alvorligt. Han slutter fred med genfærdet af den afdøde enke og ender med at blive begravet ved hendes side, og på den måde opnår han en slags forsoning i sidste ende.’
Du skriver ikke kun om den enkeltes trang til frihed. Det grønlandske folks frigørelse og opstanden i Evighedsfjorden fylder også meget.
‘Opstanden var først og fremmest religiøs. Kristendommen var en stærk talisman for grønlænderne. De troede fuldt og fast på Jesus Kristus og på frelsen igennem ham. Det danskerne gjorde forkert i kolonitiden i Grønland, var at tage et system, der fungerede fint i Danmark, og løfte det op, og pladre det ned over en anden kultur – ligesom man stadig gør med f.eks. sundhedsvæsnet deroppe. Så sidder danskerne bagefter og tænker, nu har de fået det her som en gave. Hvorfor kan de så ikke få det til at fungere?’
‘I PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN omformer profeterne de danske kristne traditioner i deres eget billede, og så fungerer de meget bedre. Men det forstår kolonimagten ikke, og derfor opstår der en konflikt imellem kolonimagten og profeterne.’
‘Jeg har ønsket, at romanen skal være en fortælling om frihedskamp, personlig frigørelse og et lands eller en kulturs frihedskamp. Måske er denne frihedskamp, blot noget jeg postulerer. Det er ikke sikkert, at grønlænderne selv har set det på den måde. Vi ser det med vores øjne anno 2012. Jeg har forsøgt at få alle de historiske facts korrekte og de fysiske rammer for fortællingen på plads. Derudover føler jeg mig fuldstændigt fri til at skrive, hvad der falder mig ind.’
Med denne litterære formel, der frit blander stringente historiske fakta og forfatterens løbske fantasi, har Kim Leine skabt en vedkommende roman, der både har taget anmeldere og læsere med storm. Han fortæller, at bogen er solgt til 11 lande, og at at han netop selv har oversat den norske udgave. Samtidigt virker han en smule overrasket over succesen, og han virker nærmest benovet, da jeg spørger, hvordan det føles at blive inviteret til et arrangement, der indlemmer ham i litteraturens verdenselite. Han tænker lidt og skæver ned til romanen af Günther Grass, der ligger på bordet. Han griner et lille grin og siger:
‘Jeg er vågnet op i baronens seng. Nej, jeg synes altså ikke, at jeg er helt oppe i samme liga som Grass og Murakami. Det kan være, at man har set i krystalkuglen, at jeg er på vej op. Jeg aner ikke, om jeg får succes. De andre år har det jo været kæmpe navne, som har været verdensberømte i forvejen, så det er spændende at se, om jeg kan gøre publikum glade, eller om de bliver skuffede.’
Ingen virkede skuffede, da Kim Leine indtog scenen på Møn. Han fortalte åbenhjertigt om sig selv, om Grønland og sine overvejelser omkring PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. Stemningen var, ligesom under vores samtale, både personlig og umiddelbar. Lidt som at læse hans bøger, der er ligeså nemt tilgængelige, som de er fængslende. De er fyldt med skæve indfald og uventede anekdoter, der får os til at grine, men samtidig også til at tænke en ekstra gang – over os selv og over den verden vi befinder os i.
Leine har mere end nogle anden fortjent sin succes, og det ser ud til at krystalkuglen talte sandt. Siden september 2012, har han vundet De Gylde Laurbær, Jytte Borberg prisen og Weekendavisens litteraturpris. Derudover er han nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris og til DR’s romanpris.
