Kim Simonsen: Hvad hjælper det et menneske at vågne en morgen på denne side af dette årtusind
En rørende digtsamling der sætter tiden talt i årtusinder, universets galakser, vores lille planet med udsigt til solen og et enkelt ensomt menneskes enorme sorg i gensidigt perspektiv. I hvilken målestok kan man egentlig tælle livet og døden, sorgen og savnet?
Forlaget Vild Maskine har i år udgivet færøske Kim Simonsens digtsamling fra 2013 i dansk gendigtning. Den bærer den på alle måder store titel: Hvad hjælper det et menneske at vågne en morgen på denne side af dette årtusind. Det er et stort spørgsmål. Hvad er nytten af at vågne? Umiddelbart intet; det hjælper ikke sådan i sig selv. I titlen er der også to kontrastfulde tidsangivelser: ”en morgen” og ”dette årtusinde”. Én morgen virker så lille i forhold til et årtusinde – og det gør ”et menneske” egentlig også. Om det vågner synes ikke at gøre den store forskel. Det er en fremragende titel. Besnærende og forunderlig, bøvlet og interessant. Og den fungerer som titel – den er dækkende for værket. Helt rent slår den tonen an.
”Titlen gentages delvist i samlingens første digt:
På denne side af dette årtusind tilslørede haglbyger verden.
Hverdagen er lettere at tabe af syne,
nu hvor år og uger er en trappe af luft, du bakker op ad
et skridt ad gangen, til sidst har du glemt
både begyndelsen og slutningen, og så falder du ned,
helt ind under jorden,
så sneen også kan sne på dig. (s. 7)”
Digtet er sløret, men det går fra år til uger og du’et glemmer både begyndelse og slutning, før det bliver dækket af både jord og sne. Det er et digt om at miste, om at du’et svinder ind og dør, og hvor er det et smukt og nænsomt digt.
Digtsamlingen handler om savnet af den elskede og sorgen, som synes uendelig – udstrakt i tid og sted, i dimensionerne fra det største til det mindste, i filosofi, videnskab og natur – og det nyttesløse i at være det menneske, der må vågne hver morgen i dette årtusinde og bære alt det.
”Jeg skal bo her et stykke tid,
i et gult hus på Gotland
med mange små rum,
som engang var et børnehjem
for drenge.
Den norske kong Haakon var på besøg
her i 1907.
Du ringer aldrig mere. (s. 17)”
Tænk hvis de gjorde! Selv det mindste opkald ville være så meget større end den store konges historiske besøg. Kim Simonsen arbejder med modsætninger og forskelle. Han kan både gøre det så subtilt som her og andre gange så abrupt at det runger. Det kan være modsætninger og forskelle i afstande, steder eller dimensioner:
”Jeg er født på en ø.
Øer er omgivet af hav.
Jeg føler mig hjemme på en ø,
kun på en ø.
Vi er på hver vores ø,
jeg savner dig
og orker ikke at tænke på
et liv uden dig.
Nu er det for koldt at bade i havet. (s. 18)”
Digtene på side 17 og 18 kunne (blot) være digte om hjertesorg, men vores bevidsthed fra samlingens første digt (S. 7) om, at du’et er død, at den ø de er på, befinder sig i dødsriget, giver alt en tyngde, en uigendrivelighed, der fører tilbage til titlens. ’Hvad hjælper det…’
Værket er dog andet og mere end dybt mismod og tonstung tyngende sorg. Nej, det er ikke let, men livet er bøvlet genstridigt og insisterende. Selv i sorgen er det på tværs af universet også dybt åndsvagt og latterligt forbundet som det hele er:
”Ud af milliarder af galakser
med milliarder af stjerner i hver
skulle vi ende her
og se på den stjerne,
vi kalder Solen,
med de der briller,
der får én til at ligne Woody Allen. (s. 12)”
Springet mellem de kosmiske perspektiver på størrelse med sorgen og til at sidde der og ligne Woody Allen, er komisk i en grad, der bringer mindelser om Sternbergs Depressionsdigte, som i deres bundløse sortsyn bliver paradoksal morsomme med vers som ”Det er som at være fanget i en verden af Playmobil, når man er lavet af Lego”.
Der er noget befriende i de groteske sammenstød midt i alt det tunge og meningsløse. Det er den upassende latter, der paradoksalt – til tider på grund af menneskets dårskab – glimter i den mørke sorg.
”Nu hvor vi ved, at nyopdagede bakterier
ernærer sig af jernet
på bunden af bassinerne
omkring kernerne i atomreaktorerne,
skal alt strømme igennem os,
mens det tredje årtusind trækker en tråd
mellem kommende og endnu ufødte celler
og lysten til at leve (s. 61)”
Livet insisterer trods sorgen og savnet på at være til, og det gør det hele vejen igennem digtsamlingen, der umiddelbart efter det på kanten af det atomare-apokalypse livsbekræftende digt, ender med den optimistiske konstatering: ”Jeg kunne dø her. I dette årtusinde” (s. 62)
”Livet, det er livet værd” og det skriver Kim Simonsen frem med modsætninger og paradokser i den rørende digtsamling om sorg og savn med den spørgende titel: Hvad hjælper det et menneske at vågne en morgen på denne side af dette årtusind, hvor svaret i modsætning til det umiddelbare ’intet’, bliver, at det i sig selv er meningen at vågne til dette umulige men insisterende liv.
