Klamt kød og socialisme – Upton Sinclair JUNGLEN
Ulækre favntag med Chicagos kødindustri i starten af 1900-tallet. Historien om emigrantarbejderen Jurgis og de onde kapitalistiske slagterier fortælles uden de store nuancer, men med et væld af detaljer og en ligefremhed, der river læseren med på trods.
Citat
Familien stod målløs, da han [Antanas, Jurgis’ far] fortalte dem om arten af sit arbejde. Han var ansat i det rum, hvor oksekødet blev præpareret til at blive lagt ned i dåser. Kødet havde først ligget i store baljer med kemikalier, hvorefter mænd med store gafler parterede det og lagde det i tønder for at bære det ned i kogeriafdelingen. Når de havde fået fat i omtrent alt kødet, blev baljen væltet om på gulvet, for at ikke en trevl af kødet skulle gå til spilde, og når de havde fået resterne med op i tønden, var det Antanas’ opgave at feje den såkaldte saltlage ned gennem en tragt, hvor store beholdere nedenunder tog imod den. ’Saltlagen’ blev benyttet mange gange, men ikke nok med det, i tragten var der et slags filtrerapparat, der tog imod de sidste rester af affaldet fra baljerne – og dette apparat skulle Antanas holde rent og sørge for, at affaldet kom ned i tønderne sammen med det andet kød.
Da Jurgis Rudkus emigrerer fra Litauen til USA med sin familie, er det med kufferten fyldt med håb. Amerika er mulighedernes land, og Jurgis har arbejdet ved jernbanen i Smolensk, så intet job er for hårdt eller for beskidt til denne østeuropæiske kraftkarl. Det viser sig dog hurtigt, at Chicagos slagterikonger med glæde vil påtage sig opgaven at få ham ned med nakken, og inden længe sidder Jurgis i gæld og indvolde til halsen.
Der er ganske enkelt ikke grænser for, hvad denne hårdtarbejdende familiefar må trækkes igennem af svinerier, snyderier, vold og korruption, før romanen er ude. Forholdene på slagterierne er hårrejsende ækle. Der er rotter og skimmelkød i pølsefarsen, og byldebefængte kolerakøer omarbejdes gladelig til prima kødkonserves. Dertil kommer at slagterne arbejder til sulteløn, og at alle – uden undtagelse – gør alt for at franarre de stakkels arbejdere deres hårdt tjente dollars.
Det skorter kort sagt ikke på kvalmefrembringende kødbeskrivelser og udpenslinger af armod og ulykke i JUNGLEN. Upton Sinclair blæser ikke sin læser bagud mod væggen med digterisk sitrende passager, men han fortæller sin historie inciterende og med indignationen heftigt plaskende under overfladen. Denne ligefremme skrivestil bringer forfatteren helt på linje med sin halvtumpede, men alligevel kært sympatiske, hovedperson.
JUNGLEN udkom første gang i 1906 og fik stor indflydelse på kødindustriens opfattelse af hygiejne. Arbejdernes forhold rokkedes der til gengæld ikke meget ved. Sinclair udtalte selv, at han havde sigtet efter folks hjerter, men ved et uheld havde ramt deres maver i stedet.
Måske kan det have noget at gøre med den måde, hvorpå socialismen tvinges ind i bogens sidste del. Hen imod slutningen stifter Jurgis bekendtskab med en organiseret arbejderbevægelse, og herfra udvikler romanen sig til en art sokratisk dialog mellem dumme, uoplyste individualister og indviede agitatorer, der kyndigt udlægger den socialistiske lære. Sidelange monologer fremstår flere gange, som var de taget direkte ud af et partiprogram.
Udpenslingen af de socialistiske forklaringsmodeller virker som et fremmedlegeme i en ellers velfungerende roman. Man sidder tilbage med en følelse af, at bogen ville have været bedre tjent uden disse politiske udladninger, for Sinclairs omfattende beskrivelser af arbejdernes umenneskelige forhold er i sig selv tilstrækkelige.
Grundlæggende er det dog en fornøjelse at lade sige føre gennem Sinclairs fordærvede Chicago. JUNGLEN er en roman, som ikke vinder sine læsere med sin dybde og refleksion, men som i John Steinbecks VREDENS DRUER bæres man frem af en snærende følelse af uretfærdighed, som vokser sig lidt større og lidt stærkere, hver gang bogens personer franarres deres penge, deres arbejde og deres drømme.
