Klassiker udsat for Bjørn Nørgaard – Anna Seidelins BIBELEN
Anna Seidelins sødmefyldte udgave af bibelen har fået nye illustrationer, hvor dagsaktuelt blandes med kristendommens forlæg. Men har Bush og Fogh i lyserøde og gyldne nuancer noget at gøre i Bibelen?
Bør man læse Bibelen i autoriseret, uforkortet udgave på vers, eller kan man ‘nøjes’ med at læne sig tilbage med en læservenlig udgave af slagsen, som nærmer sig natbordsromanen i tilgængelighed? En del af svaret er naturligvis, at det afhænger af formålet.
Hvis formålet er at opdage eller genopdage Bibelens fantastiske tællinger for sin egen fornøjelses (eller frelses) skyld, så er Anna Seidelins udgave uovertruffen. Den er så direkte og nærmest naiv i sin fortællestil, at den kan læses af alle aldre, men samtidig så sødmefuld og vis, at den får den dybde, som en bibeludgave bør have.
Anna Seidelin forholder sig forholdsvis frit til opgaven, og inddrager f.eks. referencer til nutiden, men altid kun på forlæggets præmisser. Referencerne bliver brugt til at give en bedre forståelse af Bibelen, ikke det omvendte; at bruge Bibelen til at belyse nutiden.
Alt i alt er det både forståeligt og velfortjent, at Seidelins Bibel er blevet en folkelig klassiker. Men selv klassikere sælger jo ikke sig selv, i det omfang forlagene kunne ønske sig, og derfor kan man altid udsende udgaver med nye illustrationer. F.eks. af kunsteren Bjørn Nørgaard, som har fået nationalkunstnerstatus efter gobelinerne.
Bjørn Nørgaards illustrationer fungerer bare ikke særlig godt hverken på udtryks- eller indholdssiden. Illustrationerne er en blanding af blyantstegninger og collager af fotografier og tekst, som er holdt i lyserøde og gyldne farver, og som fremstår meget rodede. Også på indholdssiden er det komplekse og sammenstillende vægtet højest. Motiverne fra de bibelske fortællinger er blandet sammen med nutidsobjekter, som billeder af afrikanske soldater, kinesiske arbejdere og statsmænd og Bush, Schrøder og Fogh.
Ideen bag dette kunne være, at kontrastere den enkle og fine stil hos Anna Seidelin med illustrationer, som gør opmærksom på det modsatte, det komplekse, og derved give stof til eftertanke. Problemet er bare, at fokus i illustrationerne er flyttet fra forlægget. Den råde tråd er kappet, og temaet er verden i dag belyst af bibelske motiver. Illustrationerne fungerer dermed ikke som tankevækkende kontraster, men som løsrevne fragmenter med en dagsorden som ikke stemmer overens med Anna Seidelins. Men det er måske illustratorernes selvbestaltede opgave i denne tid?
