Klatreøvelser – Rune Fritz Nicolaisen AT VÆRE UNDERVEJS – INTRODUKTION TIL HEIDEGGERS FILOSOFI
Husk at højdeskrækken forsvinder, hvis man retter blikket opad, mindes læseren om i bogens indledning. Men man kan kigge, hvorhen man vil. Trods kæk bjergbestigermetaforik når Nicolaisen aldrig op i højderne.
AT VÆRE UNDERVEJS er ifølge indledningen en guidet vandretur i de heideggerske bjerge, og læseren kan se frem til alt fra »halvkedelige bjergsletter« til »den heideggerske tænknings Mount Everest«. Det er derfor med den skrækblandede fascinations let svedige håndflader, man åbner bogen. På smudsomslaget sidder filosoffen og stirrer mod svimlende højder som en arisk udgave af Yoda, tænksom, mystisk, skødesløst genial.
Frem til og med kapitel 5 er det stejlt op ad bakke, men på den fede måde. For os, der altid har følt afmagten brede sig i lemmerne ved filosofiske paradokser som ’altid allerede’ og ’stadig tilblivelse’, er det en fryd at se Nicolaisen tumle sig i Heideggers bjerglandskab. At væren for Heidegger ikke drejer sig om en essens, men om en proces, der på ontologisk-hermeneutisk vis forstår sin tilstedeværens i-verden-væren, og at denne grunder hinsides onto-teologiens dualistiske tænkning og tidsopfattelse i en slags abstrakt-specifik urtilstand, hvorfra den gængse metafysik destrueres ved tænkningen af væren som en stadig gentagelse, en uendelig selvfortolkning, en Schöpfung aus Nichts – alt dét gør Nicolaisen forståeligt, og dét skal han have tak for.
Men så går det nedad igen. Kapitel 6 er nok er tænkt som (bogens) Mount Everest, men er det ikke. Nicolaisen fortæller om ’den sene Heidegger’, men får ham ikke sat i spil. De sidste to kapitler fungerer mest af alt som en FAQ-liste. Heideggers forhold til nazismen forklares utålmodigt og arrogant, ja Nicolaisen virker næsten irriteret over at skulle bevise, at Heidegger – trods 12 år i NSDAP! – ikke bedrev nazifilosofi.
Det er en klar mangel, at bogen ikke sætter Heideggers filosofi ordentligt i kontekst. Udover Husserl, Aristoteles og et par sporadiske henvisninger til de allervigtigste fra Kant og frem, er der ikke meget at komme efter. Hvor er den tyske idealisme, Schelling, Fichte og Hegel? Hvor er Nietzsche? Og fransk poststrukturalisme (bevares, Derrida får én side, Lacan to)? Kapitlet om Heideggers aktualitet er overraskende nationalt orienteret og fokuserer på f.eks. norsk sygeplejevidenskab, økologi og arkitektur. Men hvad med sådan noget som forholdet til det sidste årtis kapitalismekritik? Kunne man ikke forestille sig en parallel mellem Heideggers værensglemsel og teknologikritik og Boltanski & Chiapellos diagnose af kapitalismen? Og hvad med begreberne væren og intet i forhold til Agambens potentialitetsbegreb?
»Vær en ægte bjergvandrer og blæs på, hvad turistbrochurerne måtte sige om et bjerg,« opfordrer Nicoalisen læseren i begyndelsen af bogen.
Forståeligt nok, eftersom det hverken er i Norge eller i AT VÆRE UNDERVEJS, at den heideggerske tænknings Mount Everest befinder sig.
