Klichéernes krimifar – James M. Cain DOBBELT DÆKNING
Forlaget Rosenkilde vækker efter eget udsagn store, klassiske krimier til live. Men hvor stor er DOBBELT DÆKNING fra 1936 egentlig?
Citat
Hun lukkede øjnene, og lidt efter begyndte hun at græde. Jeg lagde armen om hende og kærtegnede hende. Efter det, vi lige havde siddet og talt om, virkede det mærkeligt, at jeg sad og behandlede hende som et barn, der havde tabt en mønt.
’Walter, du må ikke lade mig gøre det her. Vi kan ikke. Det er simpelt hen – vanvid.’
’Ja, det er vanvid.’
’Vi gør det. Jeg kan mærke det.’
’Også jeg.’
Trangen til at gøre oprør kan overvinde selv den pæneste pige i klassen, og det er netop denne trang, der overmander hovedpersonen i DOBBELT DÆKNING. Walter Huff er forsikringsmand og lovlydig borger, indtil han møder den sexede, gifte Phyllis. Hun higer efter sin mands penge, og Walter efter hende. Han indvilliger i at slå hendes mand ihjel i håbet om at vinde hendes hjerte. Det kaldes ægte kærlighed i en syg verden.
Romanen er Walters bekendelse. I stedet for at bruge krimiens klassiske ’whodunnit’-plot, portrætterer James M. Cain morderen før, under og efter drabet. Det giver plads til Walters refleksion, og hans tiltagende angst for at blive afsløret skaber den spænding, krimien måtte mangle i form af den allerede afslørede morder.
Et krav til læsningen af DOBBELT DÆKNING er, at man kan ignorere sproget, der er uraffineret og klichépræget:
– Men lige med et så hun på mig, og jeg følte en isnen der krøb op ad ryggen på mig og gik lige ind i hårrødderne.
Nok er sproget plat: ’skæret fra ilden skinnede i hendes øjne som om hun var en slags leopard’, men stilen er helt igennem konsekvent. Det samme gælder Cains karakterer, der ikke ejer skyggen af selvironi, og som er typer i klassisk forstand. Kompagnonen Keys er både fed og gnaven, men god nok på bunden, og Phyllis, den farlige femme fatale, har ’en skikkelse, der kunne drive en mand til vanvid.’
Både typerne og tematikken understøtter den hårdkogte stil, der dominerede i kriminallitteraturen i USA’s mellemkrigstid. Går man med på denne stil – som Cain sammen med Raymond Chandler og Dashiell Hammett ses som grundlæggere af – fungerer DOBBELT DÆKNING. Plottet er skruet godt sammen, og til trods for forudsigeligheden er den spændende.
I DOBBELT DÆKNING viser Cain menneskets skyggesider og mordets bagside. Walter må ligesom Dostojevskijs Raskolnikov i FORBRYDELSE OG STRAF erkende, at ét er at begå et mord, noget andet er at skulle leve med skyldfølelsen. Herudover kommer Cains løftede pegefinder om, at kvinder kan være nok så smukke, men ikke nødvendigvis til at stole på!
I filmatiseringen af krimien DOUBLE INDEMNITY fra 1944 yder Barbara Stanwyck en pragtpræstation som den upålidelige Phyllis. Filmen er blevet en kult noir-film og kan bestemt anbefales. Så orker man ikke 148-siders tynd litteratur, kan man sagtens nøjes med filmen.
Cain leger, som mange krimiforfattere, med tanken om det perfekte mord. Om han også forsøgte at skrive den perfekte krimi, melder historien ikke noget om. I så fald har han fejlet. DOBBELT DÆKNING er fin som et godt gammeldags krimi-fix, men hvorfor Forlaget Rosenkilde kategoriserer krimien som klassiker, aner jeg ikke.
