Kludetæppet væves færdigt – Monika Fagerholm GLITTERSCENEN


Myter og mord i de mørke finske skove. Det lyder som en historie, vi har fået fortalt før, og det har vi også. Monika Fagerholms nyeste roman er den sidste, længe ventede bog i tobindsværket ENDEN PÅ GLITTERSCENEN. Lige som i første bog, kredser historien om mordet på teenageren Eddie de Wire – en sag, der gennem årene har draget unge piger i lokalområdet, altid med fatale følger.

Citat

Den amerikanske pige i en snekugle. Af og til tænker Johanna også på det. Ensomme tanker. To figurer i et vådt landskab. Driv ikke din kærlighed for langt, Eddie. Ulla på Glitterscenen, Johanna i skovbrynet nedenfor, som altid alene i mørket.

Ille, dille død, Lille. ”Der findes så meget død.” Erindringen om Ulla fra for to år siden, 2004. ”Jeg er dødens Ylla.” Ulla Bäckström, der fanger snefnug på tungen på en mark.

Finlandssvenske Monika Fagerholm var længe om at skrive GLITTERSCENEN, den selvstændige fortsættelse til DEN AMERIKANSKE PIGE fra 2007. Herefter skulle der gå tre år, før den danske oversættelse lå klar. Da var bogen for længst blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris (2010).

Selvom GLITTERSCENEN er anden del i et tobindsværk, kan den sagtens læses for sig. Dels fordi alle hovedbegivenheder fra første bog opridses indtil flere gange undervejs, dels fordi romanen har sin egen, nye, selvstændige fortælling, dog med forbindelse til plottet i DEN AMERIKANSKE PIGE.

Vi er stadig på Egnen ved Bule Indsø. Årtier er gået, men tiden har langt fra læget alle sår. Amerikanske Eddie de Wires skæbne er fortsat en gåde, der tiltrækker sig stor opmærksomhed, men som ingen ønsker at tale åbent om. Med tiden er Eddie blevet Egnens bedst kendte historie. Der bliver sågar fremstillet snekugler med små figurer af hende i.

Den syttenårige Ulla har skrevet et teaterstykke om den amerikanske pige, som hun selv opfører. Kort tid efter dør hun. Johanna arbejder på et skoleprojekt og søger svar på Egnens gåder. Via Ulla trækkes hun ind i historien om den amerikanske pige. Det samme skete små tyve år tidligere for præstedatteren Maj-Gun Malaamaa, der sammen med Suzette Packlén, datter af kludevæveren fra den fjernere indsø, dykkede ned i den mystiske kærligheds- og kriminalmyte. De unge pigers historie hvirvles sammen med Eddie de Wires, misforståelser og nye forbindelser opstår.

GLITTERSCENEN er som de kludetæpper, Suzette er vokset op med: De mange dele passer ikke rigtigt sammen, men danner alligevel et hele til slut. Om det er en fordel, at have læst DEN AMERIKANSKE PIGE, er jeg langt fra sikker på. Faktisk hælder jeg mere til, at det kan være en ulempe. Handlingen fra første bog opridses så mange gange, at det for mig endte med at blive et irritationsmoment. Bogen henter sit fortællegreb fra blandt andet sagn og folkeviser, og netop folkeviserne bruger ordret gentagelse af hovedbegivenheden i strofernes sidste vers som virkemiddel. Fagerholms reference hertil er gennemført, men også en smule omklamrende.

Man kan læse GLITTERSCENEN som en fortælling med rødder i den nordiske natur og sagnkultur, skrevet af en særdeles sprogbevidst og formmæssigt eksperimenterende forfatter, som overøser fortællingen med snørklede, men smukke, beskrivelser og henvisninger til ældre fortælletraditioner. Man kan også læse den som en historie om drømme, usikkerhed og seksualitet hos unge piger, der både er børn og voksne.

Uanset hvordan man vælger at betragte romanen, og ligegyldigt hvor meget man påpeger, at den er rigtig godt skruet sammen, overstråles GLITTERSCENEN dog lidt af sin forgænger DEN AMERIKANSKE PIGE, der havde cirka samme fokus, men en betydeligt stærkere hovedhistorie og spændingskurve, samt et stærkere persongalleri. Men som sagt: Nye læsere kan sagtens starte her – på Glitterscenen.

Skrevet af Marie Hauge Lykkegaard

Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Har også læst litteraturformidling ved Universitetet i Oslo.

Skriv til Marie

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *