Klunke, Neger Thomas og Præstepoul – Jens Blendstrup LUSKEFISEFORTÆLLINGER
Det er en kunst at være morsom, uden at det bliver plat, og LUSKEFISEFORTÆLLINGER er alt andet end plat. Det er elegant komik serveret i et legende let sprog, der bare danser derudad.
Citat
Jeg sad sammen med Bimse i hans legehus. Deres hund Rex luskede hen i skyggen af et træ. Det var afsindigt meget sommer. Vi var nærmest smeltet. Når hunde hører sirener, begynder de at hyle. Det er fordi de tror at ambulancen er deres forfar der kalder på dem. Pis og papir sagde Bimse som aldrig sagde meget. (…). O.k. så sig du hvorfor de hyler når de hører ambulancer? Munden går og klokken slår, sagde Bimse.
Jeg kan huske engang for snart hundrede år siden, hvor jeg var til Øverste Kirurgskes månedlige oplæsning på The Lab på Vesterbro, og Jens Blendstrup var annonceret til at læse op. Den flittige oplæser var dog blevet forhindret og havde i stedet sendt en båndet optagelse af sin datter og forfatteren, der talte sammen med mærkelige stemmer og vel spillede en form for legende teater. Det var ikke stor kunst, men det var underholdende og meget lidt overraskende, når man har været vidne til Jens Blendstrups gakkede (og ofte udklædte) oplæsninger til Øverste Kirurgiskes arrangementer.
Hans skrevne forfatterskab, hvis man kan kalde det det, besidder langt hen ad vejen samme gakkede tilgang til det at skrive, og hans ukunstlede og mundrette brug af sproget kører af sted med læseren, så man først springer forpustet og tilfreds af toget på bogens sidste side. Ligesom med de fleste af Jens Blendstrups øvrige romaner, er det, som om LUSKEFISEFORTÆLLINGER næsten læser sig selv, så legende let går det.
Hvor meget af Jens Blendstrups anekdotiske barndomshistorier, der reelt stammer fra forfatterens egen barndom, er ikke til at sige. Det er måske også mindre relevant, ligesom det med en bog som gennembrudsromanen GUD TALER UD (2004) er mindre vigtigt, hvor meget af den, der er sand. Jens Blendstrup fortæller røverhistorier, og det har han vist altid gjort. Om røverhistoriernes sandhed så rammer hans egen virkelighed, læserens eller bare fungerer som underholdning, det må være sekundært. Sjovt er det i hvert fald.
LUSKEFISEFORTÆLLINGER er korte, skægge historier fortalt af barnet Jens, der er venner med bl.a. Neger Thomas, Klunke, Bimse og Heino. Romanen er spækket med vanvittigt morsomme øgenavne, og ligesom børnenes interne navngivning er fantasifuld, så er også deres forskellige mere eller mindre mislykkede forsøg på at afklare den (voksen)verden, der omgiver dem, ret fantasifuld. Ofte er det sproget, der forsøges afkodet, og hvis ikke sprogets mange uigennemskuelige billeder forsøges dechifreret, så indhylles læseren i barndommens lege, hvor den ene geniale replik efter den anden serveres. Her er vennerne midt i et større slag i Første Verdenskrig:
– HVAD LAVER DU PRÆSTEPOUL? Du er død! Nej, jeg er ikke død, for jeg spiste lige en sikkerhedspille inden. Du er død, det findes ikke. Jo, for jeg har lavet en sikkerhedsboks omkring mig. Luk lås. Luk lås.
Læseren følger Jens og hans venner, op til de er omkring 14 år, og op til fortællerens konfirmation. Så skulle jeg være voksen, skriver Jens Blendstrup i bogens sidste sætning. Om jegfortælleren i LUSKEFISKEFORTÆLLINGER, Jens, er virkelighedens Jens Blendstrup eller ej, må være op til læseren at afgøre. Ender man på et ja, så vil jeg vove at påstå, at det med at blive voksen kom legebarnet fra Aarhus da ikke helt til at leve op til. Heldigvis.
