Københavnertekster med forårseffekt – Amalie Laulund Trudsø KOORDINATER
KOORDINATER er en dugfrisk madeleinekage, der suger læseren ind i et personligt byliv, et ’mit København’, og viser sig at have en slags helende forårseffekt på det halvforvirrede, vintertirrede og flyvske københavnermenneske.
Citat
At alting i verden venter på ét, og at alle de cafeer, der findes her, med stole og borde udendørs, snart får gaden til at gjalde af levet liv, og får et du, jeg er hemmeligt forelsket i, til at tage sin tissemand frem i et af de grønne pissoirer på pladsen, og til at pisse, så det plasker på hans sko.
KOORDINATER er debutanten Amalie Laulund Trudsøs Københavnertekster. Det er beviset på, hvordan en nytilkommen, en ung provinstilflytter, bruger skriften ‘som krakkort’ (for at citere anmelder Johan Klokhøj) i forsøget på at gøre byen – og skriften – til sin egen. Og forsøget lykkes. På en sær og opløftende måde. For de 69 tekster, der hver især udspringer af en københavnsk gade eller stedbetegnelse, gør også noget andet. De kalder på læserens eget København, de fremkalder selve tilhørsforholdet; følelsen af at have levet et sted, som lever videre i én. Og det er ikke, fordi teksterne ikke er personlige. Det er de. KOORDINATER er egentlig en meget klinisk betegnelse for de fragmenter af et hipsterliv, som tilsammen udgør Trudsøs byskrift.
For eksempel i Ravnsborggade, hvor digterjeget er alene på café med sin rødvin, sin gintonic midt på dagen og midt i bruddet med du’et, der var ‘syg, depressiv som ind i helvede,’ og som faktisk ‘skylder’ at redde hende nu (men ikke gør det). I Griffenfeldsgade (II), hvor jeg’et hakker mynte og persille, mens det lader sig flyde med på en Halfdan Rasmussen’sk aprileufori af typen: ‘Af april besættes giftes fødes befrugtes’ man. Og på Blegdamsvej, hvor en mand danser med sort hår, ‘slangeskindsbukser og sølvspejlende solbriller.’
Netop det intense nu – der ofte udløses ved det, mere eller mindre vellykkede, møde med det mandlige ’du’; alle de unge, bløde og (sinds)syge mænd – bliver forrygende nærværende. Tankerne om kærlighed, afkom og køkkenhaveidyl er lige så håndgribelige som rødvinseskapader, fantasier om læber, en tunge der let berører, ‘duften ad hud og hår’.
I det hele taget føler man sig som ung – pige? – kvinde! – både opløftet og forbundet med Trudsøs skrift. For hun formår at formulere tankerne, som de pibler gennem én, og har gjort det mangen en nat/middag/morgen på Vesterbrogade, i Folkets Park med eller uden bål, i Blågårdsgades forårsmylder. Som en hipsternes Tove Ditlevsen taler hun direkte fra og til sin generations pigeliv – kvindeliv – og byliv. På den måde er der virkelig noget frisættende over københavnerteksterne, og samtidig noget der føles en smule, ja, for cool.
For hvis denne anmelder skulle sætte en finger på KOORDINATER, skulle det være på den privilegerede skøjten, den ‘coolness’, der holder skriften ude af de mørkere dybder, og som måske vokser ud af det overfladelystne hipstersliv, som jeg’et fører. Og alligevel; for overfladeæstetikken er nok i virkelighede det, der gør skriften så forunderligt opløftende; boblende nærmest, som søvandets pludren eller champagne på en tirsdag. Så, hvorfor skulle man overhovedet sætte en finger, når nu KOORDINATER som et cool, skriftens forår har opfundet mit København på ny.
