Kød og blod – Marie Darrieussecq SOLANGE
Den franske forfatter Marie Darrieussecq skildrer præcist, kærligt og vittigt en teenagers genvordigheder. Læseren rejser med SOLANGE tilbage i tiden til de universelle pubertetsår.
Christian og Rose sidder på bænkerækkerne overfor. De holder hinanden i hånden.
Det er ligegyldigt. Hun har set Arnaud ved receptionen efter vielsen. Synet af hans skikkelse (ingen kan bære et par Levis’s 501 som ham) fik hendes hjerte til at hoppe i brystet.
’Du behøver ikke se ud som om du har kvalme,’ siger hendes mor. ’Det her er ikke en koncert med Cure, det er jeg godt klar over (hun udtaler kiure), men det er lokale traditioner, og dem bør man respektere. De står for det vi er. Det er dem vi stammer fra.’
Hendes mor er begyndt at lære egnens oprindelige sprog. Hun påstår at hendes bedsteforældre kun talte det sprog, ikke engang fransk eller noget.
SOLANGE er en roman om den unge pige af samme navn, der bor i den lille baskiske flække, Clèves i 1980’erne. Marie Darrieussecq skriver indlevende om den svære skillevej mellem barn og voksen. Hvad gør man, når alle i skolen taler om sex, men man selv er jomfru? Når kroppen er klar til sex, men hjernen stadig er et barns?
Så følger man med, så godt man kan. Det kommer der vittig og vedkommende litteratur ud af. Da Solange har sin seksuelle debut, virker hun barnlig og fremmed over for akten:
– hun [kan] tydeligt se pikken, det ser sjovt ud, som en hundesnude der roder hende i numsen, en lang pølseform med en sky af krøllede hår omkring – sammen med hendes egne sparsomme lår ligner det en puddelhund der er helt kortklippet undtagen på hovedet og enden. En puddel der strækker sig ud og trækker sig sammen, en puddel med fjeder i, doing, doing.
Solanges delvist ubehjælpelige og uskyldige vulgaritet udgør en fantastisk drivkraft for romanen. Det resulterer i nogle meget morsomme udtalelser: ’Det er forbudt at have det røde i en kirke’ og ’biseksuel, det er to piger på én gang’. Det kunne lyde latterliggørende, men tværtimod skildrer Darrieussecq sin hovedperson med så megen kærlighed og sympati, at læseren både lider, griner og famler sig frem sammen med Solange.
En frigørende ironi lader læseren komme tæt på teenagelivet, hvor der ikke skal meget til, før man bare er totalt åndssvag:
– Min kusine gav ham en blowjob.’
’ET blowjob, retter Solange. Du lyder ligesom Jane Birkin der bliver ved med at sige EN hit selv om hun har boet her i landet i to hundrede år.’
SOLANGE, hvis originaltitel er CLÈVES, lægger sig op ad den franske romanklassiker LA PRINCESSE DE CLÈVES fra 1678 om en ung kvindes seksualitet. Tidligere præsident Nicolas Sarkozy ironiserede over vigtigheden af værkets kanoniske, almendannende karakter, hvorfor man landet over arrangerede kollektive masselæsninger af værket som hyldest til dets udforskning af ungdommens begær og seksualitet.
Darrieussecq bekræfter så absolut, at denne tematik aldrig bliver uvedkommende. Hun skriver veloplagt og kobler dygtigt fortælling og sprog. Solanges første menstruation, en klistret, fremmet masse, der kommer ud af egen krop, sættes i relief ved morens umiddelbart efterfølgende østersfrokost. Knapt har den slibrige røde væske fjernet sig fra det indre blik, før det klistrede østerssaltvand glider ned ad bordet og efterlader klæbrige plamager på gulvet. Man føler virkelig med Solanges østersmenstruation.
SOLANGE er ikke en teenageroman. Det er en voksen læsers mulighed for en tilbagevenden til egne tåkrummende teenageår. Hvor identitetens usikkerhed står i skærende kontrast til pubertetens skråsikkerhed over for de voksne. Hvor det vigtigste er at spejle sig i andre og at udfordre sin krop. SOLANGE er om alt det, teenagere tænker, og som ingen har mod til at sætte ord på, når man først er blevet voksen.
