Køb en god, gul & (næsten) gratis idé – PIST PROTTA #57
Den redaktionelle målsætning for PIST PROTTA er lige så prægtig som den er præstationsangst-fremkaldende: at genopfinde sig selv som tidsskrift både hvad angår form og indhold hver eneste gang. Lykkes det så hver gang? Njarj – i nr. 57 er det tanken, der tæller.
Citat
Fra ”Plet” af Pernille With Madsen
Ex. 4
PLETTER PÅ LEVENDE ORGANISMERMedfødte pletter; pletter der ikke er opstået ud fra en særlig begivenhed eller (kendt) årsag,4 og som derfor (?) som regel ikke skaber konflikter mellem plet og ”vært”, jvf. note 2.
Andre pletter der vedrører levende organismer:
Tør plet i halsen – for det meste en dårlig undskyldning.
Pletter for øjnene, pletter der ikke eksisterer men som øjet alligevel ser.
Plettyfus, en væmmelig sygdom.
Plettet rygte, noget der er nemt at få.
Skamplet, noget der er nemt at blive.
Komplet, noget det er svært at blive eller være.
En plet på lagenet, noget der ikke blev og ikke kommer til at ”være”.
Plet, nogens hund (fig. 1).
Pletvinge, en sommerfugl.
Det lille lystigt eksperimenterende forlag Space Poetry er (nok mest i kunstneriske kredse) kendt for sine svært sære udgivelser, der ikke blot handler om kunst, men til tider også er små kunstværker i sig selv. Det gælder f.eks. for tidsskriftet PIST PROTTA, som forlaget siden 1981 – i samarbejde med unge, upcoming kunstnere og andet kreativt godtfolk – har udgivet i alskens finurlige formater og med grænseløse grafiske virkemidler.
Denne 57. udgave af PIST PROTTA-produktet præsenterer tre (forholdsvis) ukendte billedkunstneres arbejder. Et gladgult omslag samler tre små hæfter, der trip-trap-træsko udstiller Myne Søe Petersens mærkværdige airmail-fotografier, Anna L. Boysens fotostribe fra hhv. Heathrow lufthavn og en libanesisk kibbutz samt Pernille With Madsens illustrerede definitioner af begrebet ’plet’.
Om der eksisterer en skråsikker sammenhæng mellem de tre kunstneres bidrag skal her være usagt (og i øvrigt op til den enkelte læsers fantasi eller mangel på samme). Men betragtes kunstbøgerne hver for sig, stjæler ”Plet” billedet med sin humoristiske og kvasiakademiske afhandling om tilværelsens mangfoldighed af pletter. Heri optræder Monica Lewinskis kjole side om side med en hund ved navn Plet – i et fantasifuldt-skråstreg-videnskabeligt forsøg på at få alle sider af fænomenet med.
Desværre fremstår tidsskriftets samlede kunstformidling mere fesent end fantasifuldt. Nok er det nyt og ’noget andet’ at fremstille kunsten i et sådant tredækkerformat. Det er dog mest af alt en god idé, der har svært ved at leve op til tidligere numres slaraffenland af originalgrafik, pop-op-sider, tryk på bibelpapir, udstansninger og indklæbede (ægte) tyggegummiklatter.
De grafiske rammer for tidsskriftet som medie er ganske vist blevet udforsket endnu engang (og et hengivent hurra for det!). Men nr. 57 i rækken af redaktionelle eksperimenter kvalificerer sig ikke til ’at være kunst i sig selv’ og når næppe ud i museernes udstillingsmontrer – i modsætning til enkelte andre glansnumre af kunsttidsskriftet.
Halvmutte miner over dette eksemplars manglende (eller ret beset: mindre kunstfærdige) format skal imidlertid ikke forhindre denne anmelder i allerede at glæde sig gul og grøn til udgivelsen af næste produkt fra idéfabrikken alias PIST PROTTA-redaktionen. Og kunst eller ej – for blot en flad halvtredser kan man købe sig til denne solstråle af en lys idé.
