Københavns kneppekonge – Erlend Loe ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN


Alt, der kan ske, sker i Erlend Loes afslutning på et tiår med elskeligt ulidelige Doppler.

Citat

– Det, at vores livsstil er i direkte modstrid med den natur, vi får vores mad fra, og som vi opsøger, så snart vi har en chance for det, og som vi tror, vi elsker højere, end andre folkeslag gør, men som vi qua vores levevis og økonomiske system er med til at undergrave hver eneste dag, hver time, også når vi sover, er så problematisk, at hvis nogen, en manuskriptforfatter for eksempel, havde lagt dilemmaet ind i en hovedperson i en film, ville man synes, at budskabet var dumt, banalt, overdrevet, overtydeligt, utroværdigt og et forsøg på at hoppe på en trend.

Erlend Loes ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN er sidste del i fortællingen om den tragikomiske mandslingefigur Doppler, vi efterhånden har fulgt i over en dekade. For dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med ham, så udkom den selvbetitlede førstebog i 2005 og fortsættelsen VOLVO LASTVAGNAR året efter. Doppler har i første bind fået nok af stort set alt, og efter et cykelstyrt ude i skoven beslutter han sig impulsivt for at skide på det hele og aldrig vende hjem igen.

Allerede fra ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DENs første kapitler aner man, at alt kan ske i Erlend Loes Doppler-univers. Figuren Doppler er som en krydsning mellem en moderne Don Quijote og en pervers Christopher MacCandless, der sammen med sin trofaste elgganger Bongo driver fra sit skjul i skovene og mod det hus, han forlod for over ti år siden. Her er alt imidlertid helt anderledes, end han havde regnet med, og som den absurd-ekstreme karakter han er, flytter han ind i et fyrretræ op ad huset og betragter familiens liv i flere måneder.

Der er ingen grænser for, hvad figuren herefter kastes ud i, og således følger knap 300 sider med urealistiske, morsomme og samfundssatiriske scener, der nok topper rent absurditetsmæssigt i kapitlerne, hvor Doppler er taget til København og lever det vilde liv som Kneppekonge i indviklede, marxistiske pornofilm styret af den russiske mælkefanatiker Aleksis.

På mange måder er det her, filmen knækker. Tanken om Dopplers karrieremuligheder i pornobranchen har da rumsteret i baghovedet, når man sammenholder dels hans energiske tilgang til onani, det søgende og åbne sind og størrelsen på figurens forplantningsorgan, men hver gang den tanke manifesterede sig, var min konklusion altid: Ej, det gør han ikke. Det vil Erlend Loe ikke byde sin karakter. Men jo, alt kan ske, når ens avatar hedder Doppler.

Og hvad er det så, der synes at drive både Loe og Doppler? Hvordan slipper Loe langt hen ad vejen afsted med at lade det umulige ske gang på gang, så man som læser er underholdt på samme måde, som man ville være det på skødet af en røverhistoriefortællende bedstefar.

Ligesom Doppler selv søger efter en identitet, så synes også Loe at lede efter Doppler. I de korte afsnit, hvor Doppler sidder fast oppe i sit voyeurfyrretræ, sidder også fortællingen fast og rykker sig ingen steder, før Doppler selv beslutter sig for at liste ind i huset og rykke lidt i føromtalte forplantningsorgan.

På mange måder stråler ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN af barnlig fortælleenergi. På trods af de realistiske kulisser, så foregår der dybt urealistiske ting, der på ingen måder italesættes af den på en og samme tid naive og lakoniske fortællerstemme. Erlend Loe skriver som altid sikkert, teknisk dygtigt og afvekslende, men den legesyge og mange steder overlegne stil giver sig også udtryk i en uforudsigelig fortælleruro, hvor pludselige og mirakuløse begivenheder springer frem fra hver en busk, vores Doppler-avatar bevæger sig om.

Satiren er naturligvis til at tage at føle på, og humoren driver simpelthen af siderne. ENDEN PÅ VERDEN SOM VI KENDER DEN er i mine øjne dog alt andet end banal. Doppler er – som i de foregående bøger – også en lommefilosofisk samfundskritiker, hvis afstandstagen til vækst, projektstyring, tøsebloggere og forvirrende og usagte signaler naturligvis bærer en sandhed med sig rundt i manegen. Desuden er Doppler – som Don Quijote og dennes trofaste ganger Rosinante – en tragisk figur. Den eneste reelle (menneskelige) forbindelse Doppler har, er langt hen ad vejen til elgen Bongo, og de gennemløbende tråde med onani og næsten uendelig seksualdrift bliver da også et forkvaklet forsøg på at skabe kontakt til andre. Men som med så meget andet med Doppler, så mislykkes det. RIP Doppler, tak for ti gode år.

 

Skrevet af Anna Møller

Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.

Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.

Website
Skriv til Anna

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *