Kølig patos – Dansk-bosnisk poesi på CPH:LITT 2009
Københavns litteraturfestival bød i weekenden på en række fine oplevelser. LitteraturNus udsendte fandt en af dem søndag eftermiddag.
Københavns internationale litteraturfestival, CPH:LITT, har været kritiseret for ikke at kunne byde på de store, internationale forfatternavne, som festivalen angiveligt sigter efter. Blandt andet i Politiken, hvor en forsidehistorie onsdag d. 13/5 fortalte, at ”Udenlandske stjerner bliver væk fra litteraturfestival”. Det lyder som om alverdens funklende forfatterstjerner med hån og spot er flygtet bort fra den lille festival med de store ambitioner. Men i samme artikel udtaler Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, at ”Danmark er et lille land, og det her er en lille festival. De store navne sætter næsen op efter større arrangementer”.
Se, det lyder jo logisk nok, og selvom den københavnske festival har ambitionerne i orden, er den rigtignok stadig både lille og ny. Set i det lys er årets program – med Salman Rushdie som hovednavn – imponerende nok, og allerede på festivalens første år i fjor lykkedes det jo at lokke selve forfatterkändissen Paul Auster til – endda ifølge med sin lidt mindre kendte kone Siri Hustvedt, som ikke desto mindre også må henregnes til det, Politiken kalder udenlandske stjerner.
Store navne eller ej, også i år havde festivalen en række fine oplevelser at tilbyde, hvilket vi heldigvis var mange, der kunne konstatere ved selvsyn i løbet den weekend, hvor festivalen blev afholdt i Huset i Magstræde i det indre København.
Meskovic på ”stedmoderdansk”
Eksempelvis søndag eftermiddag, hvor Alen Meskovic og Frederik Stjernfelt skulle tale om eksillitteratur med eksempel i Meskovics debutdigte, FØRSTE GANG TILBAGE, som udkom på Gyldendal tidligere på året. Det blev en interessant snak om eksilets væsen, umuligheden af at oversætte lyrik og mulighederne i at skrive på et andet sprog end sit modersmål. Alen Meskovic har boet i Danmark siden 1994, hvor han flygtede fra krigen i Bosnien, og trods den relativt korte tid i landet, har han valgt at skrive sine debutdigte på dansk – mit ”stedmodersmål”, som han kalder det.
Efter at moderator Klaus Rothstein har budt velkommen, læser Meskovic et par digte fra samlingen op. Han sænker stemmen til et nærmest hviskende, lidt dovent vuggende leje, der alligevel er spændstigt og intenst, blandt andet fordi Meskovic tydeligvis gør sig umage med den stadig besværlige udtale. Det, at han ikke er hundrede procent hjemme i det danske sprog, sætter nogle begrænsninger, fortæller han, når han for eksempel ikke er helt sikker på et ords nøjagtige betydning. Stjernfelt og Rothstein forsikrer dog begge om, at hans rækkevidde ud i det danske sprog er temmelig stor.
I Meskovics usikkerhed angående sproget ligger da også meget af hans særlige digteriske tone. Når man læser bogen, fornemmer man en nysgerrigt undersøgende tilgang til hvert et ord og et friskt blik på mange af de faste døve for.
Eksilets dobbelthed
Samtalen kommer ikke så meget til at handle om eksilet som verdenslitterært kæmpetema, ej heller om Meskovics biografi. Han vil langt hellere tale om sin bog som et forsøg på at løfte eksiltemaet op til noget mere almengyldigt end hans egen faktiske historie. Stjernfelt roser bogen for at indfri netop denne ambition ved at ”mytologisere” stoffet. Bogen er således renset for egennavne og konkrete årstal, den kunne for så vidt handle om et helt andet land til en anden tid end 90’ernes Bosnien.
I stedet skrives dramaet ud i landskabet, væk fra de private følelser, som Stjernfelt siger. Netop denne objektivitet og kølighed gør, at bogens patos ikke bliver klæg. Patos og kølighed går hånd i hånd, og i det hele taget synes bogen at kredse om dobbeltheder. Stjernfelt og Meskovic påpeger begge eksilets dobbelthed, at man har hjemme to steder og intetsteds; man lever nu og her, men længes efter dengang der.
Samtalen veksler med flere oplæsninger. Blandt andet får vi det fine ”Tivoli”, der atypisk for bogen vimser af sted i rytmiske rim, som får salen til at grine. Meskovic er nemlig også sjov – i digtet ”Forskud”, eksempelvis, hvor Ama’r rimer på jammer. Da Rothstein spørger, hvilken udvikling Meskovic ser sit forfatterskab tage i fremtiden, bliver han svar skyldig, men lover, at der ikke kommer en decideret sequel – ”Anden gang tilbage”, som Stjernfelt indskyder – eksiltemaet er indtil videre skrevet ud med FØRSTE GANG TILBAGE.
Sådan slutter et fint eksempel på, hvad litteraturfestivalen kan og skal kunne, nemlig formidle kvalitetslitteratur på et højt niveau for interesserede tilhørere, hvad enten forfatteren er en stor international stjerne eller en ung, debuterende digter.
