Kolonialister i Coca-Cola-Landeren – Third Ear LIVET PÅ MARS
På to hurtigt forsvundne timer undersøger duoen bag Third Ear, via et kaotisk men fortryllende virvar af kosmiske lyde og personlige skæbner, menneskets evige fascination af rummet.
Citat fra podcast
Du er på Mars og du er en TV-superstjerne. En del af verdens største TV-sællert nogensinde. Du parkerer din BMW-Mars-Rover uden for basen. Solen går ned bag den store reklamesøjle, der viser et billede af dig med den nye Iphone 10. Du ser ned på dit Rolex-space-ur, kun en halv time til din daglige TV-tale til jordboerne. Du ser frem til en afslappende aften med den nye Sony X-Box, nogle genhydrerede McDonalds-happy-Mars-Meals i Google-loungen sammen med de andre Marsboere. Om nogle måneder lander de næste kolonialister i Coca-Cola-landeren. De er stemt ind pr. SMS af verdens største TV-publikum nogensinde. Alting går godt på Mars. Du har taget det næste store skridt for menneskeheden i et par Nike-rum-sneakers, men…
– Man skal da være ualmindelig ligeglad med det hele, hvis man ikke synes, det er spændende, at vi flyver til Mars og bosætter os dér.
Sådan lyder det fra Jacob Juhl, produktionsselskabet Mastiffs reality-producent og programchef. Jeg har altid haft mine aversioner mod alt det Mars-lir. Måske fordi det virker uoverskueligt og som en lille smule spild af tid og penge. Men et eller andet fængslende er der alligevel ved det. Om ikke andet er der noget fængslende ved den måde, nogle mennesker finder det fængslende på.
I april blev de to skabere af lydmagasinet Third Ear – Tim Hinman og Krister Moltzen – bevilliget det treårige arbejdslegat fra Kunstfondens legatudvalg for litteratur. Og det forstår man godt. For selvom podcasts ikke udkommer udprintet, trykt og indbundet, som vi kender det fra den traditionelle litteratur (hvad end det så betyder længere), så har Third Ear-produktionerne to centrale ting til fælles med litteraturen: Historierne og sproget. Tilsæt derudover et lydunivers, der subtilt og elegant bidrager til at opbygge fortællingerne og giver lytteren nøglen til, fristes man til at sige, ‘det tredje øre’, det øre der oversætter lyd til billeder.
Over fire afsnit af hver en halv times varighed med titlen LIVET PÅ MARS har de to radio-pionerer indgået et samarbejde med Politiken. Som altid med Third Ear er det opsøgende og undersøgende. Men det er også personligt og ofte næsten mytisk. Denne gang gælder det begrænsningerne og mulighederne i menneskets evige trang til at ekspandere. Gennem flydende overgange mellem interviews, lyddesign og voice-overs baner de vejen til Mars og den stadig ikkeeksisterende vej væk derfra. Man har nemlig endnu ikke fundet en måde at nå til Mars på, hvor mængden af brændstof også rækker til at nå hjem igen. Det er da også denne lille finesse, der er det primære udgangspunkt for fortællingen, som starter i en hangar på Refshaleøen hos Raket-Madsen – Danmarks amatørraketbygger no. 1, som montagens fortæller Krister Moltzen beskriver ham.
Herefter sniger montagen sig over i en kosmisk sammensætning af lyde, der introducerer én af mange historiske elementer: Raketforsker Konstantin Tsiolkovskij, der, som en del af de russiske kosmister, søgte at finde en løsning på noget så simpelt som døden. Og når den lille forhindring var overvundet, handlede det for kosmisterne om at gøre noget ved det næste problem: Overbefolkning. Heraf idéen om, via rumraketten, at udvide imperiet til galaktiske horisonter.
Og det var så et forsøg på at gøre det kort. Men LIVET PÅ MARS er fuld af historier og skæbner, der på den ene eller anden måde er vævet sammen. Både i form af en historisk-narrativ kausalitet, men også i selve montageproduktionen, hvor de lydlige elementer og alle menneskenes skæve beretninger – for det er dem, der er i centrum – uanset hvor kaotisk det virker, finder sammen i fortællingens helhed. Og måske især via lytterens tredje øre.
Gennem Raket-Madsen lærer vi også om partneren Kristian von Bengtson, der senere dropper ud af projekt-rumraket for at blive rumarkitekt hos den mildt sagt ambitiøse Mars One-organisation. Mars One vil i samarbejde med et hollandsk TV-selskab sende en gruppe mennesker til rummet og tage det næste store skridt for både rumforskningen og reality-TV’ets tilværelse. Og det er her fortællingen for alvor tager fart. Sammen med Moltzen stiller man som lytter sig selv banale spørgsmål om, hvad de skal leve af samt mere uoverskuelige spørgsmål om hvem de gør det for og hvad meningen med det hele er.
Personligt, mens et lydklip fra Apollo 11’s angivelige månelanding summer i baggrunden, gør jeg mig mine sædvanlige interstellaristiske overvejelser om, hvad en sådan ekspansiv galakseimperialisme ikke vil forårsage af nye klimakriser – nu bare på Mars. Så holder lyden pause et kort øjeblik, og der opstår nye tanker om alt fra liv og død til forestillinger om, hvordan en såkaldt Mars One-caster ser ud, godt hjulpet på vej af Moltzens beskrivelse: ’Dr. Kraft har lyst hår i en stor bølge bag over, afblegede hvider tænder og en flot sun-tan.’
Vi hører også om en anden Von B. (som Moltzen ganske mystificerende ynder at kalde ham), Wernher von Braun, der indledte et samarbejde med Walt Disney for at finde økonomi til at nå ud i rummet. Vi møder i andet afsnit danskeren Christian, der er blandt de udvalgte Mars 100 og i tredje afsnit Big Brother-Pil, der kan fortælle, hvad det kræver at blive reality-stjerne. Vi møder en taxachauffør på vej til Mars Ones hovedkvarter i Amsterdam, der har været i fængsel i Danmark og ifølge ham selv ‘had nothing, only my dick to touch.’ Men som han videre fortæller, da Moltzen spørger ham:
– I’d like to be in prison rather than going to Mars. Let somebody else go to Mars, I’ll go to jail. It’s warm, it’s cosy, you’ve got a bed. You are protected. Nothing can happen. The worst thing that can happen to you is that you fall out of your bed.
Netop når LIVET PÅ MARS synes at lade sig rive med som en anden Buzz Lightyear mod det uendelige univers, af både personlige beretninger og historisk wiki-fakta, formår den altid at finde tilbage til sit udgangspunkt. Og æren for den slags elastik-epik går helt og holdent til de to bagmænd, Hinman og Moltzen, der kobler det hele sammen på både sympatisk og til tider let ironisk vis (som da Moltzen i sidste afsnit i et af sine analoge studier af menneskets overlevelsesinstinkt – her på den danske Irak-ubåd Sælen – udtaler The Coalition of the Willing på mildt overdrevet patriotisk vis), mens de efterlader indtryk fra en masse mennesker, der på hver deres måde er forbundet til hinandens skæbner.
Ligesom universet er til at blive svimmel af at tænke på, virker dette net af sammenhænge mere eller mindre overskueligt at skabe et forkromet overblik over. Third Ear-produktionen udnytter dog sit medie til fulde og balancerer meget stilsikkert mellem at være pædagogisk deskriptiv og samtidig skabe plads til, at lytteren selv kan være med på rejsen – lytteren spiller ligefrem en central rolle i kraft af Moltzens gentagende henvendelser til et du, der er med på Mars.
Så tag høretelefonerne på og gør dig klar til to timers både jordnær og højtsvævende rejse i lyd og ord. Du vil ikke fortryde det. Og du skal nok komme tilbage igen. Det forlyder alligevel, at det hele er pure opspind. Altså Mars One. Third Ear er der ikke nogen, der kan beskylde for at bygge historier på rumstøv. De formidler bare. Og det på fineste vis.
Hør 1. afsnit fredag den 21. august på politiken.dk – direkte link
Serien sendes også i Politikens kommende app Politiken Podcast som udkommer snart.
Alle fire afsnit sendes som en del af Københavns Radiobiograf mandag den 24. august i Imperial, arrangementet er udsolgt.
