Kompleks kolonihistorie i stor erindringskunst – Ngûgî wa Thiong’o DRØMME I KRIGENS TID
En af Østafrikas store forfattere – Ngûgî wa Thiong’o – giver et stykke kenyansk historie i sin barndomserindring. Det er smukt og komplekst, som man kan forvente verden er, når man som stor skoledreng oplever den.
Citat
(…) det følgende år, 1953, blev det meddelt, at en række KISA- og Karîng’a-skoler ville blive genåbnet, dog under regeringens kontrol. Nogle skolebestyrelser nægtede at opgive deres selvstændighed, hvorfor deres skolder blev genåbnet. (…) Resultatet viste sig øjeblikkelig. I den nye Manguo forsvant musik og optræden fra skemater. Idrætsstævnerne var en saga blot, marchorkestret ligeså. Skolen var ikke længere centrum for lokalområdets ceremonielle fester
Ngûgî wa Thiong’o er født i Kenya i 1938 og vokset op i en urostid, hvor det østafrikanske land var præget af borgerkrig mellem den nykolonialistiske stat og de antikolonialistiske guerillakrigere. Mens konflikten tiltog og regeringssoldaterne både kidnappede og dræbte venner og familie i wa Thiong’os landsby, kom han selv gennem urolighederne ved at hellige sig sin skole og litterære drømme.
Det er denne forandrings- og oprørstid den kenyanske forfatter beretter fra i sin barndomserindring DRØMME I KRIGENS TID.
Da wa Thiong’os mor – til hans glædelige overraskelse – tilbyder ham, at han må starte i skole indgår de en pagt: han skal gøre sit bedste. Og det gør han. Mens kolonistyret går ind i sin voldlige fase, fokuserer wa Thiong’o på sin skole og sin uddannelse. Han vil ikke bryde pagten med sin moder. Men selvom det står usagt, lader det til at være ligeså meget for hans egen skyld, at han lader bøgerne og engelskundervisningen udgøre det vigtigste i hans verden.
Og på tærsklen mellem dreng og mand, da konflikten eskalerer fra slutningen af 1940’erne og gennem 1950’erne, er det da også begrænset, hvor meget af begivenhedernes politiske gang han egentlig forstår. Men som han mærker dem på egen krop, når den imperialistiske magt, i et forsøg på at slå ned på alt hvad der er traditionelt, laver skolereformerne om og forbyder eleverne at tale deres lokale sprog på skolens grund, lyder der omsider en kritisk røst. En røst der senere skal sende ham i fængsel.
Med en fod i det traditionelle landsbymiljø, hvor tro på ånder og aftner med traditionsrige historiefortællinger er hverdag, og en anden fod begravet i bøger om oplysningens kamp mod hedensk tro og engelsk grammatik bliver den unge wa Thiong’o rodløs og identitetsforvirret. Konflikten mellem indre og ydre forandring er bogens hovedtemaer, og som sådan er det svært ikke at sammenligne den med nigerianske Chinua Achebes ALT FALDER FRA HINANDEN og TRIVES EJ LÆNGERE HER. Disse romaners hovedpersoner ‘falder (decideret) fra hinanden’ i skellet mellem traditioner og modernitet.
Men hvor Achebes to bøger er fiktive romaner – om end de foregår i en virkelig historisk kontekst – er DRØMME I KRIGENS TID erindringer. Og fortalt gennem de politiske forankrede skoleskift og sociale opbrud i hverdagen, som den store dreng oplever og forstår dem, leverer wa Thiong’o et stykke kenyansk historie.
Det er et litterært mesterstykke. Ngûgî we Thiong’o formår at præsentere den kenyanske virkelighed lige præcis i det perspektiv, han selv som stor dreng/ung mand forstod den. Det betyder, at man som læser skal holde tungen lige i munden for at kunne følge især de politiske forandringer. Men gør man det, og lukker man den unge wa Thiongo’o ind i sit hjerte, lukker man også op for en litteræroplevelse ud over det sædvanlige.
